Det skriver Jelena Bonner her
Taget herfra
– Flere end tidligere dør. Relativt unge mennesker falder om og dør, uden varsel. I mine 30 år i faget har jeg aldrig oplevet noget lignende.
Sådan opsummerer en bedemand, i en by i det centrale Sverige, den aktuelle situation. Vi kan kalde ham Stefan, og han har arbejdet i faget i mere end tredive år, og taget hånd om, og begravet, tusindvis af mennesker. Vi snakker efter lukketid, men han har ikke rigtig fri. Ringer arbejdstelefonen, tager han den; en person, der dør i hjemmet, skal afhentes uanset om det er en hverdag eller helligdag.
Lige nu er der også et stort pres på tjenesterne. “Normalt dør de fleste, i de varme sommermåneder, eller i løbet af den kolde vinter, simpelthen fordi gamle, syge og skrøbelige mennesker er følsomme over for ekstrem varme og kulde”, forklarer Stefan. Men nu er der sket noget. Flere dør, og de, der dør, er yngre.
Det, der gør forskellen mellem “før” og “efter”, er pandemien. Eller rettere: afslutningen på pandemien. Stefan fortæller om, hvad han tror, han lagde mærke til:
– Langt de fleste begravelser har gennem årene heldigvis været relativt ukomplicerede. Der har været gamle, og ofte syge mennesker, der er døde, de fleste over 80 år. Så er døden ikke en katastrofe, selvom den er trist. Så har der selvfølgelig været nogle, der er blevet syge, været udsat for ulykker eller valgt at gå på pension. Men de har været få i den store sammenhæng. Men nu…
Stefan bliver stille og ser ud til at søge efter det rigtige ord.
– Nu er det anderledes. Flere mennesker dør, der er ingen toppe, men et konstant højtryk. Og de, der dør, er yngre, ikke “firs-årige”, men også mange i halvtredserne eller tresserne, eller endda yngre, som var helt raske. Eller i hvert fald uden kendte sygdomme.
Nu er det lige så almindeligt, at en midaldrende dør pludseligt, som at nogen dør af alderdom. I hvert fald i den by, hvor Stefan arbejder, og han fortæller, at flere kolleger har lignende oplevelser.
Da jeg spørger efter eksempler, fortæller Stefan mig om nogle dødsfald fra de sidste par uger: To mennesker, der gik i seng om aftenen, men aldrig vågnede igen. En person, der lå død i sofaen, da hans partner kom hjem fra arbejde. En person, der kollapsede på arbejdet – og døde. Alle var arbejdende og midaldrende.
Så fortæller han om en dødsårsag, der bliver mere og mere almindelig: ekstremt fremadskridende kræft. Ifølge Stefan er det i dag ikke usædvanligt, at der går en eller to måneder, nogle gange endda kortere, fra den første kontakt med en læge, til personen dør. Sundhedsvæsenet har ikke engang tid til at igangsætte behandling, fordi tumorerne vokser så hurtigt. Selvom kræft har været en af de mest almindelige dødsårsager i mange år, er det farten, der overrasker ham nu.
Stefan understreger, at selvom sorgen ikke er hans, så ser han, hvordan pårørende bliver ramt af så pludselige dødsfald, som ingen i familien har forudset.
– Jeg mener… Ingen går og forventer, at nogen dør, men man er stadig mere mentalt forberedt på, at en 85- eller 90-årig går bort, end en 45-årig. Og at en ellers rask 50-årig tager på sundhedscentret for at bede om hostemedicin mod det, de tror er forkølelse, og nogle uger efter sidder familien her og vælger en kiste, fordi “forkølelsen” var galopperende kræft. .. Det skete praktisk talt ikke for et par år siden, men i dag er det ikke usædvanligt.
Stigningen i antallet af afdøde har også konsekvenser for landets menigheder, der har ansvaret for at skaffe begravelsespladser til alle der dør, og bisættelse, når pårørende ønsker en svensk kirkebegravelse. Antallet af tidspunkter afsat for begravelserne tilpasses det behov, der har været tidligere. Selvom flere og flere pårørende vælger ikke-kirkelige begravelser eller bisættelser, i overensstemmelse med andre religioners praksis, er der ofte ikke nok tidspunkter afsat til begravelserne der skal foretages i menighederne.
– Senest i dag måtte jeg ringe til en menighed, og bede dem om at arrangere en ekstra tid for begravelse, da de fire ugentlige, fastsatte tidspunkter, allerede er taget til efter påske. Og begravelsen skal finde sted inden for en måned efter dødsfaldet, siger loven.
Stefan vil ikke spekulere i årsagerne til denne pludselige overdødelighed, som afspejles i alle vestlige landes statistikker.
– Nej det gør jeg ikke. Jeg har ikke noget svar på det spørgsmål. Men der er sket noget, det er det. Selvfølgelig har jeg mine tanker. Mon det snart vender tilbage til normalen, eller vil det fortsætte sådan?
Taget herfra
Tænker hun på covid-“vaccinen” eller på de mange forbrydelser i Sverige ?
Leave a Reply