“Hamas-kontrollerede institutioner har historisk altid løjet om Gaza-tabstal”

Det viser Dan Harder her

Taget herfra

Der verserer i øjeblikket en diskussion om, hvorvidt man kan stole på de tabstal, som kommer ud af Gaza. Det er et helt nyt fænomen, som man må hilse velkomment. Under de forrige krige mellem Israel og Hamas har næsten alle medier blindt videreformidlet oplysninger fra Gaza-baserede, Hamas-kontrollerede institutioner, uden nogen som helst form for kildekritik. Jeg har tidligere skrevet indgående om emnet, også i læserbrevsform, men det har ikke haft mediernes interesse.

Debatindlæg af Dan Harder, redaktør på israel-online.dk

Under den aktuelle krig går det noget bedre. Jeg har jeg været i kontakt med flere større medier, og særligt haft en god dialog med Danmarks Radios udlandsredaktør, som i sidste uge lovede at højne niveauet at kildekritik overfor Hamas’ oplysninger. Som det ses af dækningen de seneste dage, har han indtil videre holdt ord. At Gazas sundhedsministerium er kontrolleret af Hamas, og at tabstallene ikke kan verificeres uafhængigt, er nu blevet almindeligt accepteret.

Udviklingen fik også lidt rygvind, efter Hamas’ åbenlyse løgn om angrebet på Al-Ahli-hospitalet i Gaza. Mange herhjemme, herunder to af Enhedslistens mest prominente “anti-zionister,” Trine Pertou Mach og Leila Stockmarr,  var hurtigt ude med støtte til Hamas’ løgn og de sædvanlige anklager imod Israel om krigsforbrydelser. Det blev dog hurtigt lidt pinligt, da indicierne for et fejlslagent palæstinensisk raketangreb (tiltænkt den israelske civilbefolkning) tårnede sig op. (Ingen taler længere om “krigsforbrydelsen,” nu da det alligevel ikke var Israels skyld.)

Diskussionen om tabstallenes troværdighed har senest fået ny næring takket være den amerikanske præsident, Joe Bidens, udmelding.

Også mere Hamas-tro stemmer har meldt sig i debatten. Både FN’s særlige agentur for palæstinensiske flygtninge (UNRWA) og menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch har meldt ud, at Hamas’ tal generelt er retvisende.

Men i stedet for at diskutere frem og tilbage foreslår jeg, at vi ganske enkelt ser på historien og analyserer tallene. De dokumenterer nemlig med al tydelighed, at Hamas i tidligere konflikter har ført verden bag lyset.

I slutningen af Gaza-krigen i 2008/2009 blev det samlede palæstinensiske tabstal præsenteret som omkring 1.400 dræbte, hvoraf langt hovedparten skulle være civile. Hamas meldte selv ud, at man havde mistet 49 militante. Verden var i oprør over Israels krigsforbrydelser. Et par måneder senere meldte den israelske hær ud, at 709 af i alt 1.066 dræbte i Gaza var identificeret som Hamas-militante. Knap to år efter indrømmede Hamas selv, at 600-700 af de dræbte var militante.

De helt præcise tal får vi næppe. Men der tegner sig et billede af en nogenlunde ligelig fordeling mellem civile og militære tab. Det er naturligvis under alle omstændigheder frygteligt, at så mange civile dør i krig, men et forhold på 1:1 er desværre helt normalt og på ingen måde en indikator for krigsforbrydelser. Især ikke i bykrig. Og bestemt ikke, når fjenden systematisk forskanser sin militære infrastruktur blandt civile (hvilket til gengæld er en krigsforbrydelse).

Men da de rigtige tal blev dokumenteret, var der ingen, som tog notits af dem. Alt, der stod tilbage efter mediernes dækning, var de falske, udokumenterede anklager om israelske krigsforbrydelser. Og sådan har det været hver gang.

I Gaza-krigen i juli-august 2014 så vi akkurat samme mønster. Midtvejs gennem krigen formidlede DR, under den bombastiske overskrift “FAKTA Sådan ser Gaza-konflikten ud i tal,” de senste tabstal “offentliggjort af FN” som følger: “Ud af 1.117 af de dræbte, som er blevet identificeret, er 926 af dem civile. Det svarer til 86 procent. 191 af de dræbte tilhørte bevæbnede grupper.”  Det fik Politikens Rune Engelbreth Larsen til at skrive “Langt de fleste dræbte er civile – næsten ni ud af ti” (Politiken, 6. august 2014). DR’s Steffen Kretz talte om “1500 civile” dræbte (Deadline 1. august 2014). Så var Israel igen stemplet som krigsforbryder.

Da krigen i 2014 var forbi, kunne den israelske hær, ud af samlede tab på 2.125 (som der var nær enighed om), identificere 936 militante og 761 civile. Alle kvinder (284) og børn under 15 år (359) var indeholdt i sidstnævnte kategori. Resten, 428 mænd/drenge i den våbenføre alder, 16-50 år, kunne ikke kategoriseres med sikkerhed. Var blot en tredjedel af den gruppe militante, er vi tilbage ved en fordeling på 1:1 mellem kombattanter og civile.

Tror man ikke på israelerne, kan man skele lidt til den demografiske sammensætning af de dræbte. Da civile må antages at rammes tilfældigt – det er jo anklagen imod Israel – burde den del af tabene jo i store træk svare til sammensætningen af befolkningen i Gaza. Men to analyser fra henholdsvis BBC og New York Timesviser en voldsom overrepræsentation af mænd i den våbenføre alder blandt de dræbte i Gaza, hvilket igen tyder på en fordeling i forholdet omkring 1:1. Tv-stationen Al-Jazeera var så venlig at offentliggøre navne, køn og alder på de dræbte – måske uden at tænke på, at man derudfra kunne analysere sig frem til antallet af kombattanter og dermed afsløre Hamas’ løgn.

Organisationen Palestinian Centre for Human Rights (PCHR), som er baseret i Gaza og derfor under Hamas’ kontrol, støttede faktisk – igen utilsigtet – de israelske tal. De ansatte 7. august 2014 det samlede antal dræbte i Gaza til 1.976, herunder 249 kvinder og 463 børn. Man ansatte samtidig andelen af civile dræbte til 83,1% (link virker ikke mere, se i stedet vedhæftede screendump fra PCHR’s hjemmeside, 7. august 2014). Men hvis de anførte tal står til troende, må der jo være 1.264 mænd blandt de dræbte, altså 1.015 flere mænd end kvinder, svarende til fem gange så mange! Det er selvfølgelig fordi, langt hovedparten af de 1.015 var kombattanter, hvilket klart modbeviser PCHR’s påstand om en civil andel på 83,1%. Tallene indikerer igen en fordeling omkring 1:1.

Det er altså ikke nødvendigvis de samlede tabstal fra Gaza, der bliver manipuleret med, men snarere fordelingen mellem civile og kombattanter. Og det er jo præcis den fordeling, der afgør, hvorvidt det vil lykkes Hamas at få israelerne stemplet som krigsforbrydere i den internationale arena.

Hvad så med de aktuelle tal? Ja, vi aner jo ikke, om de er retvisende, og kender heller ikke forholdet mellem civile og militære tab. Hamas har tilsyneladende siden 14. oktober opgivet at anføre antallet af kvinder blandt de dræbte. Hvorfor? Og man hævede pludselig den 20. oktober andelen af børn meget voldsomt. Hvorfor? Prøver Hamas at manipulere med os, som det har været tilfældet i alle de tidligere krige? Vi ved det ikke. Det eneste vi ved er, at Hamas’ tal er notorisk upålidelige.

Men hvorfor siger internationale organisationer som UNRWA og Human Rights Watch (HRW) så på forhånd god for tallene, når de beviseligt tidligere har været forkerte? For sidstnævntes vedkommende må man konstatere, at organisationen gennem mange år har udvist en ekstrem nidkærhed i forhold til at kritisere Israel. NGO’en “NGO Monitor” har udarbejde en lang række analyser, som miskrediterer HRW’s arbejde mht. til Israel.

Med UNRWA, FN’s agentur for palæstinensiske flygtninge, står det om muligt værre til. Her skal man forstå, at UNRWA for længst selv er blevet part i konflikten. Agenturet, der blev skabt i 1949 for at afhjælpe det palæstinensiske flygtningeproblem, har i stedet fået antallet af flygtninge til at svulme fra 700.000 i 1948 til omkring 5-6 millioner i dag. I stedet for at hjælpe mennesker ud af deres flygtningestatus ved at finde permanente boliger til dem, har man systematisk forværret problemet, med det formål at bruge dem som politisk pression imod Israel. UNRWA’s hovedkvarter ligger i Gaza, og langt hovedparten af medarbejderne er lokale palæstinensere, en del endda formodentlig medlemmer af Hamas. Organisationen opererer, som alle andre aktører i Gaza, fuldt og helt på Hamas’ nåde. UNRWA og den palæstinensiske sag er simpelthen fusioneret.

Som et kuriosum kan nævnes, at Matthias Schmale, daværende Gaza-chefen for UNRWA, umiddelbart efter Gaza-krigen i 2021 kom for skade at sige sandheden om Israels krigsførelse: At Israels angreb havde været præcise, sofistikerede og generelt ikke rettet imod civile. Det ville hverken terrororganisationen Hamas eller selvstyret i Ramallah finde sig i. Efter en række palæstinensiske NGO’er gik ud med en samlet kritik af udmeldingen fra UNRWA, der ellers normalt er palæstinensernes trofaste allierede i kampen imod Israel, måtte FN-chefen undskylde, glatte ud og trække i land med en række floskler som, at “enhver civil dræbt er én for mange.”

Konklusionen er, at UNRWA, som alle andre organisationer, der opererer ud af Gaza, er i lommen på Hamas.

Diskussionen om tabstallene fra Gaza og Israels påståede krigsforbrydelser vil med sikkerhed rase videre. Men alene det, at der er en åben diskussion, og at danskerne ikke længere bare hjernevaskes med Hamas’ krigspropaganda, er et kæmpe gennembrud.

Med den nye, kildekritiske tilgang kan beskyldningerne imod Israel om overtrædelser af folkeretten måske få lov at vente, til de rent faktisk kan dokumenteres. Måske er det endelig tid lade Israel omfatte af det ellers almindelige princip i den civilicerede verden om, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Man kan håbe.

Taget herfra