“Forhv lektor på Hærens Officersskole: Netanyahu og Israel har udvist en opsigtsvækkende evne til at handle langsigtet og strategisk – det burde både USA og Vesteuropa hilse velkommen”

Fantastisk god artikel af Henning Duus, der også viser, hvor naiv Israel har været overfor Iran og dets undersotter hos Hezbollah, Hamas og Houtierne

Taget herfra

NETANYAHU FORSØGER AT DREJE HISTORIENS TRÆGE HJUL I MELLEMØSTEN

Israels premierminister Benjamin Netanyahu er ikke populær ret mange steder i Vesten, hvor han ellers burde være det, for han og den israelske udenrigspolitiske elite tænker efter min mening faktisk langsigtet og strategisk, hvad angår Israels regionale placering og overlevelse.  Det resultat burde hilses velkommen både i USA og i Vesteuropa.

I USA, fordi det vil aflaste USA fra dets sikkerhedsgarantier til udvalgte mellemøstlige protegéer, såsom Saudi-Arabien og Golfstaterne, og dermed frigøre kræfter til fortsat at sikre det amerikanske hegemoni over Stillehavet og Det Sydkinesiske Hav og dermed holde Kina stangen. Et fortsat amerikansk hegemoni over Stillehavet er også til fordel for Europa.

I Vesteuropa, fordi det formentlig vil bidrage til at stabilisere Mellemøsten og dermed sikre Vesteuropas sydflanke i analogi til fx 1950’ernes pagtdannelser, der blev til på amerikansk og engelsk initiativ (fx CENTO-pagten), når nu Tyrkiet i praksis har forladt NATO ved at søge optagelse i BRICS.

BRICS er en såkaldt mellemfolkelig international organisation. Navnet står for Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika, men har ud over disse 5 lande også Iran, Egypten, Etiopien og De Forenede Arabiske Emirater som medlemmer. Den holdt årsmøde i Kazan i Rusland 22.10. – 24.10. 2024, hvor Tyrkiet også deltog. Se https://brics-russia2024.ru/en/ og  https://jyllands-posten.dk/international/asien/ECE17543294/briks-staar-foran-en-stor-udvidelse-ved-topmoedet-i-rusland/?fp-exp=60330002&fp-alg=603300021

Men i Vesteuropa har den politiske og diplomatiske udenrigspolitiske elite tilsyneladende meldt sig ud af historien. Her gælder der eftergivenhed ad Chamberlain til indpakket i menneskerettigheder for alle, for ven og navnlig for fjende, som øverste indenrigs- og udenrigspolitiske doktrin. Værst ad Chamberlain til er Sverige og nu Norge og et par andre europæiske lande med deres forhåndsanerkendelse af staten Palæstina. Således sagde den norske statsminister Jonas Gahr Støre 25. 5. 2024:”I fraværet av en fredsprosess og politisk løsning på konflikten har utviklingen har gått i feil retning. Verken palestinerne eller israelerne kan leve sine liv i sikkerhet. Vi må derfor tenke annerledes og handle deretter. En anerkjennelse kan ikke lenger vente til etter en fredsløsning, sier Støre.” ( https://www.regjeringen.no/no/aktuelt/norge-anerkjenner-palestina/id3040194/ )

En sådan «anerkendelse før fred» med det faglige navn præmatur anerkendelse eller tidlig anerkendelse vender om på det almindelige folkeretslige princip, der bygger på et effektivitetsprincip, hvilket vil sige at det pågældende styre i staten, der skal anerkendes, har den faktiske magt over et bestemt territorium og den derboende permanente befolkning. Disse 3 betingelse er samtidig betingelserne for den folkeretlige suverænitet. Effektivitetsprincippet hviler på de faktiske magtforhold som forudsætning for anerkendelse. Tidlig anerkendelse blev foretaget af EU under konflikten i forbindelse med opløsningen af Jugoslavien, idet tidlig anerkendelse af Slovenien og Kroatien iflg de vise EU-politikere ville tvinge Slovenien og Kroatien ind under folkeretten og dens krav om forbud mod anvendelse af væbnet magt og endda trussel om anvendelse af væbnet magt. Denne folkeretsidealisme fungerede naturligvis ikke fordi den om man så må sige ”stod med begge ben solidt plantet i den blå luft”. Den tidlige anerkendelse vil naturligvis heller ikke fungere i Israel – Palæstina-konflikten af den simple grund at palæstinenserne ikke har til hensigt at følge folkerettens regler.

Polemisk sagt er folkeretten med dens menneskerettigheder, internationale traktater og humanitær folkeret den nye udgave af Grønspættebogen, hvor vores Rip-Rap-og-Rup-politikere finder anvisninger både for alle sine handlinger og for deres facit. Tag også EU’s pinlige krav om 21 dages våbenhvile mellem Israel og Hamas og Hizbollah. Det ville bl. a. give Hamas og Hizbollah rigeligt med tid til at omgruppere sig til nye angreb. Hvis det er alt, EU kunne blive enige om, burde de have holdt munden.

DEN ISRAELSKE ELITES LANGSIGTEDE OG STRATEGISKE MÅL: HEGEMONI

Min påstand om at den israelske udenrigspolitiske elites langsigtede og strategiske mål i dag er et regionalt hegemoni, gætter jeg mig til, dels ud fra Israels hidtidige krigsførelse som reaktion på det bestialske angreb den 7. oktober 2023, dels ud fra en geopolitisk læsning af det politiske landkort for Mellemøsten.

Israels strategi har tydeligvis været under forberedelse i lang tid før massakren 7. oktober 2023 og har ligget som mere eller mindre færdiggjorde såkaldte contingency plans i det israelske udenrigsministeriums planlægningsafdelings bankbokse og deres ditto i den israelske generalstabs bankbokse, parat til at blive taget frem i en alvorlig sikkerhedssituation for da at blive færdigpudset, så de passer til den aktuelle situation.

Contingency plans er planer, som militæret i alle lande udarbejder med udgangspunkt i forskellige mulige og sandsynlige scenarier for det pågældende lands kortsigtede og langsigtede trusler. I det danske Forsvar hedder den slags planer meget sigende skuffeplaner.

Israel er et lille land omgivet at store lande. Det har et areal på 21.500 km², dvs. halvdelen af Danmarks, og en sikkerhedsgeografi, der altid har været yderst usikker, omgivet som det er af fjender, der ønsker dets udslettelse, sådan som sagen har været siden landets oprettelse i 1948. Syrien, som Israel grænser op til i Golan Højderne, har til sammenligning et areal på 187.500 km² og en befolkning på 20 mill., mens Irak, der ligger mellem Syrien og Iran, har et areal på 438.500 km² og en befolkning på 40 mill.. Hovedfjenden Iran har et areal på 1.7 mill. km² og en befolkning på 85 mill.!

Landets størrelse og beliggenhed betyder at landet har en udtalt mangel på militær dybde, særlig langs øst-vest-aksen, idet afstanden fra den jordanske grænse til Middelhavet er ca. 75 km. Det er kun 20 km mere end den dansk-tyske landegrænse. Til sammenligning er afstanden fra Øresundssiden af Amager til den jyske vestkyst ved Blåvand ca.290 km². Langs nord-syd-aksen er der 420 km fra Metula i nord til Akaba i syd og ude ved Middelhavet 235 km fra Rosh HaNikra, den gamle grænseovergang til Libanon helt ude ved havet, og ned til den egyptiske grænse på vestsiden af Gaza-striben. Til sammenligning måler Jylland 335 km fra Skagens nordspids til grænsen ved Kruså. Alle angivne mål er luftlinemål med appen DISTANCE.

Befolkningen er på 10 millioner bestående af 73,5% jøder, 21,1% araber og 5,4% andre iflg. Israel – Wikipedia.

Af ovennævnte sikkerhedsgeografi følger nødvendigheden af hele tiden at have et militært overlegent forsvar, der samtidigt er et overlegent højteknologisk forsvar med meget høj kampkraft pr. soldat. At være et overlegent højteknologisk forsvar vil sige at det israelske forsvar hele tiden og på alle våbenarter skal besidde såkaldt eskalationsdominans. Det betyder, at Israel på alle niveauer har evnen til være stærkest på det niveau, fjenden har valgt at kæmpe på.

7. oktober 2023 var i sin bestialitet og sit omfang af militære angreb ind over grænsen til Gaza og til Libanon den triggerbegivenhed, der udløste strategien om at gøre Israel til Mellemøstens hegemon. Det er en formidabel strategi med mange risikomomenter, men 7. oktober-angrebene gjorde det tydeligt for de israelske beslutningstagere at landets situation nu var så truet at tiden var inde til at kæmpe for et regionalt Israelsk hegemoni. Hegemoniet er det politiske modsvar til den militære eskalationsdominans fra bund til top på den såkaldte eskalationsstige.

MASSAKREN 7. OKTOBER 2023 ANGREBENE OG MASSAKREN PÅ CIVILE

Angrebene om morgenen 7. oktober demonstrerede fjendernes ønske om at etablere et tagselvbord for sine angrib, modelleret over Muhammads razzia-model, der på hans tid gik ud på at plyndre andre og deres rigdom og samtidig hente slaver (se Gilles Kepel: Le Bouleversement du monde – L’Après 7 Octobre. Plon, 2024, ss. 7- 25 [Verden i Oprør – Efter 7. Oktober] Bogen er vel en af de mest anbefalelsesværdige lige nu og bør oversættes til dansk hurtigst muligt)

De umiddelbare mål den 7. oktober var NOVA Musikfestivalen med unge mennesker, der blot ville nyde livet og danse natten igennem til den lyse morgen. De blev uprovokeret og forskelsløst myrdet, bortført og voldtaget af Hamas og Islamisk Jihads bander af mordere. For at forhindre israelske styrker i at gå til modangreb ledsagedes massakren af 1000-vis af raketter affyret fra Gaza ind over Israel, ligesom angriberne fra Gaza-Striben landsatte kommandosoldater fra luften i glidere. På grænsen til Libanon begyndte dagen efter Hizbollah et parallelt raketangreb ind over det nordlige Israel og fik heri bistand fra houthierne så langt borte som i Jemen længst nede på Den Arabiske Halvø ud mod Aden Bugten og Det Indiske Hav.

Angrebene rystede israelerne og den vestlige verden, i hvert fald den befolkningsdel, der ikke havde rødder i Mellemøsten. De sidste jublede til gengæld og afslørede en bundløs trang til både at myrde uskyldige jøder og udslette alle israelere og Israel som suveræn stat fra landkortet i en blodrus af had og antisemitisme.

HVORDAN KUNNE ANGREBET LADE SIG GØRE?

Svaret på det aktuelle spørgsmål om, hvordan angrebet kunne lade sig gøre, indeholder en rystende række af israelske fejlvurderinger og en naivitet af vesteuropæiske dimensioner. En naivitet vi ikke plejer at forbinde med Israel.

Først og fremmest israelernes fejlvurdering af Hamas og den islamiske fundamentalismes potentiale, som Israel i begyndelsen anså som en positiv strategisk modvægt mod det sekulære PLOs nationalisme (Magnus Ranstorp: HAMAS – TERROR INIFRÅN. Mondial, 2024 (287 ss), her s. 57. Bogen har materiale helt frem til september 2024. Vel den mest anbefalelsesværdige bog om emnet lige nu!).

Her vil jeg tillade mig at citere den svenske journalist ved den svenske avis Dagens Nyheter og mellemøstekspert Nathan Shachar:”De som håndterede forsvaret af det sydvestlige Israel bildte sig selv og andre ind at virkeligheden – altså Hamas våben og intentioner – var fjernet. Hegnet mod Gaza, den underjordiske barriere mod tunneller, luftballonerne med livekameraer oven over grænsen, alle rekognosceringskameraer langs med hegnet som sendte direkte til ”skærmpigerne”, de kvindelige værnepligtige som overvågede hvert segment af grænsen i direkte tid – hvordan skulle Hamas vove at drømme om at forcere en så avanceret lås?  Og hvorfor skulle Hamas gøre det, nå Israel havde skaffet dem 30 millioner dollars om måneden fra Qatar som betaling for at holde sig i ro? Den specielle enhed inden for udenrigsspionage Mossad, ”Harpunen”, som kortlagde pengestrømmen fra dets velyndere Iran, Tyrkiet og Qatar, var meget effektiv. Men 2018 nedlagdes den. Den var unødvendig. Endnu mere fantastisk: Efteråret 2022, et år før katastrofen, stoppede Israels cyperenhed 8200 med at aflytte Hamas interne kommunikation. Det var splid af tid, mente man.

Så komplet syntes hegnets underværker at være at man fratog hjemmeværnet i grænseområderne deres gevær. Pistoler var tilstrækkelige og med nogle løse skud pr. mand. Skærmpigerne som kunne have udført deres job hvor som helst i landet placeredes lige ved grænsen og uden våben. (De myrdedes alle, undtagen fem som førtes til Gaza)”. (Nathan Sachar:”Det öppna såret” i AXESS – VETENSKAP, BILDNING, TRADITON, Nr. 7, oktober 2024, ss. 13 – 16, her ss. 14 – 15. Min oversættelse fra svensk).

De umiddelbare ofre for, hvad der kun kan beskrives som et barbarisk og terroristisk overfald krævede iflg Magnus Ranstorp 1269 israelere livet, den værste massakre på jøder siden holocaust. Blandt ofrene findes 816 civile, 59 politifolk, 382 militærfolk 15 fra redningstjenesterne. Hertil kommer 5400 skadede. 254 israelere og udenlandske gæstearbejdere blev kidnappet og ført til Gaza, heraf 40 børn og unge mennesker. (Magnus Ranstorp: HAMAS, s. 32). Massakren står imidlertid ikke alene, idet Hamas og Islamisk Jihad samtidig med overfaldet, der som sagt havde karakter af en såkaldt razzia efter bytte og slaver af Muhammad og hans folk o. år 600 omkring Mekka og Medina, affyredes tusindvis af raketter fra Gaza-striben ind over Israel, ligesom man luftlandsatte civilklædte kommandosoldater med glidere. Og dagen efter, 8. oktober 2023, affyrede Hizbollah hundredvis af raketter fra Libanon ind over det nordlige Israel.

7. OKTOBERS INDIREKTE BUDSKAB FRA IRAN TIL ISRAEL OG USA

isse supplerende angreb gjorde det nødvendigt for Israel at svare igen militært, hvad Hamas og Islamisk Jihad også har kalkuleret med, men samtidig sender disse mere konventionelle supplementer til massakren et meget vigtigt signal til omverdenen om, hvilke ofre fundamentalisterne uden at skamme sig og med Irans billigelse pålægger såvel sine egne trosfælder som deres fjender, og angrebet er dermed af afgørende betydning for Israels og USA’s og andres opfattelse og forståelse af disse folks syn på de menneskelige omkostninger ved anvendelsen af eskalationsstigens yderste våben: kernevåben. Iran ønsker øjensynligt at sende det signal til omverdenen at de ikke lader sig afskrække, heller ikke af Israels kernevåben. Et iransk kernevåbenangreb på Israel m.h.p. helt bogstaveligt at udslette alle i Israel og Israel selv, ville afstedkomme et israelsk modsvar, og hvorvidt det skulle udslette den iranske befolkning, er mullahstyret lige glade med. Paradoksalt nok sender det samtidig det signal til Israel og USA om at planlægge en svaroption på et iransk angreb til straks at kappe hovedet af den iranske ledelse (decapitation (halshugning) i den nukleare afskrækkelsesteori).

At de israelske myndigheder har ladet sig narre er helt utroligt! Israel blev jo dannet som stat for at skulle give jøderne og deres ejendom den beskyttelse, som historien viste, de ikke fik i andre stater. Det var hovedtanken i Theodor Herzls lille bog Der Judenstaat fra 1895 og det var grundtanken i zionismen, sådan som den blev vedtaget på den første zionistiske kongres 1897 i Basel i Schweiz (Walter Laqueur: A History of Zionism. L. B. Tauris, 2003 (658 ss.), her s. 84ff). Det var nu den 7. oktober 2023 tydeligt, at den israelske stat ikke havde opfyldt sin kontrakt med jøderne, sin raison d’être over for jøderne. Det chokerede israelerne og lagde sig tungt oven på traumet fra angrebet og massakren.

Angrebet må være en særlig svær erkendelse for premierminister Benjamin Netanyahu, idet, som det fremgår af en glimrende biografisk artikel af David Remnik i The New Yorker 17. maj 1998 med titlen ”The Outsider-Benjamin Netanyahu’s Complex Histories”:

“What Netanyahu has inherited from his father is a keen notion of Us versus Them, a sense that only fools can fail to see what he sees, that Jewish history is in perpetual danger of ending completely, and that Jewish history, considering the role of assimilation in the Diaspora, is in the hands of Israel and, in no small part, its Prime Minister.”( https://www.newyorker.com/magazine/1998/05/25/benjamin-netanyahu-the-outsider?_sp=55f2eeb3-46e1-41f0-9b82-0456eb8ba1a1.1728906386777 )

På trods af chokket ser den israelske ledelse, så vidt jeg kan se, som sagt ud til at have fundet et gensvar på angrebet 7. oktober 2023 og et gensvar, der er så omfattende at det må have været under gennemtænkning og planlægning ganske længe. Lykkes det, vil det dreje historiens træge hjul i Mellemøsten og gøre verden til et sikrere sted at være. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan situationen vil være, hvis strategien mislykkes! Mellemøsten er i forvejen kaotisk, for nu at låne et ord fra titlen på den franske mellemøstekspert Gilles Kepels bog Away from Chaos – The Middle East and the Challenge to the West. Columbia University Press, 2020 (366 ss.).

ET ISRAELSK REGIONALT HEGEMONI

At etablere sig som den regionale hegemon er et mere vidtgående valg for Israel end bare at hævde sig som en regional stormagt. Det sidste har Israel været siden sejren i seksdageskrigen 5. juni til 10. juni 1967 (Michael B. Oren: SIX DAYS OF WAR – June 1967 and the Making of the Modern Middle East. Ballantine Books, 2003 (461 ss.), her ss. 305 – 341). Men en hegemon da?

Den store franske international-politik-teoretiker Raymond Aron skelnede i sit klassiske storværk Paix et guerre entre les nations (1962) mellem 3 slags fred mellem staterne, fred ved ligevægt/magtbalance, fred ved hegemoni og fred ved imperium. Hvor fred ved ligevægt/magtbalance er ustabil og let leder til krig, fordi staterne er omtrent lige stærke og derfor reagerer kraftigt på selv små magtforskydninger, er fred ved hegemoni stabil, fordi hegemonen er så meget stærkere end alle andre stater, at det ikke inden for en overskuelig fremtid giver nogen mening for andre stater i regionen at udfordre hegemonen, hverken militært, politisk eller økonomisk. Fred ved imperium derimod adskiller sig iflg Raymond Aron fra fred ved hegemoni ved at staterne ikke længere har sin selvstændighed, hvad de har ved hegemoniet. (Raymond Aron: Paix et guerre entre les nations. Calmann-Lévy, 1962. Min udgave er sjette gennemsete og korrigerede fra 1968 (794 ss.), her ss. 158 – 161. Værket var en stor inspirationskilde for  både – og ikke mindst – Erling Bjøl, professor i international politik i Aarhus, og Ole Karup Pedersen, professor i international politik i København).

Det er altså min påstand her, at Netanyahu med sine nuværende svar på angrebet 7. oktober vil gøre Israel til en regional hegemon, og det ser også ud til at Israel også har den militære styrke, der muliggør det, men det skal ikke skjule at det alligevel er risikabelt. Det ville en skruen forholdene tilbage til før 7. oktober, altså status quo ante 7. oktober 2023 imidlertid også være, bl.a. fordi status quo ante 7. oktober 2923 i en verden med globale forandringer i forholdet mellem USA og Vesten p.d.e.s. og Eurasien med Kina og Rusland p.d.a.s. betyder en svækkelse af Israel. Sagt på en anden måde: At ville fastholde en given tilstand i omgivelser, der er i hastig forandring til det værre, er i virkeligheden at svække sig selv. Det betyder også konkret at en tilbagevenden til 2-statsløsningen, der igen er blevet den officielle fredsstrategi for både USA og EU, er en illusion.

Fixpunktet for Netanyahu og den israelske udenrigspolitiske elite er truslen fra Iran og dets kommende kernevåben. Israel frygter (1) at Teheran ikke vil benytte kernevåbenet til afskrækkelse, men til helt bogstaveligt at udslette Israel og alle jøder, og (2) at et svækket USA ikke vil turde forhindre dette, idet USA for sin egen sikkerhed er tvunget til at koncentrere sig om afskrækkelsen af Kina og Rusland. USA’s svækkelse er relativ og primært en følge af Kinas opstigen som potentiel global hegemon, men er samtidig en reel svækkelse for og af Israel, der gør det yderst usikkert for Israel at basere sin fremtidige sikkerhed på USA. Skåret ud i pap, har USA simpelthen ikke kernevåben nok til at kunne afskrække en modstander (Kina og Rusland) efter allerede at have benyttet kernevåben mod en fjende (Iran).

USA’s svækkelse rammer imidlertid også Saudi-Arabien, der for øjeblikket selv sammen med Golfstaterne bygger sin yderste sikkerhed på USA. Abraham-aftalerne, som daværende præsident Trump og Netanyahu har været primus motor for, kan i en situation med Israel som regional hegemon bruges til at berolige Saudierne og Golfstaterne om at Israel er deres mest troværdige beskytter mod deres fælles fjende, Iran. Det har Israel i praksis også været de sidste 25 år eller deromkring, men efter de igangværende krige mellem Israel og Hamas og Hizbollah kan Abraham-aftalerne i heldigste fald løfte beskyttelsen et trin op ad tillidsstigen, så Saudi-Arabien og Golfstaterne i praksis accepter Israels hegemoni. Det var bl. a. det Netanyahu gjorde opmærksom på i sin tale til FNs Generalforsamling 28. 9. 2024, se https://www.gov.il/en/pages/event-un280924.

Jeg synes personligt at Netanyahu og den israelske udenrigspolitiske elite har udvist en beundringsværdig evne til at vende et smerteligt nederlag den 7. oktober 2023 til en langsigtet og bæredygtig udenrigspolitisk strategi, der for øjeblikket er i sin politiske og militære støbeske.

Abraham-aftalerne med en supplerende aftale med Saudi-Arabien betyder et fremtidigt begrænset palæstinensisk selvstyre, der formentlig selv efter forhandlingerne mellem Israel og Saudi-Arabien samt Abraham-aftale-staterne vil ende med noget i retning af det Osmanniske Riges milletsystem både på Vestbredden og i Gaza. Det ville tillade Israel at beholde områderne inden for sit eget territorium og dermed sikre det militære forsvar af territoriet. Et sådant resultat ville være en opdateret udgave af den såkaldte Allon-plan fra juli – august 1967, altså kort tid efter Seksdageskrigen 5. 6. – 10. 6. 1967. (Se Benny Morris: ONE STATE, TWO STATES – RESOLVING THE ISRAEL/PALESTINE CONFLICT. Yale University Press, 2009 (240 ss.), her s. 84 og kort s. xi).

Saudi-Arabien har igen og igen sagt, at hvis Iran får et nukleart våben, vil Saudi-Arabien også anskaffe sig ét, men kernevåben er igen hyldevare. Det kræver langt mere af et forsvar baseret på eget kernevåben end X antal bomber af forskellig slags. Man skal have funktionsdygtige og sikre fremføringsmidler, pålidelige og sikre styringssystemer i bunkere og nedgravede siloer, der kan modstå alt undtagen en atomar fuldtræffer, til opbevaring af fremførings- og styringsmidler, så de ikke kan slås ud i et overraskelsesangreb. USA har fx den såkaldte triade af kernevåben på jorden (ICBM, de interkontinentale ballistiske, strategiske raketstyrker og Hærens taktiske a-våben), under havoverfladen (Flådens atomdrevne og atombevæbnede undervandsbåde, der kan holde sig neddykkede i halve til hele år) og i luften (B-52 strategiske bombefly og B-2 strategiske og taktiske bombefly samt jagerbombere). At opbygge en tilsvarende kapacitet tager mange årtier og indtil da, vil Israel være den eneste troværdige garant for Saudi-Arabiens sikkerhed.

Der har været rygter blandt sagkyndige i 10 – 15 år om at Saudi-Arabien allerede har en kernevåbenkapacitet i form af udstationerede pakistanske kernevåben på saudisk jord (Christopher Clary & Mara E. Karlin:”The Pak-Saudi Nuke, and How to Stop It” i The American Interest, No. 6, June 2012, se https://www.the-american-interest.com/2012/06/10/the-pak-saudi-nuke-and-how-to-stop-it/. Clary & Karlin er ansat i Pentagon, men gør opmærksom at synspunkterne er deres egne og ikke Pentagons).  Pakistan regnes imidlertid i dag til Irans såkaldte modstandsalliance vendt imod Israel! Det kan ikke andet en så tvivl hos saudierne om garantiens troværdighed?

Skulle der derfor rent faktisk eksistere en sådan hemmelig pakistansk nuklear alliance med Saudi-Arabien har den næppe fået øget troværdighed i saudierne øjne på det sidste. Det kan blive Israels chance, da Israel øjeblikkelig kan levere den sikkerhedsgaranti, som Saudi-Arabien i den nærmeste fremtid vil komme til at mangle på grund af USA’s øgede styrkedemonstrationer fra Kina og Rusland i Stillehavsområdet. Inden for samme tankeunivers ville en tysk kernevåbenstyrke i øvrigt også være nødvendig, bl.a. for at undgå at Tyskland og Frankrig spilles ud mod hinanden med risikoen for i fremtiden at Tyskland trækkes ud af alliancen med Frankrig, som er EU’s bærende konstruktion.

RISIKOMOMENTER I DEN ISRAELSKE STRATEGI

Det er en omfattende og kompleks dynamisk problemstilling, som man næppe kan give noget præcist svar på, og slet ikke i en lille artikel som denne. Skitseagtigt dog dette:

Den største umiddelbare risiko for Israel består, så vidt jeg kan se, i at Israel ved en våbenhvile fremstår som både alt for stærk for nabostaterne i det regionale system, og samtidig uden at være stærk nok til at afholde nabostaterne fra at indgå alliancer med hinanden på tværs af skillelinjen sunni-islam – shia-islam, fx mellem Iran og Egypten. Hermed vil Netanyahu lande i en situation lignende den Bismarck landede i efter dannelsen af Det Tyske Kejserrige efter krigen mod Frankrig 1870-71. Derved kan Israel ligesom Tyskland dengang sætte en større balanceringsproces i gang i omverdenen i en post-Gaza-verden, der kunne ende med at stille Israel over for en endnu større regional trussel end hidtil. Hermed ville Israel ganske vist forblive en mellemøstlig stormagt (med støtte fra USA!), der har bevist, at den kan invalidere sine lokale ikke-statslige aktører Hamas og Hizbollah, men det ville ikke være nogen regional hegemon. Israels sikkerhedsgeografi ville være blevet betydeligt forbedret, men ikke afgørende ændret.

En regional hegemon skal for at være troværdig både på kort og på langt sigt være stærkere end en hvilken som helt alliancedannelse i regionen og også opfattes som sådan af de relevante eliter i regionens stater.

Det indebærer at Israel i så fald for at opfattes som regional hegemon eksempelvis skal have eskalationsdominans på alle eskalationsstigens trin fra nederst til øverst, hvor nederst er interne oprør og guerillakrige og øverst er anvendelse af kernevåben.

Den næststørste risiko er stationering af russiske eller kinesiske kernevåben på Israels fjenders territorier. Det anser jeg dog for yderst usandsynligt, fordi hverken Rusland eller Kina lige så lidt som USA i øvrigt vil overgive kernevåben i hænderne på andre staters militær, så russiske eller kinesiske kernevåben ville forudsætte udstationeringen af russiske og kinesiske styrker i de pågældende lande.

Henning Duus

3. november 2024

Jeg er født i 1945 og er cand. mag. i samfundsfag og idehistorie fra Aarhus Universitet og har 1995 – 2006 taget supplerende fag i minoritetsstudier og religionsvidenskab under Åbent Universitet, Københavns Universitet. Jeg kom til Forsvaret i 1988 efter et forlænget kandidatstipendium ved Institut for Samfundsfag og Forvaltning ved Københavns Universitet 1983 – 1987 om rustningsdrivkræfter og sikkerhedsordning i Europa efter NATOs dobbeltbeslutning i 1979 og var lektor i statskundskab ved Hærens Officersskole i 25 år, fra 1991 og frem til pensioneringen i 2015.

Taget herfra

Den artikel burde fadbamsen læse og lære af , men det er jo nok HELT urealistisk – det ville kræve personligt mod og moral 🙁