Det viser Glenn Diesen her
Taget herfra
Harald Kujat er pensioneret tysk firestjernet general. Han tjente som stabschef for de tyske væbnede styrker, Bundeswehr, fra 2000 til 2002 og som formand for NATO’s Militærkomité fra 2002 til 2005. Han hævder, at Ukrainekrigen er blevet trukket i langdrag af en række falske vestlige narrativer:
At den russiske invasion var uprovokeret.
At Moskva havde til hensigt at erobre hele Ukraine.
At Ukraine kunne opnå en militær sejr.
At Rusland ikke var villig til at forhandle.
Og at en kontinuerlig vestlig militær støtte til sidst ville ændre den strategiske balance. Alle disse antagelser har forhindret diplomatiske løsninger, bidraget til ødelæggelsen af Ukraine og har bragt Europa farligt tæt på en direkte konfrontation med Rusland. Artiklen giver hovedlinjerne i de argumenter, som general Kujat fremsatte i en podcast i september 2025, jf. linket nedenfor.
Sammenbruddet af relationerne mellem NATO og Rusland
Efter Den Kolde Krig blev relationerne mellem NATO og Rusland i starten meget stærkt forbedret. Moskva søgte tættere samarbejde, og gennem mekanismer som NATO-Russia Founding Act (1997) og NATO-Russia Council (NRC) (2002) blev der etableret regelmæssige politiske og militære dialoger. Disse nye relationer blev imidlertid grundigt ødelagt af to hændelser. I 2002 opsagde USA traktaten om anti-ballistiske missiler, og underminerede dermed et væsentligt element i den nukleare strategiske stabilitet. Rusland tolkede denne beslutning som et amerikansk forsøg på at etablere strategisk overlegenhed.
Det andet vendepunkt indtrådte på NATO’s topmøde i Bukarest i 2008, da Washington pressede på for at Ukraine og Georgien skulle blive NATO-medlemmer.
De to overordnede mål for Ruslands strategi har konsekvent været at undgå militær konfrontation med USA og NATO. Moskva har derfor søgt at opnå sikkerhedsordninger, som kunne forhindre, at konflikter langs med Ruslands grænser kunne eskalere til direkte konfrontation. Med NATO’s ekspansion koncentrerede dette problem sig i stigende grad omkring Ukraine.
Den falske narrativ om en uprovokeret krig
Påstanden om, at Ruslands invasion i februar 2022 var uprovokeret, ser helt bort fra det, der var foregået i løbet af de forudgående otte år.
I 2014 blev Ukraines demokratisk valgte præsident, Viktor Yanukovych, styrtet ved et kup. Dette blev efterfulgt af borgerkrig i det østlige Ukraine og af alvorlige begrænsninger i borgerrettighederne for den russisk-talende del af befolkningen.
Minsk-II-aftalerne fra 2015 havde til formål at løse denne konflikt ved at give den ukrainske Donbas-region en særlig forfatningsmæssig status ved at beskytte det russiske sprog og den russiske kultur i Ukraine. Ukraine implementerede aldrig disse forfatningsmæssige forpligtelser. I stedet blev Ukraines væbnede styrker moderniseret, udvidet og oprustet med vestlig assistance.
Senere erklæringer fra Angela Merkel og François Hollande har vist, at Minsk-processen har skullet tjene til at vinde tid for ukrainsk militær oprustning frem for at løse konflikten. Denne politik omkring Minsk-processen var helt klart et udtryk for bedrageri.
I december 2021 fremsatte Rusland et forslag til sikkerhedsaftaler med USA og NATO, men disse forslag blev afvist, og sikkerhedssituationen forværredes til krig.
Den falske påstand, at Rusland havde til hensigt at erobre Ukraine
En anden fundamental fejl er den opfattelse, at Rusland kastede sig ud i et altomfattende angreb for at besætte hele Ukraine. Omkring 170.000 russiske soldater invaderede Ukraine over for en ukrainsk hær på mere end 400.000 mand, som havde modtaget omfattende træning og udrustning fra Vesten. Den russiske styrke var utilstrækkelig til at erobre og besætte hele det ukrainske territorium.
Mere plausibelt er det, at målet til at begynde med var at styrte den ukrainske regering og indsætte en prorussisk ledelse, potentielt med Viktor Medvedchuk som regeringschef. Da dette slog fejl, ændrede den russiske målsætning sig. I den efterfølgende tid stræbte Moskva efter at opnå kontrol over Donetsk, Luhansk, Zaporizhzhia og Kherson inden for disse områders tidligere administrative grænser, samtidig med at man søgte en bredere sikkerhedsordning, der kunne sikre, at Ukraine ikke ville blive en platform for NATO’s militære styrker.
Hvordan Vesten underminerede Istanbul-fredsforhandlingerne
Med Istanbul-forhandlingerne i foråret 2022 opstod der en ret så god mulighed for at afslutte krigen. Da man nåede frem til 15. april 2022 havde de to parter forhandlet sig frem til en aftale, som omfattede ukrainsk neutralitet og internationale sikkerhedsgarantier. Tilbagestående spørgsmål handlede om den operationelle udformning og implementering af disse garantier og den tilladte størrelse og udrustning af Ukraines væbnede styrker. Det var hensigten, at disse spørgsmål skulle afklares direkte mellem præsidenterne Putin og Zelenskij.
Fredsaftalens konklusioner blev torpederet gennem en vestlig intervention. Især det besøg, som Boris Johnson aflagde i Kiev den 9. april, havde afgørende følger. Den britiske premierminister meddelte under dette besøg, at Ukraine burde fortsætte kampen frem for at indgå en fredsaftale.
Vestens strategiske mål blev efterfølgende fremlagt for offentligheden af USA’s forsvarsminister: Rusland skulle svækkes politisk, økonomisk og militært.
Dermed blev Ukraine gjort til kampplads for en proxykrig mellem USA og Rusland, idet de europæiske regeringer i stigende grad overtog ansvaret, efterhånden som Washingtons position ændrede sig.
Det falske løfte om ukrainsk militær sejr
Vestens regeringer har gentagne gange påstået, at Ukraine kunne besejre Rusland og genvinde Krim og territorierne i det østlige Ukraine. Dette var helt fra begyndelsen en strategisk illusion. Erfarne militærpersoner indså, at der var begrænsninger. Den amerikanske general Mark Milley erkendte, at Ukraine havde opnået, hvad det efter alle realistiske og rimelige betragtninger var i stand til at opnå, og at Ukraine burde gribe til forhandlinger. Ukraines militære øverstkommanderende Valery Zaluzhnyi indså på lignende vis det enorme og nødvendige behov for militært udstyr, som de vestlige lande var ude af stand til at opfylde. Ikke desto mindre blev ethvert nyt våbensystem præsenteret som en potentiel faktor, der kunne ændre hele spillet. Ved hjælp af det politiske mantra, at Ukraine ikke må tabe, og at Rusland ikke må vinde, blev militær strategi skiftet ud med ønsketænkning.
Konsekvenserne var ødelæggende. Forskellige muligheder for at standse krigens myrderier og ødelæggelser blev gang på gang forspildt, herunder også kinesiske og brasilianske fredsinitiativer og andre forslag, som har været fremsat af tyske politikere og sikkerhedsmæssigt sagkyndige.
Den ungarske premierminister Viktor Orbán blev meget skarpt kritiseret for sit forsøg på at sætte gang i diplomatiet. I mellemtiden gjorde europæiske regeringer ikke på nogen seriøs, uafhængig måde nogen som helst bestræbelse for at forhandle sig frem til en ordning.
Den falske påstand, at Rusland afviser forhandlinger
Også Ruslands villighed til at forhandle er blevet fremstillet urigtigt.
Under Istanbul-forhandlingerne i juni 2025 fremlagde Moskva et memorandum, der beskrev hovedlinjerne i et forslag til en våbenhvile og en fredsaftale. Ukraine afviste forhandlinger på det grundlag, og indskrænkede samtalerne til udveksling af krigsfanger og bortførte børn.
Derefter insisterede Rusland på, at ethvert møde mellem de to landes præsidenter omhyggeligt skulle forberedes ved hjælp af selvstændige, forberedende forhandlinger. Ukraine krævede enighed om sikkerhedsgarantier forud for sådanne møder.
Disse uforenelige standpunkter skabte et diplomatisk dødvande; men de demonstrerede ikke, at Rusland var uvillig til at forhandle.
Faren for eskalering og Europas strategiske fejltagelser
Ukraines forværrede militære stilling har øget faren for eskalation. Angreb på Ruslands infrastruktur til tidlig varsling om nukleare trusler, på Ruslands flåde af strategiske bombefly og andre sensitive mål risikerer at udvide krigen til en direkte konfrontation mellem atommagter.
Europæiske forslag om anvendelse af Taurus-missiler, NATO-styrker i Ukraine eller en flyveforbudszone ville på samme vis kunne ændre den indirekte krigsdeltagelse til et direkte militært engagement.
Episoden med et vildtflyvende missil i Polen i november 2022 viser faren. Efter denne episode gav den tidligere polske præsident Andrzej Duda en beskrivelse af det pres, der kom fra Zelenskij, for at give Rusland skylden for det ukrainske missil.
Europæiske ledere bliver nødt til at erkende, at en udvidelse af krigen som en mulighed for isoleret set at undgå Ukraines militære nederlag kun kan ske med den konsekvens, at det potentielt kan føre til en katastrofal europæisk konflikt. Europas fortsatte iver efter en militær sejr afspejler desuden dets uvillighed til at indrømme dets tidligere strategiske fejltagelser. Frem for at støtte de amerikanske anstrengelser for at påbegynde forhandlinger har de europæiske regeringer stået i vejen for dem, samtidig med at disse regeringer har svækket deres eget militære forsvar og deres egen økonomi.
En ny europæisk sikkerhedsorden er forudsætningen for fred
Militære sejre og politiske sejre er afgørende forskellige. Også Rusland har lidt under strategiske tilbagefald, herunder Finlands og Sveriges optagelse i NATO og en reduceret russisk indflydelse i det sydlige Kaukasus.
Rusland har derfor grund til at søge en afslutning på krigen, selv om dets territoriale mål og spørgsmålet om Ukraines neutralitet fortsætter med at være afgørende hindringer.
Den primære og grundlæggende opgave er ikke en simpel opnåelse af våbenhvile. Opgaven er at etablere en varig europæisk sikkerhedsordning, som tilpasser og forliger både Ruslands og Ukraines interesser, forebygger fornyet konfrontation og genopbygger den strategiske stabilitet mellem atommagterne.
Europa må opgive illusionen om, at Rusland kan besejres militært, må støtte seriøse forhandlinger og genopbygge relationer med Washington. Kun en forhandlingsløsning kan hindre yderligere ødelæggelse af Ukraine og sætte Europa i stand til at genvinde sin geopolitiske indflydelse i den stadigt mere multipolære verden.
Artiklen er oversat til dansk af Jens Kristian Bech Pedersen og publiceres på dansk med forfatterens tilladelse.
Kilde til artiklen:
https://greatereurasia.substack.com/p/former-head-of-german-army-general
Glenn Diesen’s videointerview af Harald Kujat:
https://www.youtube.com/watch?v=sJ-pWvv–FM
Glenn Diesen-substack:
https://substack.com/@glenndiesen
Taget herfra
Leave a Reply