“Hokus pokus og Danmark er pludselig nr. 1”

André Rossmann viser her , hvordan Børsen skrev i 2023 og noget helt andet i 2024

Taget herfra

Det var ikke opmuntrende nyheder, Børsen i 2023 har bragt om Danmarks innovationsevne.

I Børsen den 17. maj 2023 kunne man således læse, at ”Danmark ikke længere er et foregangsland inden for forskning og innovation. Danmark er langt efter forskningsstormagter som Kina og USA, der har stærke forsknings- og innovationsmiljøer. På den anden side af Øresund bliver der anvendt 3,4 pct. af bnp til forskning og innovation, mens vi i Danmark har ligget under 3 pct.”.

Den 25. maj 2023 kunne Børsen oplyse, at ”Dansk Konkurrenceevneråds Geo Readiness Index, som én gang om året giver ét samlet overblik over Danmarks udvikling på 10 konkurrenceparametre, viser, at Danmark i 2023 går tilbage i alle de internationale indeks, der sammenligner nationers teknologiske parathed. Danmark falder f.eks. fra 3.- til 6.-pladsen i Network Readiness Index, fra 9.- til 10.-pladsen i Global Innovation Index, fra 9.- til 11.-pladsen i AI Government Readiness Index og fra 10.- til 12.-pladsen på ranglisten over verdens mest ’robotiserede’ nationer”.

Og den 13. oktober 2023 kunne man i Børsen læse, at ”det af en Dell Technologies’ Innovation Index-undersøgelse fremgår, at danske virksomheder er mindre innovative end virksomhederne i de øvrige nordiske lande. Undersøgelsen viser, at blot 13 pct. af de danske virksomheder bliver kategoriseret som frontløbere inden for innovation. Til sammenligning er 20 pct. af de norske virksomheder og 18 pct. af de svenske og finske virksomheder nationale frontløbere”.

Alt sammen ikke særlig opløftende. Børsens redaktion må derfor have tænkt, at det er på tide at sprede lidt hygge blandt avisens læsere og skrive noget positivt om den danske innovationsevne. Som tænkt, så gjort. Overskriften på Børsens forsiden den 28. oktober 2024 var: ”Danmark i front på innovation”. Ifølge en analyse, som Anders Overvad, der er cheføkonom hos Ingeniørforeningen (IDA), har udarbejdet, ligger Danmark som nr. ét på innovation.

På Børsen satser journalisterne åbenbart på, at læserne har en kort hukommelse, og at avisen derfor kan skrive ét i 2023, og noget helt andet i 2024 uden at nogen opdager det.

Det er også påfaldende, at Børsen i sin hyldest til dansk innovation ikke adresserer de helt oplagte og nærliggende spørgsmål: (1) Om det kan være rigtigt, at Danmark på blot ét år er forvandlet fra nr. sjok til nr. 1 på innovation samt (2) Hvorfor den imponerende danske innovationskraft ikke er blevet omsat til stigende produktivitet i dansk erhvervsliv. Der har nemlig ikke været produktivitetsfremgang i Danmark de senere år.

Vi har et bud på, hvorfor Børsen forbigår disse helt oplagte og nærliggende spørgsmål i dyb tavshed. Kritisk, undersøgende og dybdeborende journalistik er jo en svær kunst.

André Rossmann

Taget herfra

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.