“FOLKEMØDET FOR DE FRELSTE”

Sådan skriver Asger Aamund om WEF her

Taget herfra

Folkemødet på Bornholm er blevet netop det populære politiske cirkus, der var hensigten. I tre dage har tusindvis af tilrejsende gæster mulighed for at komme tæt på alle girafferne kendt fra TV. Alt, hvad der kan krybe og gå af kendte profiler fra medier, politik, industri og organisationslivet er til stede. Debatter, holdninger og synspunkter falbydes fra hundredvis af telte og tribuner i lille Allinge, der i tre dage står på gloende pæle under demokratiets folkefestival. Det er som det skal være: festligt, folkeligt og fornøjeligt. Det eneste, der udebliver, er konspirationsanklagerne. Normalt, når hele eliten er samlet, dukker der specielt på de sociale medier påstande op om, at nu er der atter dannet en hemmelig loge af gustne beslutningstagere, der pønser på at tilrane sig magten og helst verdensherredømmet. Det gælder således Bilderberg-gruppen, der mest er et debat-seminar for internationale kendisser i politik, industri og medier. Konspirationsteorierne om Bilderberg-gruppens globale indflydelse vil ingen ende tage til trods for, at ingen mennesker har nogen sinde kunne afsløre en eneste politisk magtdemonstration, der kan spores tilbage til Bilderberg.

Kongen i konspirationsuniverset på de sociale medier er dog World Economic Forum (WEF), der i mere end 40 år har afholdt en årlig konference i alpebyen Davos i Schweiz. Både professionelle og sociale medier præsterer vilde overdrivelser om den betydning, WEF har for den globale politiske udvikling. Ganske vist er det lykkedes gennem årene at samle politiske rockstjerner til møderne såsom Merkel, Obama, Kohl og Trump, men ingen kan påvise en eneste reform eller et politisk gennembrud som resultat af de mange kongresser. Ikke mindst initiativtageren til WEF, Klaus Schwab, ses som en mørkets fyrste, der pønser på dannelsen af en global formynderstat gennem sit mafia-netværk af internationale statschefer, som skal realisere den diabolske plan om ’The Great Reset’

Schwab er dog mest et gammelt sludrehoved, der ikke spiller nogen rolle på møderne ud over, at han byder velkommen og slutter med at takke for taler og debatter. Efter hvert indslag plejer han at sige: ”og hermed har vi sendt et stærkt budskab til Verden!”. Hvad det går ud på, blæser som oftest i vinden. Derimod er Klaus Schwab eminent dygtig til at opfange tidens politiske strømpile og gøre dem til sine egne. WEF er derfor en førende catwalk for tidens førende modeshow af korrekte meninger og holdninger. Den ideologiske paraply over WEF er således klima, etnicitet, kønsidentiteter, mere stat og mindre privat alt sammen bundet sammen i en vammel guirlande om verdensfred og samarbejde. Det er derfor, at to gamle ringvrag i klimadebatten som John Kerry og Al Gore kunne opnå taletid ved dette års møder.

Møderækken er delt i to kategorier. Der er de store plenarmøder i kongressalen, hvor der er plads til flere tusinde tilhørere, og så er der en række minisymposier i mindre lokaler, der kan rumme op til 40-50 deltagere. Plenarmøderne er der, hvor verdenslederne fører sig frem. Det er rent spild af tid. Talerne er babelstårne bygget på klichéer oven på hule fraser og tomme løfter, men mange af tilhørerne er lykkelige over, at de kan rejse hjem og fortælle konen, at de fik lov til at stille et spørgsmål til Xi Jinping eller fik et venligt nik fra Obama. Derimod er de små symposier en guldgrube af ny viden og erkendelse. Her kan man høre foredrag af førende forskere, økonomer, ledere og politiske tænkere. Det var folk som astrofysikeren Carl Sagan, direktør John Thornton fra Goldmann Sachs, forfatterne Waterman og Peters, der skrev den moderne leders bibel: In Search of Excellence og en perlerække af andre fremtrædende personligheder, der provokerer med banebrydende tænkning og nye erkendelser fra lægevidenskab til arbejdspsykologi.

Hvis man holder sig fra plenarmøderne, for mange cocktails og skiløb på alpepisterne, men i stedet deltager i minisymposiernes skatkiste af viden og nytænkning, er WEF alle pengene værd. Som politisk drivhus og laboratorium er konferencen et hul i jorden. 40 års møderække uden et eneste konkret resultat er ikke nogen god grobund for verdensherredømmet eller ’the Great Reset’. World Economic Forum er en uvurderlig kilde til ny viden, men også et supermarked, hvor hule fraser, tamme skåltaler og slidte klichéer er konstante tilbudsvarer. Man kan selv vælge. Mørkets fyrste, Klaus Schwab har valgt det sidste.

Taget herfra