“Den nye Iran-krig”

Den skriver Lars Hedegaard om her

Taget herfra

Krigen i Iran har skiftet karakter fra åben militær konflikt til økonomisk krigsførelse. Det sidste har tydeligvis været Trumps strategi i nogen tid.

Den amerikanske finansminister, Scott Bessent, meddeler, at Irans oplagringskapacitet for olie nu er opbrugt, hvilket stiller regimet over for et valg: Enter må de hælde olien ud i Den Persiske Golf (det sker allerede), eller de må indstille olieudvindingen. Det kan medføre langvarig og muligvis uoprettelig skade på de fremtidige produktionsmuligheder.

Informationer inde fra Iran tyder på udbredt utilfredshed blandt regimets fodsoldater, som nu får en dagsration på en kartoffel og to syltede agurker. Der er ikke penge til lønninger, og det skal vise sig, om Revolutionsgardens muhamedanske ildhu vil overtrumfe soldaternes behov for mad og penge til at betale deres regninger.

I mellemtiden har også det iranske regime skiftet karakter fra oprindeligt at have været et teokratisk tyranni til at springe ud som et åbent militærdiktatur. Et militærdiktatur har ikke andet at tilbyde end rå magt, hvilket kræver folk, der vil bruge ethvert middel til at holde befolkningen nede, og hvor længe vil kartoffelspiserne være parate til det?

Det iranske regimes situation kan med rette sammenlignes med det nazistiske Tysklands sidste dage. Ligesom den iranske revolutionsgarde var Hitler besluttet på at kæmpe til det sidste, uanset om det indebar landets ødelæggelse. Der er imidlertid den afgørende forskel, at nazistyret, før det drog sit sidste suk, sørgede for, at befolkningen aldrig kom til at sulte, og at frontsoldaterne var velforsynede. Når de tyske byer blev bombet, fik de udbombede hurtigt anvist andre bosteder. Nazityskland var nemlig i en vis forstand en velfærdsstat – vel at mærke for ”ariere”, mens de andre blev sendt i gaskammeret.

Det er tydeligvis Trumps forventning, at hans økonomiske blokade vil fremtvinge et iransk sammenbrud og dermed bane vej for et styre, der vil opgive drømmen om iranske atomvåben og indstille støtten til terrorbevægelser rundt om i verden.

Indtil videre er Revolutionsgarden hverken til at hugge eller stikke i, men har udlovet en dusør på 50 millioner euro til den, der kan myrde Trump – sikkert i den forhåbning, at den amerikanske præsident bliver så hidsig, at han genoptager bombardementerne. Men Trump har for længst meddelt, at krigen er forbi, efter at USA og Israel har opnået deres rent militære mål.

Trumps strategi indebærer den fordel, at den amerikanske kongres ikke kan beskylde ham for ulovligt at have forlænget krigen ud over de 60 dage, som han har ret til. Nu er der kun en blokade, og man kan næppe forestille sig, at Kongressen vil beordre ham til at ophæve den.

Mens rebet strammes om halsen på Muhameds blodtørstige mænd, bliver det stadigt tydeligere, at den egentlige Iran-krig bliver afgjort hjemme i USA. Revolutionsgarden og dens støtter i det demokratiske parti – som bliver ved med at påstå, at de iranske fanatikere sidder med alle trumferne – håber åbenbart, at de høje benzinpriser vil formå et flertal af amerikanere til at vende republikanerne ryggen ved midtvejsvalget i november.

Galningene i Teheran er ved at løbe linen ud, men det er Trump også. Enten får han benzinpriserne og dermed inflationen under kontrol, eller også risikerer han at miste magten.

Taget herfra