Det konstaterer André Rossmann her
Taget herfra
SVM-regeringen har netop præsenteret en ny sundhedspakke til 5 mia. kr. Spørgsmålet, som alle stiller, men som regeringen ikke kan svare på, er, om sygehusvæsenet kan bruge pengene i en situation med mangel på sygeplejersker, læger og andet sundhedspersonale.
Når sygehusvæsenet har problemer, er den politiske løsning altid den samme – det tilføres flere penge. I ens egen husholdning ville man aldrig bruge flere penge for at få mere af noget, der ikke fungerer, men det gør man i det offentlige. Her ses alle problemer som mangel på ressourcer.
Danmarks sundhedssystem er et misfoster, som har vokset sig større og større gennem årene. Hver gang systemet støder på et problem, bevilger den til enhver tid siddende regering systemet penge. Milliard efter milliard sendes til et sygt, samspilsramt system. I stedet for at gennemføre ægte reformer af systemet, vælger politikerne en behandling, som kun forstærker symptomerne.
Fra økonomer lyder det hver gang, at flere penge til sygehusvæsenet ikke er ensbetydende med, at danskerne får bedre sundhedsydelser. Eller mere præcist: Det er ikke sikkert, at den enkelte dansker vil opleve bedre sundhedsydelser, fordi det egentlige problem i sygehusvæsenet handler om, at man ikke bruger de eksisterende ressourcer hensigtsmæssigt.
De offentlige sundhedsudgifter i Danmark udgjorde i 2021 9,2 pct. af BNP. Det er det 3. højeste udgiftsniveau (sammen med Frankrig) blandt alle EU-lande kun overgået af Østrig og Tjekkiet. Det er derfor indlysende, at sygehusvæsenet ikke har et ressourceproblem. Det egentlige problem er sektorens strukturelle udfordringer eller – med andre ord – sundhedsvæsenets politisk styrede indretning, meget dårlige politiske prioriteringer, dårlig organisering og ledelse, et omfattende bureaukrati med mange ledelseslag og ineffektiv ressourceudnyttelse.
Det danske sundhedsvæsen er i sin grundstruktur planøkonomisk og minder meget om sovjetisk planøkonomi, hvor man fastsatte nogle produktionsmål uden hensyn til, hvorvidt det, der blev produceret, også var det, forbrugerne ville have. Det eneste, som de fem regioner i det planøkonomiske danske sundhedsvæsen er villige til at acceptere, er små forbedringer af eksisterende ydelser inden for den eksisterende forretningsmodel, organisatoriske ramme og overordnede paradigme. Det som de ikke vil acceptere, er nye produktionsformer og organisatoriske rammer, som kan levere sundhedsydelser markant bedre og billigere.
Udover regionerne er det sundhedsmafiaen, der modarbejder ægte reformer af sektoren. Mafiaen består af den overflødige og omkostningstunge ledelseslag af sygehusansatte, som efterhånden har etableret sig tungt i sygehusvæsenet. For disse læger og sygeplejersker er en flot karriere og gode lønninger ikke knyttet til patientbehandling, men derimod til varetagelse af en lang række andre funktioner, som på ingen måde bidrager til arbejdet på stuegang eller i ambulatoriet. De sidder tungt på monopolet og afviser ethvert forsøg på at konkurrenceudsætte sundhedsvæsenet for at beholde deres velerhvervede privilegier.
Det siger sig selv, at eftersom sundhedssektorens problemer altid afhjælpes med flere midler, kan både regionerne og sundhedsmafiaen læne sig tilbage og undlade at effektivisere i håbet om fremadrettet at modtage endnu flere penge.
SVM-regeringen kan ikke svare på, hvordan sundhedsvæsenet i en situation med mangel på arbejdskraft kan rekruttere til de stillinger, som der nu bliver mulighed for at opslå med de ekstra 5 mia. kr. I praksis vil der derfor ske det, at de afdelinger, der får tilført de ekstra midler, vil rekruttere (læs: stjæle) fra andre dele af sundhedsvæsenet. Det vil sige, at andre patientgrupper må betale prisen.
Danmarks sundhedssektor er et perverteret kommandoøkonomisk system, der er præget af uigennemskuelighed, dårlig brug af ressourcer og ringe sammenhæng mellem handling og konsekvens. Følgen bliver massiv utilfredshed. Både blandt medarbejderne og blandt brugerne. Det var sådan, tingene fungerede i Sovjetunionen og de øvrige østlande, og det er sådan de fungerer i Danmark. Verdenshistorien har endnu til gode at se en planøkonomi i fuld skala, der ikke i længden er brudt sammen.
På trods af de mange problemer i sygehusvæsenet er der i det halvsocialistiske Danmark en massiv konsensus om, at sundhedsydelser kun kan varetages på forsvarlig vis af offentlige hospitaler. Danskerne bør derfor ikke beklage sig. De er kollektivt med til at opretholde det syge sundhedsvæsen, der ikke leverer varen.
André Rossmann
Taget herfra
Det står endnu værre til med hospitalsvæsnet end man skulle
tro muligt. Nogle steder fungerer tingene endnu ordentligt
eller nogenlunde, men andre steder fungerer det helt ad
helvede til. Rossmanns artikel er er som sædvanlig udmærket
og en fin analyse. Nu kan man jo ikke få alt med i en sådan
artikel, for hvis alle elendighederne i det syge sundheds-
væsen skulle beskrives, ville det kræve en mindst 200 gange
så lang tekst.
Men siden 2005 er kvaliteten i S-V blevet ringere og ringere.
Bl.a. pga. centralisering, lukning af hospitaler og skadestuer,
for megen digitalisering, forældet udstyr, konstante sparekrav,
klageordninger der er blevet til syltekrukker, og en mere og
mere arrogant behandling af pårørende. Som ellers tit er de
eneste som har et overblik over hvad der egentlig foregår, fordi
personalet hele tiden skifter, og fordi der kan være ansatte der
er totalt inkompetente. Det sidste ses dog især i psykiatrien.
Hvor det ofte er af afgørende betydning, om man vil samarbejde
med de pårørende, eller om man ignorerer dem.
Det jammerligt fungerende klagesystem betyder at det er svært at
få rettet fejlbehandling, fejlmedicinering mv. Og skræklæger kan
fremture. En klage til “Styrelsen for Patientsikkerhed” kan blive
syltet i årevis”, og i mellemtiden kan patienten være omkommet
pga. fejlbehandling. “Patientsikkerhed” er en narresut.
Hovedårsagen til at det går ad Pommern til med S-V, er dog nok
at Christiansborgs flertal er ret ligeglade med det danske folks
liv og fremtid. En stor kynisme skinner igennem. Partiernes top-
politikere lover en masse, hvorefter intet sker eller tingene
bliver værre. Som da Mette F. i 2018/19 lovede at S-V skulle have et mægtigt løft, hvorefter der skete det modsatte i de næste fire år. Mette foretog sig ingenting, og 5000 sygeplejersker og læger
flygtede væk fra dårlige arbejdsforhold, stress, for lidt i løn
og for meget i skat.
Som skandalerne mht. kræftbehandling viser, har hundredvis af
patienter været så længe på venteliste, at man ikke har kunnet
hjælpe dem. Der er andre livstruende sygdomme som heller ikke
er blevet behandlet i tide. S-V er i kaos og forfald, og det
at der nu er snak om fem milliarder kr. ekstra, hjælper intet
før om mange måneder. Og måske er det et bluff-nummer. For man
har taget MANGE milliarder væk fra S-V i de sidste ti år. Bare
eet hospital, det i Århus, blev i 2020 pålagt at spare 1,2 milliarder på årsbudgettet. At der så nu muligvis er 5 mia.
på vej i modsat retning, ændrer ikke ved at staten tager med
den store grådige hånd og giver med den lille smålige hånd.
Hos Snaphanen kan man i dag læse om hvor grotesk og menneske-
fjendsk VMS-regeringens politik er. En isnende kold politik
der bakkes op af de fleste politikere.
Jeg kender flere læger og sygeplejersker, som arbejder i udlandet.
Som de siger, hvorfor skal vi arbejde i Danmark på nedslidte hospitaler, med lysstofrør i loftet, slidte køkkenstole og rød saftevand i venteværelset, høj skat og lavere løn når vi kan arbejde til halv skat og dobbelt løn i udlandet hvor der også er nyere udstyr.
Ja det er svært at stille med et kvalificeret modsvar.
Dem jeg kender arbejder i Dubai, Schweiz og Norge.
Danmark er på vej til at blive et uland uden kvalificeret faglært arbejdskraft.
De dygtige skrider, men vi mangler jo analfabeter i arbejdsstyrken ifølge regeringen, så er det godt der fortsat tilstrømner dygtige folk som negre og arabere.
Velbekomme