“Davos-menneskets spektakulære fald og globalismens endeligt”

Det skriver Kasper Støvring om her

Taget herfra

I påskedagene smuldrede globalismens tempel. Klaus Schwab, globalismens ypperstepræst gennem et halvt århundrede, abdicerede. Den 87-årige grundlægger af World Economic Forum trådte tilbage fra sin trone under beskyldninger om fondsmisbrug, seksuelle overgreb og manipulation med forskningsresultater. 

Manden der har brugt sit liv på at manipulere verdensopinionen, faldt på netop – manipulation. Schwabs afgang er symbolsk: Det vidner om globalismens sidste krampetrækning, et fald, også for de rodløse eliters forsøg på at skabe en verden uden grænser, nationer og folkelig forankring, men åben for masseindvandring, multikulturalisme og woke med initiativer som ”Partnership for Global LGBTI Equality.

De hjemløse herskerånder

Samuel Huntington identificerede præcist denne verdensfjerne elites væsen, da han døbte dem ”Davos-mennesket”. Disse kosmopolitiske ledere – der flyver fra Davos til Singapore, fra Bruxelles til New York – har mere til fælles med hinanden end med deres egne landsmænd.

De betragter nationalstaten som en anakronistisk forhindring, en kuriositet på linje med hestetrukne vogne og telegraftråde. Davos-mennesket bevæger sig gennem verden som hjemløse herskerånder, konstant på transit i lufthavne og luksushoteller, et globalt cocktailparty, hvor de svæver fra reception til reception.

Huntington så klart, hvad mange politiske analytikere stadig ikke forstår: Davos-eliten har mistet enhver kulturel forbindelse til de nationer, de nominelt tilhører. De lever i en tåge, hvor nationale loyalitetsforpligtelser er erstattet af en abstrakt globalisme. De prædiker diversitet fra jetfly og limousiner, omgivet af mennesker der tænker, taler og lever præcis som dem selv.

Illusionernes arkitekter

Globalismens hoveddogme – nationalstatens død – har vist sig at være historiens måske mest spektakulære fejlvurdering. 

I årtier har WEF insisteret på, at verden kun kunne reddes gennem globale løsninger udtænkt af selvudnævnte eksperter. Enhver krise blev mødt med samme medicin: mere magt til internationale institutioner, mindre suverænitet til nationer, mere indflydelse til de eliter, der mødes på bjergtoppen i Davos.

Som Frank Furedi rammende bemærker i sin nylige analyse af Schwabs exit: ”Hvis Schwab var globalismens pave, var hans kardinaler medlemmer af WEF’s bestyrelse, herunder Den Europæiske Centralbanks præsident Christine Lagarde, BlackRocks administrerende direktør Larry Fink og tidligere amerikansk vicepræsident Al Gore.” 

Schwabs organisation nåede parodiske højder, da den under covid-19 pandemien erklærede, at ”LGBT+ inklusion er hemmeligheden bag byers post-pandemiske succes”. Furedi har ret: Denne virkelighedsfjerne identitetspolitiske besættelse illustrerer meget godt, hvorfor globalismen har spillet fallit.

Brexit-chokket i 2016 burde have vækket eliten. Trump-jordskælvet samme år burde have åbnet deres øjne. Men i stedet for selvransagelse valgte de fornægtelse.

Davos-elitens fundamentale misforståelse er deres blindhed over for, at mennesker ikke lever af abstrakte idealer og globale visioner. Vi lever i konkrete fællesskaber, forankret i historie, kultur og sprog. Vi identificerer os med nationer, ikke med overnationale institutioner.

Hver dag beviser almindelige borgere, at de hverken er døde eller sjælløse. De er, modsat Davoselitens ”dead souls”, med Huntingtons ord, mennesker gjort af kød og blod, med partikulære tilknytninger og afgrænsede loyaliteter.

Nationalstatens genkomst

Den konservative filosofi har altid vidst, hvad globalismens forkæmpere aldrig lærte:

At demokratiet kun trives inden for nationalstatens rammer. Kun her findes den fælles kulturelle forståelse, der muliggør ægte politisk samtale. Kun her findes den gensidige tillid, der gør kompromisser mulige. Kun her findes den følelse af skæbnefællesskab, der får borgere til at acceptere flertallets beslutninger, selv når de er uenige.

Globalismens kosmopolitiske eventyr har undermineret den sociale kontrakt. Den har skabt et demokratisk underskud, hvor afgørende beslutninger træffes i lukkede rum af mennesker uden folkelig legitimitet.

Davos-mennesket har fremmedgjort millioner ved at håne deres bekymringer som populisme eller nationalisme, som om kærlighed til ens land er en sygdom, der skal kureres.

Nu viser historiens pendulsving, at nationalstaten ikke var en dinosaur på vej mod udslettelse. Schwabs afgang markerer tværtimod, at Davos-mennesket er en uddøende art.

Af Kasper Støvring, ph.d., forfatter

Taget herfra