“Det var så fascismen”

Det skriver Lars Hedegaard her

Taget herfra

Når Stalin udtalte et ord forkert, var alle, der talte efter ham, meget omhyggelige med at begå den samme fejl.

Selv hans sans for humor lugtede af tyranni. Han forvandlede sine kolleger til skræmte smigrere og morede sig derefter med at gøre nar af deres iver efter at behage ham. Og han fandt det morsomt, under den store terror i slutningen af 1930’erne, at folk ofte under tortur tilstod forbrydelser, de ikke kunne have begået.

Sebag Montefiore fortæller en anti-Stalin-vittighed: Lederen mister sin karakteristiske pibe, klager over, at han har mistet den, og finder den derefter under en sofa. Lavrentiy Beria, chef for politiet og chef for likvideringskommandoen, siger: »Det er umuligt! Tre personer har allerede tilstået denne forbrydelse!«. Det, der gør vittigheden til mere end bare en vittighed, er, at Stalin elskede at fortælle den.

Det lader til, at der ikke længere bliver undervist i historie, hvilket har medført, at man kan bilde folk hvad som helst ind. Derfor har enhedsmedierne – Berlingske, Politiken og DR – kronede dage. Det samme har de samvirkende politikere, der drager fordel af, at ingen aner, hvor vi kommer fra, og derfor er ude af stand til at gøre sig begreb om, hvor vi er på vej hen. Kun de gamle kan huske, hvordan det var at leve i et Danmark befolket af danskere, som trods politiske forskelle og alskens ballade fundamentalt set var homogene og bærere af en national kultur.

I dag har de unge og yngre ingen historisk bevidsthed, dvs. en erkendelse af, at vi kommer et sted fra og er på vej hen. Men så meget ved de fleste i det mindste, at der engang var noget, der hed vikingetiden, og at der i Tyskland fandtes en ond mand ved navn Hitler, og at han var nazist, som er en særlig variant af samlebegrebet fascisme. Bevidstheden om dette historiske rudiment medfører, at mange finder det naturligt at betegne alt, hvad de ikke kan lide, som nazistisk eller fascistisk.

Vi ser i disse dage Donald Trumps modstandere ubekymret slynge om sig med fascisme-beskyldninger, og for et par dage siden kunne en tidligere velbetalt journalist sidde på DR2 og underholde den forudsætningsløse befolkning med lignende påstande. Opskriften lyder: Kan jeg ikke lide dig, er du fascist!

Men hvad går/gik fascismen i grunden ud på? Ingen spørger, og hvis der bliver spurgt, vil få kunne give et svar.

Lad os alligevel prøve – nu da vi skal høre om fascisme i tide og utide.

De fascistiske stater, Italien og Tyskland, var diktaturer, men diktaturer af en særlig slags. Vi kender masser af diktaturer i bl.a. Latinamerika, men med delvis undtagelse af Juan Perons styre i Argentina kan ingen af dem kaldes fascistiske.

Der er mange slags diktaturer, bl.a. politistater, militærdiktaturer, oligarkier og kleptokratier, men fascismen er fundamentalt set noget helt andet, nemlig et diktatur båret på en bølge af bred folkelig tilslutning. Hitler og Mussolini nød diktatorisk magt, fordi de fleste tyskere og italienere ville have det sådan. Som den tyske socialpsykolog Erich Fromm forklarede i sin bog, ”Flugten fra friheden” fra 1941, bliver friheden på et tidspunkt for tung af bære, og det føles som en befrielse at overlade alle afgørelser til en ”fører”. Som det lød i Nazityskland: ”Führer, befiel, wir folgen.”

Tyskerne marcherede med begejstring mod deres egen undergang, hvilket de dog først opdagede, da nazismen ramte dem selv.

Et andet fundamentalt kendetegn ved særligt den tyske nazisme var regimets bestræbelser på at trænge ind i alle samfundets afkroge og til og med i privatsfæren. Faktisk var det nazismens ideal, at der ikke skulle findes noget, som var privat og således undslippe regimets kontrol. Børneopdragelsen blev gjort statslig, retsvæsenet blev nazificeret og ensrettet, medierne skrev, hvad de fik besked på, kulturlivet blev styret af Propagandaministeriet, og Hitlers håndlangere søgte med delvis held at underlægge sig enhver religiøs forkyndelse – og tilmed fabrikere en ny og friseret udlægning af det kristne budskab. Pludselig viste det sig, at Jesus havde været ”arier” og ikke jøde, og at han var en tidlig forkynder af den ariske races ret til at herske.

Enhver kan overveje, hvor godt nazismens kendetegn passer på Donald Trumps, Mette Frederiksens og Ursula von der Leyens regeringer.

Taget herfra