Det skriver Svend Lindhardt om her
Taget herfra
Socialdemokratiets politiske ordfører, Rasmus Stoklund, var sammen med Hitzb ut-Tahrirs talsmand, Elias Ramadan Lamrabet, gæster i Deadline, hvor journalist Christian Bennike bad dem forholde sig til Hitzb ut-Tahrirs opfordring til muslimske gymnasiaster om at bryde med den danske kultur, fordi den er baseret på massiv druk og fuldstændig mangel på mådehold. De er langt bedre tjent med islams sharia, der vil skabe et samfund baseret på orden og enhed. Og så kunne det være, at det endelig og en gang for alle ville være slut med danske gymnasiasters ulækre puttefester med deres sanseløse beruselse og vold og drab.
Ikke overraskende var Rasmus Stoklund ikke enig i Hitz ut-Tahrirs undsigelse af dansk ungdomskultur. Han mente ikke, at islams sharia, med alt hvad den implicerer af patriarkalsk vold og sindelagskontrol, er noget alternativ til en sekulær kultur baseret på videnskab og humanisme.
Bølgerne gik højt og parterne gik til stålet, men skuffende nok må man efter min opfattelse sige, at Stoklund, selv om han havde ret, alligevel endte med at trække det korte strå.
Puttefesterne
For det første er puttefesterne dumme og anstødende. Hele den sammenblanding af ”Herrer vi er i åndernes rige” og så den rå og larmende duk er en tradition, som vi burde gøre op med, og det ville have klædt Stoklund at vedkende sig det.
Men uenigheden stak dybere, fordi Stoklund forsøgte at undsige legitimiteten i Lamrabets argumentation ved at henvise til, at hans synspunkter ikke deltes af den islamiske umma i Danmark. Hitzb ut-Tahrir i Danmark er iflg Stoklund en minoritet, der ingen opbakning nyder fra almindelige muslimer.
Tilhører Lamrabet en minoritet?
Ja, det mener Stoklund. Igen og igen afviste han Lamrabets kritik som illegitim, fordi hans synspunktet kun deles af resten af Hitzb ut-Tahrir, og de udgør på landsplan ikke andet end et par hundrede mennesker. Såkaldt almindelige muslimer derimod vil iflg Stoklunds opfattelse intet have med Lamrabets og Hitzb ut-Tahrirs kritik af det sekulære danske samfund at gøre.
Men sådan forholder sig overhovedet ikke. Hitzb ut-Tahrirs ledere og andre centrale personer er såkaldt skriftlærde ulama, der for den islamiske ummas menige medlemmer i farwaer og prædikener forklarer menigheden hvad de i islams navn skal mene om dette og hint.
Og fordi det er de skriftlærdes privilegium qua deres embede at vejlede og råde umma, så følger umma slavisk og metodisk de skriftkloges forskrifter. Man siger ikke de skriftkloge imod, for det ville være som at sige Allah imod.
Stoklund tager fejl, når han tror, at forklaringen på, at såkaldt almindelige muslimer ikke ytrer sig imod Hitzb ut-Tahrir, så er det fordi, at de er enige med ham og deler hans ønske om en sekulær kultur.
Men sådan forholder det sig ikke. Grunden til at de ikke ytrer sig er, at de i det dybt autoritære islamiske samfund har fået det ind med modermælken, at det ikke er op til dem at gå i rette med islams retslærde.
Rasmus Stoklund gør sig skyldig i ønsketænkning, når han stædigt fastholder forestillingen om, at såkaldt almindelige muslimer har en virkelighedsforestilling, der er kompatibel med en dansk demokrats. Hvis synspunktet havde noget på sig, så skulle vi nok have hørt fra almindelige muslimer, men fra den kant er der ikke andet end tavshed
Svend Lindhardt
Taget herfra
Stoklund var desværre alt for vag og tilbageholdende i ovennævnte interview i Deadline.
Han lod desværre islamisten fra Hizb ut-Tahrir snakke udenom hele tiden.
Og så er Stoklund som nævnt hamrende naiv. Han udtaler konstant, at “størstedelen” af herboende muhammedanere er “moderate” og ønsker frihed og demokrati.
Alle meningsmålinger viser det stik modsatte.
Et flertal og især de yngre muhammedanere ønsker at indføre sharia og kalifatet, præcis hvad Hizb ut-Tahrir som bekendt kæmper for.