“Forbindelsen mellem islam og venstrefløjen går langt tilbage”

Det skriver Britta Mogensen her i denne glimrende artikel i den korte avis

Taget herfra

Den ene søndag efter den anden ser (og hører) man Hamas’ gæve gutter og deres bonkammerater på venstrefløjen højtråbende gå hånd i hånd og arm i arm hen ad gaden i snart sagt alle byer i Danmark.

Medløberne fra venstrefløjen består overvejende af purunge historieløse. Der er dog også en del af de såkaldte 1968’ere med i følget.

Morten Messerschmidt (DF) skriver i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad (bag betalingsmur) om det gådefulde, det er, at der nogensinde kom en symbiose mellem islamistisk terror og venstrefløjens retorik.

Det er der nok mange, der også betragter som en gåde.

Hvad og hvornår startede denne mesalliance?

Den palæstinensiske terrorgruppe PFLP og Blekingegadebanden

Mit gæt om den store forbrødring er, at det startede med de danske terrorister i Blekingegadebanden, der i 1972 begyndte at arbejde sammen med den palæstinensiske terrorgruppe PFLP.

De danske terrorister var et sammenrend af forskellige mere eller mindre ”revolutionære” bevægelser, der som de gode mennesker, de var, kerede sig meget om undertrykte folk i Sydamerika og samlede tøj og penge ind til dem.

Det har formentlig ikke været lige så spændende som at være sammen med palæstinensiske terrorister, så Blekingegadebanden slog pjalterne sammen med PFLP og skaffede penge og våben til dem igennem bl.a. overfald, røverier og gidseltagning af deres landsmænd, og i 1988 myrdede de den 22-årige betjent Jesper Egtved Hansen, da de flygtede fra købmagergaderøveriet.

Da bandens opholdssted (i Blekingegade – deraf navnet) i 1989 blev fundet, og terroristerne straffet, blev ingen dog straffet for mordet. De fik blot henholdsvis 8 og 10 år for de forbrydelser, som kunne bevises, de alle havde været med til. De forstod at dække over hinanden, og i Danmark straffes man ikke for ”bare” at have været med.

Ved at læse Peter Øvig Knudsens bog (2008) om Blekingegadebanden, hvor Øvig havde fået  lejlighed til at interviewe den ene af terroristerne (han krævede anonymitet, så han er i bogen kun omtalt som ”manden”), kan der ud fra udelukkelsesmetoden kun være tale om én af to, der udførte mordet, enten Niels Jørgensen, der døde i 2008, eller Jan Weimann.

Siden er det gået slag i slag med palæstinensernes terror, dels fra Gaza mod den jødiske befolkning i Israel, dels mod fly og skibe, hvor terroren gik ud over alle ombordværende.

Her er et overblik over palæstinensiske terrorhandlinger i 1960’erne og 1970’erne.

https://nyheder.tv2.dk/2005-12-13-palaestinensiske-fraktioner-marxister-mfl

Den 7. oktober 2023

Hamas’ overfald på børn og unge til en festival i Israel vakte rædsel overalt i verden – i et par dage. Så kom de vestlige ledere i tanker om, at terroristerne jo er dem, der altid er uden skyld, og som det altid er synd for. Og så blev det pludselig israelernes skyld, at de var blevet overfaldet, og at såvel børn som unge blev slagtet, voldtaget og taget som gidsler.

Hamas var så stolte over deres horrible forbrydelse, at de optog den på video. Videoen siges at være lagt på nettet, men det er i hvert fald ikke alle palæstinenere, der har set den. For som en ung palæstinenser i USA under en demonstration sagde (til TV), så måtte overfaldet være løgn, for ellers havde verden vel vist fotos af spædbørn med afhuggede hoveder. Ak ja, det viser hvor langt vi står fra hinanden civilisatorisk.

Der vendtes op og ned på terrorister og ofre

Hamas’ utallige – hvis ikke daglige – terrorangreb mod Israel over årene, er altid blevet besvaret råt for usødet af det israelske militær.

Fuldstændig ligeglad med deres egen befolkning orkestrerede Hamas terrorangrebet, mens lederne gemte sig i Qatar og ”krigerne” i tunneller og blandt befolkningen. For Hamas var udmærket klar over, at angrebet den 7. oktober ville blive gengældt, og at det ville gå hårdt ud over befokningen. Ligeledes var Hamas klar over, at gengældelsen, hvor Israel havde besluttet, at denne gang skulle Hamas udryddes, ville få resten af verden til at vende sig imod Israel.

Se DKA, hvor det bl.a. nævnes, at børnene sulter. Intet kan gøre os andre mere vrede, end når børn sulter, hvad Hamas alene bærer skylden for. Oplysning om operation på børn uden bedøvelse er næppe sandt. Selv voksne vil ofte dø af chok’et.

Men Vestens ledere gik omgående i gang med at beklage, at Israels gengældelse nok var lige i overkanten. Tankegangen er, at ”Israel skal selvfølgelig have lov til at forsvare sig, men…”. Hvad i alverden havde man tænkt sig? Skulle Israel blot gå lidt forsigtigt frem, anholde nogle enkelte, hvorefter der vil være frit slag for Hamas til at fortsætte deres afskyelige terror, som de hele tiden har gjort?

Vestens lederes gode idé om en tostatsløsning, modsætter Hamas sig med næb og klør. Vesten har en opfattelse af, at så bliver der fred. Den opfattelse deler hverken Hamas eller Israel.

Er Gazas befolkning alle Hamas-sympatører?

Man kunne vel have forventet, at én, bare en eneste i Gaza (eventuelt maskeret) stod frem og fortalte, hvordan livet er under en ledelse, der alle er terrorister. Og hvordan det ødelægger landet og befolkningens muligheder for et ordenligt liv. Da det ikke er tilfældet, er spørgsmålet nok, hvorvidt de ikke alle er – om ikke selv terorister – så i hvert fald sympatisører.

Vi kan i hvert fald konstatere, at nok stort set alle palæstinensere i diasporaen er  Hamas-sympatisører. Hvorfor rejser de så ikke til Gaza og kæmper sammen med deres ”brødre” i stedet for at gemme sig i sikkerhed i Vesten, hvor de ustraffet kan forpeste vores gader med deres evindelige demonstrationer for at få Israel slettet af landkortet?

Glem det. Det kommer ikke til at ske. Israels militær er for stærkt, og i Vesten er der trods alt enkelte ledere, der er klar over, hvad der står på spil for det eneste demokratiske land i Mellemøsten.

Én ting er helt sikkert: Hvis den palæstinensiske diaspora demonstrerede for at få Vesten til at fjerne Hamas, så ville venstrefløjen hyle i kor med dem.

Så er 1992 glemt

På trods af de meget dårlige erfaringer, vi har gjort med de palæstinensere, der i 1992 fik lov til at slå sig ned i vores land, vil Flygtningenævnet, gudhjælpemig, nu ”åbne for opholdstilladelse” for palæstinensere fra Gaza. Hvorfor har politikerne ikke forhindret den tanke, længe før den opstod i hovedet på Nævnet? Hvorfor har man ikke spurgt sig selv om, hvad grunden kan være til, at ikke et eneste arabisk land vil have noget at gøre med palæstinensere.

Det anføres i DR.DK den 29. februar, at Flygtningenævnet allerede har givet fire palæstinensere opholdstilladelse. Facebook.

Inden længe har vi vores eget Gaza herhjemme.

Taget herfra