“Den kommende borgerkrig ifølge David Betz – del 1 om årsagerne”

Kasper Støvring her

Taget herfra

Der har været en del advarsler om borgerkrige og borgerkrigslignende tiltande i Vesten. De fleste fra højrefløjens politikere og debattører. Men ikke kun. I 2015 kom advarslen fra den franske premierminister Manuel Valls. Seks år senere kom den fra en lang række franske generaler med støtte fra adskillige militærpersoner. I Tyskland kom advarslen fra den tidligere sikkerhedschef Hans-Georg Maaßen.

Men nu kommer der for første gang en videnskabeligt underbygget analyse, der bekræfter disse frygtelige anelser.

Og hvorfor skal vi så høre på det endnu engang? Er det ikke at være opvigler? Nej, det skal vi i håbet om at kunne forhindre borgerkrigen. Selv om manden bag analysen har mistet den illusion. Nu skal vi i stedet gøre os bedst muligt i stand til at håndtere krigen.

Krigsforskningens kolde matematik

Professor David Betz fra King’s College London er ikke en politisk agitator. Som professor i moderne krigsførelse og strategi har han brugt årtier på at studere konflikternes anatomi. Hans speciale er insurgency og counterinsurgency, netop de former for interne konflikter, som vestlige militær har bekæmpet i Irak og Afghanistan.

Nu vender Betz blikket mod Vesten selv. Og han er begyndt at tage bladet fra munden i en række aktuelle interviews. Lyt fx til denne samtale. Den er vild.

og denne

Men faktisk forklarede han sig med en banebrydende artikel i det prestigefyldte Military Strategy Magazine allerede i 2023, hvor den første del af hans analyse udkom. Del to udgav han for nylig.

Betz konkluderer: Sandsynligheden for borgerkrig i vestlige samfund ligger på over 50 procent. Og det kalder han endda et forsigtigt skøn.

Bag denne skræmmende prognose ligger ikke gætværk, men årtiers forskning i borgerkrigenes årsager. Sammen med forskere som Barbara Walter fra University of California har Betz identificeret de faktorer, der traditionelt blev brugt til at forudsige borgerkrige i fjerne lande. Disse faktorer er nu til stede i Europa og Nordamerika.

Matematikken er brutal enkel: Hvor betingelserne for borgerkrig er til stede, er den årlige risiko fire procent. Det giver en sandsynlighed på 18,5 procent over fem år. Men da Betz forsigtigt vurderer, at mindst ti europæiske lande befinder sig i denne risikokategori, og borgerkrige har tendens til at sprede sig, stiger den samlede risiko til svimlende 60-87 procent.

Lad os se nærmere på Betz’ analyse, der er så opsigtsvækkende, at jeg også har delt min fremstilling i to sammenhængende artikler. Dette er den første.

De eksplosive betingelser

Hvad er det så, der gør Vesten så eksplosiv? Betz peger på fire kritiske faktorer, der traditionelt har ført til borgerkrig:

For det første opsplitning – samfundets opdeling i klart afgrænsede grupper langs etniske, kulturelle eller ideologiske linjer. Hvor tidligere tiders borgerkrige ofte handlede om klassekamp, handler nutidens om identitet. Og identitetspolitik er, som Betz formulerer det, “åbenlyst postnational.”

For det andet kollapset af social kapital – det tillids- og samhørighedsbånd, der holder samfund sammen. Robert Putnams banebrydende forskning  viste allerede i 2007, at mennesker i etnisk mangfoldige kvarterer ikke kommer hinanden nærmere, men “kryber i skjul” og viser mindre tillid både til andre grupper og deres egen.

For det tredje den økonomiske krise. For første gang siden industrialiseringen er børn fattigere end deres forældre. De tjener mindre, ejer mindre og har dystre udsigter til pension eller ejerskab af egen bolig. Samtidig accelererer af-industrialiseringen og af-dollariseringen af global handel.

For det fjerde forventningskløften. Troen på, at demokratiske valg ikke ændrer noget fundamentalt, er nu udbredt i Vesten. Folk forventer en vis fysisk og psykisk levestandard, men systemet kan i stigende grad ikke levere den.

Multikulturalismens fatale arv

Det, der gør situationen særligt eksplosiv, er multikulturalismens særlige karakter i Vesten. I modsætning til andre heterogene samfund praktiseres der i Vesten en “asymmetrisk multikulturalisme,” hvor gruppestolthed og solidaritet er acceptabel for alle grupper undtagen hvide, altså værtslandets befolkning, for hvem sådanne holdninger betragtes som racistiske.

Det skaber en opfattelse af, at status quo er ”ondsindet uligevægt”, en stærk fortælling om retfærdighed, der giver moralsk næring til oprør. Teorien om ”Den store befolkningsudskiftning” er et udtryk for denne fortælling om “nedgradering”. Altså følelsen af tabt status hos den dominerende gruppe.

Hertil kommer den geografiske asymmetri: Storbyerne er radikalt mere mangfoldige end landet. Det betyder, at kommende borgerkrige vil have en tydelig by-versus-land karakter – præcis det mønster, vi allerede ser i valgresultater fra Frankrig til USA. Samtidig foreslår Betz, at man i tide flytter på landet til de mest homogene områder for bedst muligt at kunne skærme sig fra borgerkrigsfanatismen og volden.

Perspektiverne i Betz’ analyse

Selv om Betz ikke altid gør sin analyse konkret aktuel, er det ikke vanskeligt allerede nu at se perspektiverne. I Storbritannien anholder man indvandringskritikere med stadig mere drakoniske midler. Establishment frygter eksplosionen. I Irland går rasende folk på gaden.

Men det gælder ikke blot hvide europæere. I Leicester har der fx været tilfælde af voldelige kampe mellem lokale hinduer og muslimer, begge animeret af spændinger fra det fjerne Sydasien. Fra Spanien til Frankrig og Tyskland ser vi demonstrationer. Der er ingen tegn på, at bliver sjældnere i månederne fremover.

Fra teori til virkelighed

Betz’ analyse er kølig, om end uhyre dramatisk. Det er en villet, nøgtern videnskabelig vurdering. Hans advarsel bør tjene som vækkeur: Tiden til kosmetiske reformer er forbi. Europa står over for valget mellem grundlæggende fornyelse af sine politiske og samfundsmæssige strukturer eller nedstigning i en æra med fragmentering og konflikt. Vi kommer ikke uden om hjemsendelser, som de færreste politikere taler om (i Danmark med Dansk Folkeparti som en undtagelse). Men det skal nok komme.

Ironien er brutal: De, der råber højest om “populismens farer,” skaber gennem deres egen fornægtelse netop de betingelser, de påstår at ville forhindre.

I næste artikel skal vi se på, hvad der sker, når borgerkrigen kommer.

Af Kasper Støvring, ph.d., forfatter

Taget herfra