“Danmarks hemmelige vækstkrise (2024)”

Den beskriver André Rossmann her: “Den faldende danske vækst betyder, at Danmark er på vej til at blive et halvfattigt land”

Taget herfra

Når danske økonomer beskriver Danmarks økonomi som ”bomstærk”, mener de, at de offentlige finanser er sunde, fordi der er overskud på statsbudgettet. Danmark økonomi er imidlertid kun ”bomstærk”, fordi den økonomiske politiks målsætning er at opretholde den sklerotiske velfærdsstat og øge størrelsen af den opulente offentlige sektor. Hvis målsætningen var at skabe økonomisk vækst, er dansk økonomi alt andet end ”bomstærk”.

Vækstmæssigt er dansk økonomi nemlig gået i stå med det resultat, at danskernes velstand falder langsomt og støt. Man kan ikke pege på et eneste område i dansk økonomi, hvor det hele er ved at gå op i flammer, og det er netop det, der er Danmarks problem. Problemerne står ikke i decideret brand. Forfaldet sker stille og roligt, skridt for skridt. Patienten er syg, men ikke døden nær. Det er udsigterne på langt sigt, der bør bekymre danskerne, for i dansk økonomi står det enten stille eller går den forkerte vej på en række centrale parametre. Og i virkelighedens verden er stilstand et tilbageskridt.

Danmarks konkurrenceevne under hårdt pres

Opfattelsen i den politiske debat er, at dansk økonomi er kernesund. De økonomiske nøgletal i Danmark ser flotte ud. Det pæne billede af den ”kernesunde” danske økonomi holder dog ikke, når man kradser i overfladen. I marts 2024 var overskuddet på Danmarks betalingsbalance 304 mia. kr. Virkeligheden bag de flotte tal er imidlertid en helt anden, end det umiddelbart ser ud til.

Det store overskud på Danmarks betalingsbalance er nemlig ikke et tegn på, at Danmarks økonomi er konkurrencedygtig. Den overperformance, som Danmark økonomisk har over for andre lande, og de store overskud skyldes et enkelt marked (USA), en enkelt produktkategori (medicin) og en enkelt tjenesteydelse (shipping). Uden dette ville Danmark ikke have overskud på betalingsbalancen.

Ser man på samtlige danske virksomheder, er Danmarks konkurrenceevne hverken stærk eller bredt funderet. Tager man nogle af de allerstørste virksomheder ud af handelsstatistikkerne, får man et billede, der viser, at store dele af erhvervslivet er under pres. Og fokuserer man på fremstillingsindustrien, så stagnerer Danmarks konkurrenceevne, hvis den da ikke ligefrem trækker i den gale retning.

Det største problem er lav vækst

Danmarks hemmelige vækstkrise, som ingen politikere vil tale om, har stået på i mere end to årtier. Den danske vækst er trods jobfesten en af de svageste blandt EU-landene. Vækst skal vurderes på langt sigt, og ser man på de sidste 25 år er gennemsnitsindkomsten i USA vokset 45 pct., mens i Danmark er den vokset 35 pct. Mens danskerne før i tiden havde ca. 92 pct. af den amerikanske velstand og 89 pct. af landets arbejdsproduktivitet, er disse tal i dag faldet til hhv. 86 og 81 pct. Der er således tale om store forskelle, der indebærer, at danskernes velstandsniveau er langt lavere end amerikanernes.

De sidste 40 år har Danmark haft lavere vækst i bruttonationalproduktet (bnp) pr. beskæftiget end de foregående 100 år (trendvæksten). Havde Danmark fastholdt trendvæksten, ville danskernes velstand i 2019 have ligget 20 pct. højere. Dvs. at en sygeplejerske ville have haft en månedlig bruttoløn, som var godt 8.000 kr. højere end i dag. Ifølge prognoserne vil gabet kun blive større i fremtiden. I 2030 vil det udgøre små 30 pct., eller ”tabt” årlig velstand svarende til 137.000 kroner pr. dansker. Hvis dansk økonomi i stedet for at vokse med 1,5 pct. om året de næste 20 år ville vokse med 1,8 pct., ville det give en merværdi på 47.000 kroner om året for hver fuldtidsansat. Små procentforskelle i økonomisk vækst giver nemlig hurtigt store tal.

Fra år 1900 til 2000 udgjorde væksten i Danmark ca. 2,8 pct. om året. Siden 1986 har den økonomiske vækst i gennemsnit været 1,7 pct. om året. Den underliggende vækstrate er nu kun godt 1-1,5 pct. om året. Det er den vækstrate, Danmark kan forvente frem til 2040. Det vil sige, at frem til 2040 vil væksten i dansk økonomi falde med en tredjedel. Det kan ikke undgå at ramme danskernes velstand og velfærd.

Produktiviteten udvikler sig direkte negativt

Økonomisk vækst kan enten stamme fra øget forbrug af ressourcer (f.eks. energi, råvarer, arbejdstid, arbejdskraft mv.) eller øget produktivitet (hvor man fremstiller varer med højere kvalitet med de samme ressourcer). Øger man væksten gennem øget forbrug af ressourcer som f.eks. arbejdsudbud, vil resultatet blive en kortsigtet vækst. Effekten af øget arbejdsudbud (f.eks. flere indvandrere, seniorer, førtidspensionister eller østeuropæere i arbejde) er kortvarig – ud over de ekstra arbejdstimer er der ikke mere vækst i det. Hæver man derimod væksten gennem faktorer som innovation, ny teknologi o.lign., øger man den langsigtede vækst, som økonomer kalder ”trendvæksten”.

Mens økonomisk vækst og velstand således kommer fra øget produktivitet (dvs. det forhold, at der kan produceres mere og mere pr. arbejdstime med de samme ressourcer), har den samlede vækst i Danmark siden coronapandemien været drevet af øget arbejdsudbud. Med andre ord: Der har ikke været produktivitetsfremgang i Danmark de senere år. Produktivitetsvæksten er nærmest i frit fald. I 1970’erne lå den i gennemsnit på 4 pct. om året. De seneste seks år har den ligget på 1 pct. Og hele væksten skyldes ganske enkelt, at virksomhederne har valgt at øge beskæftigelsen frem for at investere i kapitalapparatet, teknologisk innovation eller andre vækstfremmende faktorer for at øge produktionen.

LÆS OGSÅ:Myten om Danmarks stramme udlændingepolitik (2024)

Så selv om beskæftigelsen i Danmark slår rekorder, pengene vælter ned i statskassen, råderummet vokser og boligpriserne stiger, afspejler dette ikke en egentlig fremgang i økonomien. Regeringen og de systemtro økonomer og økonomiske kommentatorer har imidlertid travlt med at beskrive dansk økonomi som ”bomstærk”, idet de henviser til størrelsen af statens budgetoverskud, alt imens den svage produktivitetsudvikling forbigås i tavshed.

Ifølge Økonomiministeriet udvikler produktiviteten sig svagere i Danmark end i f.eks. Sverige, Tyskland og resten af euroområdet. Fra 2019 til 2023 har produktiviteten uden for medicinalindustrien stået i stampe. I 2023 faldt den med 16 pct. i forhold til 2022 – uden for medicinalindustrien. Et meget markant fald. Samtidig bliver danskerne mindre og mindre værdiskabende pr. arbejdstime. Danskernes gennemsnitlige årlige arbejdstid faldt med godt 0,25 pct. om året i perioden 2000-2020. I samme periode voksede danskernes gennemsnitlige produktivitet pr. arbejdstime knap 1,3 pct. pr. år, så den samlede vækst i bnp pr. fuldtidsansat endte lige omkring 1 pct. pr. år.

Tal fra Den Internationale Valutafond (IMF) viser, at mens bnp pr. indbygger målt i faste priser fra 2000 til 2019 er vokset med 27 pct. i EU-landene under ét, er det kun vokset med 14 pct. i Danmark. OECD’s tal viser, at mens nabolandenes produktivitet i gennemsnit er vokset 17 pct. de sidste 25 år, er den danske steget 10 pct. Mens svenskerne i 20 år samlet er blevet 39 pct. rigere, 37 pct. mere produktive pr. arbejdstime og har fået 29 pct. større privatforbrug, er de samme tal hhv. 23, 29, og 7 pct. i Danmark. Med andre ord følger Danmarks økonomi ikke med landets nabolande eller andre sammenlignelige økonomier som f.eks. Polen eller Taiwan, som har en imponerende timeproduktivitet på hhv. 3,6 pct. og 3 pct.

Væksten bremses af flere faktorer

Danmarks økonomiske vækst falder grundet et fald i fertiliteten, faldende arbejdstid, strafbeskatning af lønmodtagerne, faldende tilgang af udenlandsk arbejdskraft, den lave arbejdsmoral og pseudoarbejde. Det er en eksplosiv kombination, der udgør en stor udfordring for vækstudsigterne i Danmark.

Fald i fertiliteten

Der fødes færre børn i Danmark, hvilket har betydning for arbejdsstyrken, de offentlige udgifter og vækstmulighederne i dansk økonomi. Antallet af personer i den arbejdsdygtige alder ventes at falde med godt 86.000 personer frem mod 2055. Arbejdsstyrken vil falde i 78 af de 98 kommuner. I en håndfuld kommuner vil faldet være på mere end 20 pct. I alt vil der i 2050 være 3,5 procent færre i alderen 20-69 år. En lavere arbejdsstyrke vil medføre et lavere bnp samt en forværring af de offentlige finanser som følge af færre skatteindtægter.

Faldende arbejdstid

Selv om de skiftende regeringer forsøger at øge arbejdstiden (senest gennem afskaffelse af Store bededag), faldt det samlede antal arbejdstimer i Danmark med ca. 5 pct. i perioden 2000-2021. I 2000 arbejdede danskerne i gennemsnit 35 timer om ugen, mens de i 2021 arbejdede 32 timer om ugen. Faldet i arbejdstiden på 3 timer om ugen har en stor effekt på den økonomiske vækst.

Strafbeskatning af lønmodtagerne

Danskerne arbejder mindre og mindre. Ifølge politikerne, økonomerne og medierne er danskerne så stenrige, at de ikke gider arbejde for at højne deres levestandard. Sandheden er, at danskernes ulyst til at præstere flere arbejdstimer skyldes konfiskatorisk indkomstbeskatning. Det danske skattetryk på 46,5 pct. er nemlig det højeste blandt OECD-landene i 2020 (p.t. det seneste år, hvor en international sammenligning foreligger).

Mens arbejde i Danmark er strafbeskattet, er fritid ubeskattet. Stadig flere danske lønmodtagere vælger derfor at få mere fritid frem for mere i løn eller arbejde på deltid. På det danske arbejdsmarked er der i dag 787.000 lønmodtagere på deltid. I 2013 arbejdede 24,8 pct. af de beskæftigede på deltid. Det tal steg til 26,2 pct. i 2023. Samtidig er der sket et fald i antallet af dem, der har en arbejdsuge på 48 timer eller mere. I 2013 var det 200.500, der arbejdede 48 timer eller mere. Det tal var i 2018 175.250 personer. Meningsmålinger viser desuden, at kun 13 pct. af danskerne ønsker at arbejde mere, hvorimod 42 pct. ønsker at arbejde mindre.

Faldende tilgang af udenlandsk arbejdskraft

Udenlandsk arbejdskraft er helt essentiel for den økonomiske vækst i Danmark. Af de ca. 3 mio. personer i arbejde i Danmark er ca. 12 pct. udenlandske statsborgere. Det er tankevækkende, at udlændinge, der kun udgør 12 pct. af de beskæftigede, skaber 40 pct. af væksten, mens danskerne, der udgør 88 pct. af den samlede arbejdsstyrke, kun skaber 60 pct. af væksten. De seneste år er Danmarks bnp vokset med 1,2 pct., hvoraf 0,9 pct. er blevet leveret af udenlandsk arbejdskraft. Uden udenlandsk arbejdskraft ville der stort set ikke være vækst i dansk økonomi.

LÆS OGSÅ:Den forsvundne borgerlighed (2024)

Ifølge flere analyser vil den strukturelle, private beskæftigelse i Danmark slet ikke stige frem mod 2040, hvilket betyder, at der i 2040 vil være 93.000 færre personer i den arbejdsdygtige alder mellem 20 og 69 år, svarende til et fald på 2,5 pct. i forhold til i dag. Med andre ord ser Danmark ind i cirka 20 år uden flere hænder til virksomhederne. Det betyder, at virksomhederne kun vil kunne vokse ved at stjæle medarbejdere fra hinanden eller fra den offentlige sektor.

Sidst men ikke mindst reduceres antallet af præsterede arbejdstimer i Danmark af det udbredte pseudoarbejde, hvor danskerne i stigende grad udfører opgaver, som ser ud til at være produktive, men som ikke skaber værdi.  Cepos har f.eks. dokumenteret, at hvis danske læger havde lige så meget patienttid som i 2000, ville det svare til over 3.000 flere læger og dermed løse en stor del af problemet i sundhedsvæsenet.

Privatforbruget er næstlavest i EU

Danskerne har et ekstrem lavt privatforbrug i international sammenligning. Nok er det danske bnp det 11.-største på verdensplan, men det danske privatforbrug er kun nr. 24, fordi en stor del af nationalproduktet beslaglægges af den offentlige sektor. Det er således ikke kun USA, Norge og Schweiz, hvor folk er rigere, men også steder som Australien, Storbritannien, Taiwan, Tyskland og Østrig, hvor den private levestandard er højere.

Forklaringen på det ekstrem lave danske privatforbrug er kombinationen af det høje skattetryk, høje priser, høj moms, høje forbrugerskatter, høje boligudgifter og høj bilbeskatning.

Som nævnt før er skattetrykket i Danmark på 46,5 pct. det højeste blandt OECD-landene. Priserne i Danmark er tårnhøje. Når danskerne handler i supermarkeder og øvrige butikker, betaler de 40 pct. mere end EU-gennemsnittet. Hertil kommer moms på 25 pct., som er blandt de højeste i de 38 OECD-lande. Derudover betales også ekstra afgifter på udvalgte varer, f.eks. biler, kaffe, chokolade og energi. Samlet set udgør forbrugsskatterne 26,1 pct. af forbruget i Danmark. Det er det næsthøjeste niveau blandt OECD-landene.

Danmark er også et ekstremt dyrt land, når det gælder borgernes boligudgifter. Knap hver sjette danske husstand bruger mere end 40 pct. af den disponible indkomst på boligen. Det er dobbelt så meget som gennemsnittet i EU. Og så har Danmark en konfiskatorisk høj afgift på bilens pris. Ved køb af nye biler er registreringsafgiften på op til 150 pct. Hertil kommer løbende ejerafgifter, forsikringsafgifter og brændstofafgifter. Danskerne har derfor kun 466 biler pr. 1.000 indbyggere, mens tallene for Litauen, Tjekkiet og Tyskland er hhv. 560, 565 og 580 biler pr. 1.000 indbyggere.

Danskerne har ganske vist en rig stat, men er fattige, når det gælder deres privatforbrug. Det virkeligt store problem i Danmark er, at privatforbruget ligger hele 6 pct. under den langsigtede trend. Privatforbruget i første kvartal 2023 lå på næsten præcist det samme niveau som i første kvartal 2017, seks år tidligere. Havde privatforbruget fulgt trenden, havde hver dansker i gennemsnit haft 4.300 kr. større forbrug. Også i 2024 ligger privatforbruget langt under den langsigtede trend.

Råderummet vokser, privatforbruget falder

Det finanspolitiske råderum (også kaldet ”det økonomiske råderum”) er et særligt dansk finanspolitisk begreb, som Finansministeriet i Danmark bruger som et mål for det beløb, der på kort sigt er til rådighed for politiske initiativer som f.eks. større offentligt forbrug, flere offentligt ansatte, styrkelse af velfærden eller højere indkomstoverførsler til borgerne.

Mens råderummet således handler om statens finanser, tror mange danskere, at det handler om borgernes privatforbrug. Råderummet bliver imidlertid udelukkende brugt på velfærd og omfordeling. I stedet for at igangsætte vækstskabende initiativer og skabe mere rigdom, fordeler danske politikere den rigdom, der allerede er skabt.

De skiftende regeringers hovedmål er at øge råderummet. I 2023 blev råderummet således opjusteret med 16 mia. kr. i foråret og senere med 4 mia. kr. i sensommeren. I 2o24 meddelte finansminister Nicolai Wammen (S), at regeringen har opjusteret råderummet med yderligere 11,25 mia. kr. frem mod 2030. Politikerne, økonomerne og de økonomiske kommentatorer kunne ikke få armene ned af begejstring.

Problemet er imidlertid, at politikere, økonomer og økonomiske kommentatorer har det med at sammenblande statens finanser og den langsigtede økonomiske vækst. Statens finanser kan nemlig være ”bomstærke” og råderummet kan vokse samtidig med, at den langsigtede økonomiske vækst og borgernes privatforbrug falder. Derfor tangerer det vildledning af danskerne, når systemtro økonomer konkluderer, at alt er fryd og gammen i dansk økonomi, fordi råderummet vokser.

Danmark i slow motion-deroute

Danmark er fortsat et rigt land, men i sammenligning med de øvrige rige lande er Danmark stagneret på mange parametre og skrider langsomt men konstant ned ad ranglisterne. Mens Danmark står stille, bliver andre lande hele tiden rigere. Ifølge Penn World Tables har Danmark ud af godt 50 vestlige lande haft den tiendelaveste vækst de sidste 25 år.

LÆS OGSÅ:Danmark: Et NATO-land uden et forsvar (2024)

Lande som Singapore, Schweiz, Massachusetts og Sverige, der befolkningsmæssigt ikke er meget større end Danmark, har i modsætning til Danmark opnået imponerende økonomiske resultater. Omkring 1930 var Danmark blandt de fem rigeste lande i verden, men det var dengang. I 2007 var Danmark nr. 11 på listen over verdens rigeste nationer. I 2018 var Danmark ca. nr. 23 ifølge CIA World Factbook. Lande som Singapore, Schweiz og Massachusetts har i dag en velstand, der ligger 28-40 pct. over Danmarks. Danmark har med andre ord spildt velstandspotentiale på op til 40 pct. Hvis potentialet blev realiseret, ville det svare til, at hver dansk lønmodtager fik 9 ekstra månedslønninger hvert år.

Dansk Konkurrenceevneråd har udviklet Geo Readiness Index, som én gang om året giver et samlet overblik over Danmarks udvikling på 10 konkurrenceparametre. Og i 2023 viste indekset, at Danmark over en bred kam taber teknologisk terræn i forhold til verdens mest højteknologiske nationer. Ser man på et bredere sæt af data, tegner sig et billede af en dansk ”teknologisk retræte”. Danmark falder f.eks. fra tredje- til sjettepladsen i Network Readiness Index; fra niende- til tiendepladsen i Global Innovation Index; fra niende- til 11.-pladsen i AI Government Readiness Index og fra tiende- til 12.-pladsen på ranglisten over verdens mest ”robotiserede” nationer. Sammenfattende viser Global Readiness Index 2023 bekymrende tegn på en dansk retræte fra den teknologiske frontlinje.

Der er dog tilbagegang over hele linjen, ikke kun på teknologiområdet. Danmark er f.eks. ene om at have faldende eksport, når man sammenligner landets udvikling med eurolande og lande, der har en fastkurspolitik til samme. Danmark er dårlig til at tiltrække udenlandske investeringer. Investeringsgabet mellem danske investeringer i udlandet og udenlandske investeringer i Danmark er i dag blandt verdens største. Danmark er et af de lande, der skaber mindst ny forretning gennem produktinnovation. En af årsagerne er erhvervslivets ringe udnyttelse af højtuddannede medarbejdere. De statslige investeringer i forskning er over de sidste 10 år faldet støt fra at udgøre 84 pct. til 74 pct. af det offentlige forskningsbudget. Osv. osv.

Den faldende danske vækst betyder, at Danmark er på vej til at blive et halvfattigt land. ”Den lave vækst kommer ubemærket snigende, men hvis det fortsætter år efter år, summer det op til et stort problem. Det gør os på sigt relativt fattigere end befolkningerne i andre lande, og relativ fattigdom er næsten lige så stort et problem som absolut fattigdom”, skrev prof. Ole P. Kristensen i Berlingske i juni 2019.

Magre økonomiske år forude

Det er danskernes selvforståelse, at Danmark er et af verdens rigeste lande og altid vil være det, samt at Danmark sagtens kan have en stor og meget dyr offentlig sektor, der fylder mere end halvdelen af økonomien, uden at landet mister økonomisk status af den grund. Politikerne og medierne holder derfor fast i illusionen om Danmarks globale førertrøje, overlegenhed og unikke status. Men virkeligheden er, at Danmark står over for en længere årrække med så lav en økonomisk vækst, at landet bliver relativt fattigere sammenlignet med det meste af den øvrige verden.

Frem til 2030 forventes en gennemsnitlig årlig økonomisk vækst i OECD-landene på 2,2 pct. af bnp. USA’s væksttal er 2,4 pct. og Sveriges 2,6. Danmark har en bundplacering med en årlig vækst på 1,5 pct. År for år vil Danmark sakke bagud i forhold til resten af verden, der gennemsnitligt ventes at vokse med 3 pct. af bnp om året. Der venter danskerne således magre økonomiske år forude.

Selv om Danmarks økonomi er på vej ned i tredje division, vil danskerne helst leve i deres egen lille andedam, hvor alt bare går godt. De positive økonomiske tal er derfor blevet en sovepude, så politikerne og medierne kan tage det roligt og bilde sig selv ind, at alt er i en god gænge.

Danmarks vækstkrise betyder, at den uformelle kontrakt mellem generationerne i det danske samfund er stærkt udfordret. Den går ud på, at den ældre generation afleverer et samfund til den næste, som er mindst lige så velstående og velfungerende, som det, de selv overtog. Et Danmark, hvor i morgen bliver bedre end i dag, og hvor man lever op til det ældgamle generationsløfte, at børn skal have en bedre tilværelse end deres forældre.

Men for første gang er der udsigt til, at de kommende generationer vil vokse op under dårligere vilkår end generationerne før dem. Med andre ord vil den nuværende generation give et fattigere Danmark i arv, end den selv har fået. En ting er derfor sikker: For unge danske familier vil det blive sværere at bygge en tilværelse op med hus, to biler, designmøbler, restaurantbesøg, golf og spændende ferierejser end det var for deres babyboomer-forældre.

Taget herfra