“Hvad er det, de ikke vil fortælle os?”

Det absolut relevante spørgsmål stiller Uwe Max Jensen/Jan Madsen om her ifbm mordet på den 13 årige pige fra Hjallerup

Taget herfra

Facebookven Jan Madsen skriver om pressens svigt i drabssagen fra Hjallerup:

“Der er blevet begået en frygtelig forbrydelse i den lille by Hjallerup i Vendsyssel. En pige på 13 år er blevet slået ihjel. Hun er blevet kvalt, slået i hovedet med en mursten og seksuelt misbrugt.

Morderen er en 17-årig dreng. Han har erkendt drabet og er nu sendt til mentalundersøgelse.

Motivet er formentlig jalousi eller æresdrab. Det fremgår, at de to var kærester indtil for nylig og havde været det i nogle måneder.

Medierne fortæller os om forbrydelsen og viser billeder fra et Hjallerup i sorg, hvor flagene går på halv, der lægges blomster, og borgerne sender kondolencer til forældrene og viser i disse dage måske større omsorg for hinanden. Man er sammen i chokket, og man er sammen i sorgen.

Sådan er det at bo i et mindre samfund, hvor de fleste ved, hvem hinanden er. Selvom man ikke har været personlige bekendte med den myrdede piges familie, så kender man nogen, der har. Man hører om den myrdede pige fra andre i den lokale fodboldklub, hvor hun spillede. Man kender hendes navn og ved, hvor hun boede.

Man kender også morderens baggrund, hvor han stammer fra, hvordan han var, for det snakker folk om. Man ved, hvad han hedder, og man danner sig en mening om, hvordan det kom dertil, at en 13-årig pige blev slået brutalt ihjel og seksuelt misbrugt.

Men medierne fortæller ikke os, der ikke bor i Hjallerup, hvem morderen er. Vi får heller ikke meget at vide om den myrdede pige.

Det er forkert. For det berøver os som nationalt fællesskab at kunne deltage i sorgen på samme indlevende måde som danskerne i Hjallerup, når vi ikke får lov at få indsigt i, hvem, hvor, hvorfor og hvordan.

For vi er også danskere. Og det er en dansk pige fra en by i Danmark, der er blevet myrdet. Hun var en af vores – et barn med plads i det nationale værdifællesskab.

Som danskere reagerer vi med stærke følelser på mordet i Hjallerup. De fleste danskere har nemlig stærke følelser for det nationale fællesskab. Vi føler, der er bånd mellem danskere i Hjallerup og os andre, der bor andre steder i vores land.

Hvis mordet var foregået i Finland, Sverige eller Ungarn var der kun få i Danmark, der havde følt behovet for at komme tættere på, søgt forklaringer og indsigt. For så var det jo ikke én af vores egne, der var blevet slået ihjel. Så var det en fremmed. Stadigvæk forfærdeligt, men andres sorg og forfærdelse – ikke vores egen.

Pressen begår en fejl, når man opfinder hensyn, der siges at skulle skåne offer og gerningsmand for offentlig omtale.

Pressens opgave er på læsere, lyttere og seeres vegne at søge svar på de Hv-spørgsmål, som står på side 1 i journalist-grønspættebogen: Hvem, Hvor, Hvorfor og Hvordan. Det gælder altid. Det gælder også i en sag, hvor en indvandrer på 17 år har slået en dansk 13-årig pige ihjel og også er sigtet for at have voldtaget hende undervejs.

Det kunstige hensyn gør vores fællesskab fattigere og svagere. Vores empati får ringere kår, når så meget forbliver ufortalt.

Og især når man i denne sag – som i så mange andre sager om voldsom kriminalitet – ved, at forbryderen er indvandret (gerningsmanden har efter de i øjeblikket tilgængelige oplysninger en somalisk far og en dansk mor, red.) og ikke naturligt en del af vores nationale fællesskab.

Så melder spørgsmålene sig med ekstra kraft.

Er morderen muslim (han hedder Mohamed og er opkaldt efter muslimernes profet, red.)?

Ja, det mistænker man med god grund, medmindre pressen finder ud af og fortæller, at det er han ikke.

Var der tale om et kulturelt betinget æresdrab?

Ja, det mistænker man også, hvis man ikke får mistanken afmonteret, fordi pressen undersøger det og fortæller os det.

Er denne forbrydelse endnu et eksempel på muslimske indvandreres dominansadfærd og dominansvold overfor den indfødte befolkning?

Det er en nærliggende tanke, som næres af dårlige erfaringer og kriminalitetsstatistikker. Men pressen undersøger det ikke og fortæller det ikke.

Denne selvpåførte tavshed i pressen om morderens etnicitet og baggrund overlader det til alle danskerne at finde ud af det selv.

Det, som journalister er uddannet til at gøre grundigt og fremlægge sandfærdigt og troværdigt, bliver skubbet over på almindelige mennesker, der er gode til så meget andet, men ikke nødvendigvis til at researche og formidle journalistisk.

Den journalistiske berøringsangst, som man også kan anskue den selvpåførte tavshed som, betyder, at rygter og halve vinde kommer til at fylde tomrummet ud. For behovet for at involvere sig er der, og trangen til at finde svarene er stærk.

Men halve vinde, der rejser sig til en storm, skaber blot mere usikkerhed, giver grobund for myter og forstærker mistillid til både medier og myndigheder.

For helt naturligt reagerer man på tavsheden med: Hvad er det, de ikke vil fortælle os, og hvorfor må vi ikke få det at vide? Hvad forsøger de at skjule?”

Se også En by i sorg

Taget herfra