“Hårdt mod hårdt i Mellemøsten”+ “Lad os hjælpe de gode i Iran”

I går skrev Lars Hedegaard disse 2 artikler

Taget herfra

I nat og her til morgen har Iran overdænget Israel med op til 100 missiler, der har anrettet betydelig skade. To israelere er døde, og mindst 41 er såret. De fleste af missilerne blev uskadeliggjort af det israelske missilforsvar, men det kan ikke være 100 pct. effektivt, og nogle af missilerne vil uvægerligt gennembryde Israels talrige forsvarssystemer. Israel må have regnet med, at der ville komme tab.

I modsætning til de israelske angreb, der har været rettet mod militære installationer og Irans kommandostruktur, har iranerne især rettet deres missiler mod den israelske civilbefolkning bl.a. i Tel Aviv. Dermed har mullaherne i Teheran ifølge den israelske forsvarsminister, Israel Katz, overskredet en rød linje. Ayatollaherne vil, siger han ”komme til at betale en meget høj pris for deres kriminelle handlinger”.

Mens missilerne regner ned over Israel, fortsætter de israelske forsvarsstyrker med deres offensiv inde i Iran. Der foreligger dog kun sparsomme oplysninger om de militære aktiviteter. Det forlyder, at det er lykkedes Israel at tilføje det iranske kernevåbenprogram betydelig skade, men hvor meget er uvist.

Den amerikanske regering står fortsat ved Israels side, og amerikanerne har hjulpet med at nedskyde de iranske missiler. Samtidig siger præsident Trump, at han er parat til at give Teheran en yderligere chance for at komme til forhandlingsbordet, men han fastholder, at Iran under ingen omstændigheder får lov til at anskaffe sig kernevåben, så det er nok tvivlsomt, om de overlevende iranske ledere bider på.

Flere i den vestlige verden vil givetvis godte sig over de israelske tab og anføre, at Israel bare kunne have ladet være med at angribe Irans kernevåbenprogram. Mere nøgterne iagttagere vil imidlertid påpege, at Israel ikke havde noget alternativ.

I lyset af, at nogle af de iranske missiler nåede deres mål i Israel, må venner af den jødiske stat gyse ved tanken om, at nogle af missilerne snart kunne have været forsynet med nukleare sprængladninger.

I disse timer bliver der ganske givet talt på knapperne i Washington: Skal Israel have grønt lys til at bombe Irans olieterminaler og dermed ruinere den islamiske republik? Det må forekomme fristende, fordi det sandsynligvis ville medføre regimets sammenbrud. På den anden side ville et sådant skridt få oliepriserne til at stige og dermed true med at underminere Trumps økonomiske politik, hvis kerne har været lavere energipriser.

Taget herfra

Og herfra

Det israelske luftvåben meddeler, at det har bemægtiget sig total kontrol over det vestlige Iran, herunder hovedstaden Teheran. De mange hundrede israelske fly kan med andre ord operere uhindret og udvælge sig de mål, som den israelske overkommando vil eliminere. Det må være surt at være ayatollah eller iransk general i disse tider vel vidende, at de sataniske jødiske kampfly – Israel har over 300 af dem – kan sende de hellige mænd til helvede når som helst. Ikke just hvad Allah stillede i udsigt.

Talsmænd for den israelske regering siger, at Israel med sine angreb allerede har sat de langskæggedes atomplaner flere år tilbage, men meddeler, at militæret ikke bare kan sønderbombe alle præstestyrets nukleare anlæg på grund af faren for radioaktivt udslip. Det ville barbariske stater være ligeglad med. Men uagtet, hvad de vestlige medier fortæller, er Israel ikke et barbari. Landet udfolder tvært imod store bestræbelser på at beskytte den iranske civilbefolkning, som det stik imod Greta Thunbergs rablende propaganda også har gjort i Gaza.

Israel er et vestligt land, men det er også en nationalstat, og det er en af grundene til, at det er forhadt af Europas herskende klasser og deres venstreorienterede journalister og meningsmagere, der for alt i verden vil af med nationerne. Og så kan man ikke have, at indbyggerne i en lille plet, der er mindre end Jylland puster sig op og forlanger at overleve og bevare deres kultur og skikke.

For andre er Israel et forbillede. Det gælder også de iranere, der hader det teokratiske regime.

Israel har mange muligheder for totalt at ødelægge mullahernes Islamiske Republik. Bl.a. ved at bombe landets vandforsyning og anden infrastruktur og ikke mindst olieterminalerne, hvilket ville få Allahs mænd til at tabe skægget. Men hvad så med den iranske befolkning, hvis flertal hader deres undertrykkere?

Den eneste varige løsning på ondskabens regime er at eliminere det. Og det burde ikke være umuligt. Gang på gang har iranerne rejst sig til modstand, uden at de vestlige regeringer har rakt dem en hånd endsige fortalt dem, at vi står på deres side.

USA har i mere end hundrede år demonstreret sin evne til at komme af med regimer, som landets regering ikke brød som om. Normalt har denne indsats gavnet ubehagelige typer.

Var det ikke en ide for en gangs skyld at hjælpe de gode?

Og herfra