“Den norske krone vil snart være værdiløs”

De skriver Sten Branderne her

Taget herfra

Når selv en oppblåst dollar overgår kronen, afsløres Norges svagheder: lav produktivitet, kapitalflugt og politisk inerti. Vi lever i fortiden, mens købekraften og tilliden til kronen eroderer.

Siden Richard Nixon brød guldstandarden i 1971, har den amerikanske valuta mistet omkring 98 procent af sin købekraft. En dollar i dag køber omtrent det samme som to cent gjorde for halvtreds år siden. Alligevel er den norske krone svagere over for dollaren, end den har været i årtier. Hvad fortæller det os? Ikke om amerikansk styrke, men om norsk svaghed.

Det faktum, at dollaren er svækket i reelle termer, betyder ikke, at USA har mistet sin magt. Tværtimod. Som verdens reservevaluta kan USA eksportere inflation og finansiere sine underskud i sin egen valuta. De trykker penge – og resten af verden er nødt til at bruge dem. Dette muliggør høj gæld, vedvarende inflation og alligevel global dominans.

Norge har ikke en sådan fordel. Når kronen falder i forhold til dollaren, betyder det ikke, at dollaren er stærk, men at kronen er svagere. Den norske valuta har mistet tilliden – ikke kun fordi renterne er lave, men fordi landets økonomi fremstår ensidig, dyr og afhængig af eksportindtægter, der ikke længere prissættes i kroner.

Der er flere strukturelle faktorer bag denne svækkelse. Norge har gjort sig selv til en petrostats uden en petropolitik. Indtægterne fra olie og gas veksles direkte ud af landet via Oliefonden. Dette reducerer efterspørgslen efter kroner og svækker valutabasen. Samtidig er produktivitetsvæksten i fastlandsøkonomien gået i stå. Den offentlige sektor vokser, men den skaber ikke valuta, den forbruger den. Industri og eksport mister konkurrenceevne i forhold til billigere og mere dynamiske økonomier.

Hertil kommer et politisk klima præget af ustabile rammebetingelser, unikke norske skatter og et stadig dyrere bureaukrati, og man får et billede af en økonomi, der er stærkt afhængig af tidligere overskud. Den stærke norske stat er blevet sin egen modkraft: Den suger energi og risikovillighed op, som tidligere blev omsat til vækst.

Konsekvensen er, at kronen ikke længere opfattes som en sikker valuta. Når internationale investorer vælger mellem dollaren og kronen, er det ikke fordi de tror på det amerikanske økonomiske mirakel – men fordi de ser forudsigelighed, størrelse og militær magt bag dollaren. Kronen har kun olie, fonde og en befolkning, der tror, at vi er rige, fordi vi var det i går.

Når dollaren mister 98 procent og kronen mister endnu mere, betyder det, at vi ikke kun mister købekraft – vi mister troværdighed. Pengepolitikken bliver reaktiv, ikke strategisk. Valutakursen er ikke et udtryk for styrke, men for resignation. Norge er gået fra at være et land, der ejede fremtiden, til et land, der forvalter fortiden.

Den svage krone er ikke et midlertidigt valutaproblem. Det er et advarselssignal om, at Norge er i færd med at miste sin økonomiske substans. Vi kan ikke leve af renterne fra en fond for evigt, og vi kan ikke trykke penge uden verdens tillid. På lang sigt vil købekraften følge produktiviteten – ikke formueforvaltningen.

Spørgsmålet er derfor ikke, hvor svag kronen kan blive, men hvor længe vi kan fortsætte med at lade som om, at det ikke betyder noget.

Taget herfra