“Danmarks hemmelige vækstkrise (2023)”

André Rossmann skriver her i en perspektivrig artikel at hvis Danmark havde beholdt den tidligere vækstrate , ” ville danskernes velstand i 2019 ligge 20 pct. højere” …

Taget herfra

Opfattelsen i den politiske debat er, at dansk økonomi er kernesund. De økonomiske nøgletal i Danmark ser flotte ud. Det pæne billede af den bomstærke danske økonomi holder dog ikke, når man kradser i overfladen. Flere økonomer sætter spørgsmålstegn ved, om holdbarheden i dansk økonomi reelt er så god, som nogen gerne vil give indtryk af. Men danskerne vil helst leve i deres egen lille andedam, hvor alt bare går godt. De positive økonomiske tal er derfor blevet en sovepude, så politikerne og medierne kan tage det roligt og bilde sig selv ind, at alt er i en god gænge.

Virkeligheden er, at vækstmæssigt er dansk økonomi gået i stå med det resultat, at danskernes velstand falder langsomt og støt. Man kan ikke pege på et eneste område i dansk økonomi, hvor det hele er ved at gå op i flammer, og det er netop det, der er problemet. Problemerne står ikke i decideret brand. Forfaldet sker stille og roligt, skridt for skridt. Patienten er syg, men ikke døden nær. Det er de længere udsigter, der er dybt bekymrende, for i dansk økonomi står det enten stille eller går den forkerte vej på en række centrale parametre. Og i virkelighedens verden er stilstand et tilbageskridt.

Det største problem er lav vækst

I dansk politik tales der ikke meget om langsigtet økonomisk vækst. I langt de fleste tilfælde handler debatten om kortsigtet vækst, som man mener er nødvendig for, at Folketinget kan få flere skatteindtægter og dermed opretholde eller udvide en af verdens største offentlige sektorer.

“Hvis man kratter lidt i lakken, hviler beregningerne om den finanspolitiske holdbarhed på nogle forudsætninger om, hvordan fremtiden vil udvikle sig. Forudsætningerne er bare ikke helt så holdbare, som vi gør dem til. Derfor får Christiansborg-politikerne et indtryk af en finanspolitisk holdbarhed, som er fjernt fra den virkelige verden i kommunerne, hvor velfærden er under maksimalt pres, og det vil blive værre år for år” sagde prof. Nina Smith i januar 2023 i et interview med Mandag Morgen.

Vedvarende lav vækst betyder, at danskerne vil få lavere fremgang i levestandard. Lav vækst vil det lange løb få langt større negativ betydning for de kommende generationer af danskere end for stor gæld. Over 10 år ville levestandarden være godt 15 pct. højere, hvis væksten er 3 pct. i stedet for 1,5 pct., som prognoserne lyder på. 15 pct. lyder ikke af meget. Men over 100 år vil forskellen være mere end 400 pct. højere ved 3 pct. i stedet for 1,5 pct.

De sidste 10-15 år har Danmark haft lavere vækst i BNP pr. beskæftiget end de foregående 100 år (trendvæksten). Havde Danmark fastholdt trendvæksten, ville danskernes velstand i 2019 ligge 20 pct. højere, og hvis denne velstand blev fordelt omtrent proportionalt i samfundet, ville en sygeplejerske have haft en månedlig bruttoløn, som var godt 8.000 kr. højere end i dag. Ifølge prognoserne vil gabet kun blive større i fremtiden. I 2030 vil det udgøre små 30 pct., eller ”tabt” årlig velstand svarende til 137.000 kroner pr. dansker.

Danmarks hemmelige vækstkrise, som ingen politikere synes at ville tale om, har varet mere end to årtier. Den danske vækst er trods jobfesten en af de svageste blandt EU-landene. Vækst skal vurderes på langt sigt, og ser man på de sidste 25 år er USA’s gennemsnitsindkomst ifølge tal fra Penn World Tables vokset 45 pct. Danmarks og Tysklands er vokset 35 pct., mens den franske vækst har været skuffende 30 pct. Med andre ord plejede danskerne at have ca. 92 pct. af den amerikanske velstand og 89 pct. af dens arbejdsproduktivitet. Den sammenligning er i dag faldet til 86 og 81 pct., og tysk og fransk produktivitet er i dag henholdsvis kun 74 og 79 pct. af den amerikanske.

Der er således tale om store forskelle, der indebærer, at danskerne ikke længere kan sammenligne sig med almindelige amerikanere. Mens folk i Minnesota – den skandinaviske del af USA – i dag er 24 pct. rigere end danskerne, kan danskerne bedst sammenligne deres privatøkonomi med den, man har i det kriseramte Michigan.

Væksten halter i forhold til andre lande

Den beskedne danske vækst betyder, at Danmark er på vej til at havne som et halvfattigt land. ”Den lave vækst kommer ubemærket snigende, men hvis det fortsætter år efter år, summer det op til et stort problem. Det gør os på sigt relativt fattigere end befolkningerne i andre lande, og relativ fattigdom er næsten lige så stort et problem som absolut fattigdom”, skrev prof. Ole P. Kristensen i Berlingske i juni 2019.

LÆS OGSÅ:Ældreplejen: En skamplet på den danske velfærdsstat (2022)

Det er derfor ikke overraskende, at Danmark ikke klarer sig godt i international sammenhæng: Ifølge Penn World Tables har Danmark ud af godt 50 vestlige lande haft den tiendelaveste vækst de sidste 25 år. Danmark er et lille land, men lande som Singapore, Schweiz, Massachusetts og Sverige, der befolkningsmæssigt ikke er meget større end Danmark, har i modsætning til Danmark opnået imponerende økonomiske resultater.

Omkring 1930 var Danmark blandt de fem rigeste lande i verden, men det var dengang. Lande som Singapore, Schweiz og Massachusetts har i dag en velstand, der ligger 28-40 pct. over Danmarks. Danmark har med andre ord spildt velstandspotentiale på op til 40 pct. Hvis potentialet blev realiseret, ville det svare til, at hver dansk lønmodtager fik ni ekstra månedslønninger hvert år. Mens Danmark således står stille, bliver andre lande hele tiden rigere. I 2007 var Danmark nr. 11 på listen over verdens rigeste nationer. I 2018 var Danmark ca. nr. 23 ifølge CIA World Factbook.

Produktiviteten udvikler sig direkte negativt

Beskæftigelsen i Danmark slår ganske vist rekorder, men det afspejler ikke en egentlig fremgang i økonomien. Det ville være tilfældet, hvis produktiviteten stod stille. Produktiviteten i Danmark udvikler sig imidlertid direkte negativt. Siden 2015 er danskerne blevet mindre værdiskabende pr. arbejdstime. Ifølge overvismændene kommer produktiviteten ikke til at vokse, som den har gjort tidligere i historien. Blandt økonomer taler man derfor om ”en brændende platform”.

OECD’s tal viser, at nabolandenes produktivitet i gennemsnit er vokset 17 pct. de sidste 25 år, mens den danske er steget 10 pct. Produktiviteten i Danmark er således kun vokset i halvt tempo af Storbritanniens og Sveriges. Mens svenskerne i 20 år samlet er blevet 39 pct. rigere, 37 pct. mere produktive pr. arbejdstime og har fået 29 pct. større privatforbrug, er de samme tal 23, 29, og 7 pct. i Danmark. Med andre ord følger Danmarks økonomi ganske enkelt ikke med landets nabolande eller andre sammenlignelige økonomier.

Tager vi hele de seneste 20 år, er billedet det samme. Samfundskagen er ikke vokset pr. indbygger siden midten af 2000’erne. Tal fra Den Internationale Valutafond, IMF, viser, at mens bruttonationalprodukt (BNP) pr. indbygger målt i faste priser fra 2000 til 2019 er vokset med 27 pct. i EU-landene under ét, er den kun vokset med 14 pct. i Danmark.

Problemet har været anerkendt i mange år, og førte til Thorning-regeringens nedsættelse af Produktivitetskommissionen i 2012. Kommissionen, der talte flere af Danmarks topøkonomer, udgav sin endelige rapport i 2014, der efterfølgende blev totalt ignoreret i dansk politik.

Beskæftigelsen i Dannmark sætter rekord, og virksomhederne melder om problemer med at rekruttere. Så der bliver lagt masser af ekstra arbejdstimer, men der kommer ikke rigtigt noget ud af det. Den slags har et navn: Tomgang i produktiviteten. Produktivitetskommissionen regnede sig i 2014 frem til, at hvis den danske udvikling i produktiviteten bare havde fulgt USA’s siden midten af 1990’erne, så ville Danmark være 360 mia. kr. rigere – og en LO-arbejder ville få 3000 kr. mere i løn om måneden. Efter skat.

Som Produktivitetskommissionen understregede, er en væsentlig del af det danske produktivitetsproblem, at detailregulering i mange sektorer ikke tillader, at ting gøres på anderledes eller nye måder. Man har reguleret innovationen ihjel. Mange års regulering har derfor været en succes for politisk indflydelsesrige særinteresser, men en fiasko for samfundet som helhed. Et kendt eksempel er plejesektoren, hvor der tales meget om udlicitering og privatisering, men hvor begge dele plages af regulering, der tvinger private aktører til at gøre præcist det samme som den offentlige sektor.

Kortere arbejdstid reducerer arbejdsudbuddet

En række reformer har haft det sigte at øge arbejdsudbuddet, men på trods af dem viser internationalt sammenlignelige data fra The Penn World Tables, at det samlede antal arbejdstimer i Danmark faktisk faldt ca. 5 pct. mellem 1999 og 2019. Til sammenligning steg arbejdsudbuddet i fire af Danmarks fem nabolande.

I 2000 arbejdede danskerne i gennemsnit 35 timer om ugen, mens de i 2021 arbejdede 32 timer om ugen. Flere studerende, personer i støttet beskæftigelse og ældre, som arbejder mindre end fuldtid, er en del af forklaringen. Men der har også været en generel tendens til, at helt almindelige lønmodtagere arbejder mindre. Faldet i arbejdstiden på tre timer om ugen lyder måske ikke af meget, men det har en stor effekt på arbejdsudbuddet. Det er kun steget med ca. 4000 personer om året i perioden fra 2000-2021, når man tager højde for den lavere arbejdstid.

Mens danskerne leverer i gennemsnit 10 pct. mindre arbejde end folk i nabolandene, er det ikke, fordi der er mangel på arbejdskraft og fordi der er færre i arbejde. Hovedgrunden er, at danskere i arbejde leverer væsentligt færre timer pr. år., og at meget af det arbejde, der udføres, er pseudoarbejde. Martin Ågerup fra Cepos påpeger således, at hvis danske læger for eksempel havde lige så meget patienttid som i 2000, ville det svare til over 3000 flere læger og dermed løse en stor del af problemet i sundhedsvæsenet.

LÆS OGSÅ:Formynderstatens uhæmmede sejrsgang (2022)

SVM-regeringen har som bekendt planer om at tvinge danskerne til at arbejde mere ved lov, men hvis danskerne ikke vil arbejde mere, kommer de ikke til at arbejde mere. Over tid vil de indrette deres liv på en måde, så de arbejder på det niveau, de ønsker. Det vil ske gennem overenskomster, personlige aftaler eller adfærd. Danskerne har opnået så stor velstand, at mange gerne vil omsætte det til mere fritid, så hvis politikerne tager fritid fra folk ved f.eks. at fjerne en helligdag, skaffer de den bare selv på en anden måde med en ekstra fridag eller kortere arbejdstid. De vil hellere bytte velstandsstigning med mere fritid. Fordi det danske samfund er blevet rigere og mere velstående ønsker stadig flere danskere at få mere fritid frem for mere i løn.

Lavt privatforbrug i international sammenligning

Mange danskere tror, at Danmark er et af verdens absolut rigeste lande, men det høje skattetryk indebærer, at danskerne har et lavt privatforbrug i international sammenligning. Nok er det danske nationalprodukt det 14.-største på verdensplan, men det danske privatforbrug er kun nummer 24. Det er således ikke kun USA, Norge og Schweiz hvor folk er rigere, men også steder som Australien, Storbritannien, Taiwan, Tyskland og Østrig, hvor den private levestandard er højere.

Det er f.eks. påfaldende, at mens Danmarks bruttonationalprodukt er cirka 20 pct. højere end Storbritanniens, har briterne i gennemsnit 13 pct. større (købekraftsjusteret) privatforbrug. De 13 pct. bliver omregnet til cirka 20.000 kr. pr. år pr. indbygger i Danmark, eller godt 80.000 kr. for en standardfamilie. På samme måde havde tyskere og canadiere i 2019 henholdsvist 15 og 19 pct. større privatforbrug end danskerne.

Ifølge Verdensbankens købekraftskorrigerede data voksede danskernes indkomst helt præcist 15,6 pct. mellem 1999 og 2019, mens naboernes voksede 25,2, herunder svenskernes 36,1 pct. OECD’s indkomstdata viser en vækstrate for Danmark på 20 pct., for naboerne 26 pct., og for Sverige på 36 pct. The Penn World Tables, viser vækstrater på henholdsvis 23, 26 og 39 pct. Som det er tydeligt, fortæller de forskellige kilder nogenlunde samme historie.

Når danskerne handler i supermarkeder og øvrige butikker, betaler de 40 pct. mere end EU-gennemsnittet. Dvs. når man i EU i gennemsnit betaler 1.000 kr. for en indkøbsvogn fyldt med varer, så koster denne indkøbsvogn i Danmark 1.400 kr. I Tyskland er priserne kun 8 pct. højere end EU-gennemsnittet. En af årsagerne til de høje priser i Danmark er, at danskerne betaler meget høje forbrugsskatter. Når forbrugerne køber varer i danske butikker, betales moms på 25 pct., som er blandt de højeste i de 38 OECD-lande. Derudover betales også ekstra afgifter på udvalgte varer, f.eks. biler, kaffe, chokolade og energi.

Samlet set udgør forbrugsskatterne 26,1 pct. af forbruget i Danmark. Det er det næsthøjeste niveau blandt OECD-landene. I Tyskland er forbrugsskattetrykket på 17,3 pct., mens det er på 14,1 pct. i Storbritannien. Skattetrykket i Danmark på 46,5 pct. er det højeste blandt OECD-landene i 2020 (p.t. det seneste år, hvor en international sammenligning foreligger). Danmark efterfølges af Frankrig, Belgien og Italien.

Danskerne har 466 biler pr. 1.000 indbygger. Det er lavt i sammenligning med andre europæiske lande. F.eks. har man i Litauen 560 biler pr. 1.000 indbygger, mens tallet i Tjekkiet er på 565. I Tyskland er der 580 biler pr. 1.000 indbygger. En af årsagerne til, at danskerne har relativt få biler er, at bilbeskatningen er meget høj i Danmark. Ved køb af nye biler er registreringsafgiften på op til 150 pct. Hertil kommer løbende ejerafgifter, forsikringsafgifter og brændstofafgifter.

Danskerne har således en rig stat, men er fattige, idet de har et privatforbrug, der er meget lavt i international sammenligning.

Danmark i slow motion-deroute

Danmark er fortsat et rigt land, men landet er stagneret på mange parametre og skrider langsomt men konstant ned ad ranglisterne. Lad os se på nogle af dem.

Eksporten, som gennem flere år har været den eneste reelle økonomiske trækhest, står i stampe. Danmark er ene om at have faldende eksport, når man sammenligner vores udvikling med lande, der enten er en del af euroen eller som har en fastkurspolitik til samme. Når det gælder vareeksporten, er det især i Tyskland, at Danmark taber markedsandele til konkurrenterne i de øvrige EU-lande.

LÆS OGSÅ:Formynderstatens uhæmmede sejrsgang (2022)

De statslige investeringer i forskning er over de sidste 10 år faldet støt fra at udgøre 84 pct. til 74 pct. af det offentlige forskningsbudget. Danmark er et af blot fem EU-lande, hvor forskningsinvesteringerne faldt fra 2018 til 2019.

Fra 2007 til 2018 er Danmark raslet fra en 3. plads ned til en 10. plads på World Economic Forums (WEF’s) rangliste over landenes konkurrenceevne. Danmarks nedtur er den største blandt de lande, der er på ranglisten.

Danmark er dårlig til at tiltrække udenlandske investeringer. Investeringsgabet mellem danske investeringer i udlandet og udenlandske investeringer i Danmark er i dag blandt verdens største.

Analyser fra EU viser, at Danmark er et af de lande, der skaber mindst ny forretning gennem produktinnovation. En af årsagerne er erhvervslivets ringe udnyttelse af højtuddannede medarbejdere.

I 2017 var der 400 færre samarbejder mellem offentlige forskere og private virksomheder end året før, ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriet. Antallet af opfindelser og patentansøgninger er over de seneste 5 år faldet med 25 pct. på trods af det store fokus på ny teknologi, digitalisering og disruption. Osv. osv.

Magre økonomiske år forude

Det er danskernes selvforståelse, at Danmark er et af verdens rigeste lande og altid vil være det, samt at Danmark sagtens kan have en stor og meget dyr offentlig sektor, der fylder mere end halvdelen af økonomien, uden at landet mister økonomisk status af den grund. Politikerne og medierne holder fast i illusionen om Danmarks globale førertrøje, overlegenhed og unikke status. Men virkeligheden er, at Danmark står over for en længere årrække med så lav en økonomisk vækst, at landet bliver relativt fattigere sammenlignet med det meste af den øvrige verden.

Tal fra Finansministerium fortæller den dystre historie om, at danskerne står foran en halvering af velstandsudviklingen frem mod 2030. De skiftende regeringer har svigtet reformerne og forsømt at skabe ny velstand, som giver danskerne nye forbrugsmuligheder og skaber skatteindtægter. Frem til 2030 forventes en gennemsnitlig årlig økonomisk vækst i OECD-landene på 2,2 pct. af bnp. USA’s væksttal er 2,4 pct. og Sveriges 2,6. Danmark har en bundplacering med en årlig vækst på 1,6 pct. I Finansministeriets Økonomiske Redegørelse skønnes væksten i BNP i 2023 til at blive på kun 0,2 pct., mens forventningen i august 2022 var, at væksten i ville blive på 0,8 procent. I stedet for en årlig vækst på 2 pct. af BNP, kan Danmark ikke regne med en vækst på mere end 1 pct. igennem de kommende år. År for år vil Danmark sakke bagud i forhold til resten af verden, der gennemsnitligt ventes at vokse med 3 pct. af BNP om året. Der venter danskerne således magre økonomiske år forude.

Unge danskere vil få en dårligere fremtid

Den uformelle kontrakt mellem generationerne i det danske samfund er udfordret. Den går ud på, at den ældre generation afleverer et samfund til den næste, som er mindst lige så velstående og velfungerende, som det, de selv overtog. Et Danmark, hvor i morgen bliver bedre end i dag, og hvor man lever op til det ældgamle generationsløfte, at børn skal have en bedre tilværelse end deres forældre. For første gang er der udsigt til, at de kommende generationer vil vokse op under dårligere vilkår end generationerne før dem.

De næste 15 år står Danmark ifølge OECD til en realvækst på mellem 1 og 1,5 pct. om året. I sammenligning var gennemsnittet fra 1966 til 2019 ifølge Danmarks Statistik 2,1 pct. om året. Det betyder, at den nuværende generation vil give et fattigere Danmark i arv, end den selv har fået.

Den lavere vækst pr. indbygger betyder, at danskernes materielle levestandard ikke kommer til at vokse så meget, som den tidligere har gjort. Danskerne skal vænne sig til en ny normal. Der er ikke nogen krise, men der heller ikke nogen vækst, man kan være glad for. Det kan derfor ikke undre, at der er mange i Danmark, der frygter, at deres børn vil få en dårligere fremtid end de selv har haft. En ting synes at være sikker: For unge familier vil det blive sværere at bygge en tilværelse op med hus, to biler, god mad og spændende ferierejser end det var for deres forældre.

Taget herfra