“Hvem må man ikke lave grin med?”

Hans Rustad har skrevet denne glimrende artikel, som jeg tyvstjæler

herfra

Jihad i Europa begynder for alvor da Mohammed Marah angriber den jødiske skolen i Toulouse i 2012. Han dræber den yndige pige fuld af livets skønhed fordi hun er jødisk.

Det var Noam Chomsky, der sagde “fortæl mig, hvem i samfundet du ikke må kritisere? Det er dem, der har magt”. I dag kan vi ændre det til “fortæl mig hvem du ikke må lave grin med”. Svaret er woke-bevægelsen og islam. Begge truer demokratiet, men kun islam bruger dødelig vold. Det har islam gjort så længe, ​​at samfundet har underkastet sig og trukket sig tilbage.

Muslimer i Vesten og i hele den islamiske verden kan se demokratiets svaghed. Uanset om det er det katastrofale tilbagetog fra Afghanistan, eller det er kulturel kapitulation hjemme. Sidstnævnte er det mest alvorlige. ANNONSE

For hver halshugning ved de, at deres magt vokser, fordi menneskers frygt vokser.

At slå ihjel virker.

Senest med mordet på parlamentsmedlemmet David Amess, der blev dræbt inde i en kirke. At de sekulære myndigheder/medierne / kirken ikke fremhæver denne skændelse af det hellige rum, undgår ikke muslimernes opmærksomhed. De ved, hvordan de selv ville reagere, hvis der skete noget lignende hos dem. Det faktum, at vores myndigheder/medier ikke reagerer på krænkelsen af ​​et gudshus, fortæller dem, at vi ikke kun er svage, men at vi heller ikke rigtig tager noget alvorligt. Det er ikke kun liv, vi undlader at forsvare, vi tager det heller ikke alvorligt, at vore hellige huse krænkes og besudles af uskyldiges blod.

Inde i en kirke! Det er den ultimative fornærmelse, og det er ikke første gang.

Fader Hamel blev dræbt under messen. En tuneser trængte ind i Notre Dame -katedralen i Nice og skar halsen over på en gammel kvinde i oktober sidste år. Når bloggeren Kim Møller lægger billedet op af damen, der ligger i en blodpøl for at fortælle verden, hvad der er sket, er det ham, der bliver anklaget for at have krænket en tredjepart. Han risikerer op til tre års fængsel.

Dette er myndighedernes reaktion på islams angreb: De retter bager for smed. I hele Vesteuropa er dette en tendens: Den, der dokumenterer islams vold mod samfundet, bliver retsforfulgt. Blot at pege på angrebene bliver nu anset som ​​islamofobi. Således har myndigheder, lovgivere, medier og retsvæsenet vist, at de er villige til at anvende juridiske sanktioner mod dem, der påpeger, at demokratiet er under angreb.

Ali Harbi Ali (25) greb ind i forholdet mellem de folkevalgte og vælgerne. Møder mellem vælgere og politikere bliver nu vanskeligere og skal være omfattet af sikkerhedsforanstaltninger. En væsentlig svækkelse af den demokratiske proces.

Men politikere og medier erkender ikke, hvor dybt det stikker. At det er demokratiet, der trækker sig tilbage og opgiver en væsentlig del af sig selv. Hvis vælgerne ikke kan møde politikerne ansigt til ansigt, hvad er der så tilbage af direkte menneskelige relationer? Sociale medier? De overvåges af NGO’er, der anmelder dig, og du risikerer besøg af politiet.

Igen er det borgerne, der bliver anmeldt. Ikke angriberne.

De går under radaren, for politikere og medier har truffet et valg: Det er ikke islam, der truer demokratiet, det er de borgere, der forsøger at forsvare det.

Demokratiet er således under angreb både fra islam og fra de institutioner, der skulle repræsentere, administrere og forsvare det.

Khomeinis fatwa

Reaktionerne på islams vold har været defensive lige siden Khomeinis fatwa mod Salman Rushdie og alle dem, der bidrog til udgivelsen af ​​sataniske vers: oversættere, boghandlere, forlag.

Demokratiet er kognitivt svækket. Demokratiet kan ikke se, at det er under angreb, fordi det for hver drejning af voldskruen har trukket sig tilbage i sin skal, frygtsomt, desperat for sikkerheden.

Demokratiet synger sange og tænder lys for at holde varmen. Det er blevet et religiøst ritual, men det formår ikke at mobilisere kraften til at møde modstanderen.

Det ved modstanderen.

Repræsentanter for islam beordrede dødsstraf for Rushdie over hele verden, også i Vesten. Khomeinis fatwa gjaldt ikke kun i islamiske lande, men i hele verden. Det var en imperialistisk handling, der sagde noget om Khomeinis ambitioner: hele verden skulle underkastes islam.

Denne arrogance, denne aggression er noget, som mange muslimer kan lide. De kan lide denne chutzpa, jødisk for uforskammethed.

I krigens hus

Men i islam har denne overbevisning en påbydende karakter. Khomeini mente det for alvor.

Det vidner alle drabene på virkelige og indbildte modstandere om.

Enhver, der fornærmer islam, skal dø.

Rushdies norske udgiver William Nygaard blev næsten dræbt i Dagaliveien i Oslo i 1993, og de norske myndigheder gjorde alt for at bortforklare forbindelsen til Iran.

Der er en klar sammenhæng mellem disse attentater – der var flere – og reaktionen på de danske karikaturtegninger. De fremkaldte ikke nogen særlig reaktion i starten. Først da nogle danske imamer tog til Mellemøsten med falske tegninger, tog tingene fart. Den islamiske Ummah fungerede som en fasttømret enhed. En delegation af ambassadører krævede af statsminister Anders Fogh Rasmussen, at han på Jyllands-Postens vegne undskyldte, hvilket han afviste. Dengang. Men det tog ikke lang tid, før selvcensur begyndte at æde sjælene op, i Danmark, Norge og Sverige.

I Norge smed udenrigsminister Jonas Gahr Støre redaktør Vebjørn Selbekk under bussen, da han talte om “ekstremister på begge sider”. Selbekk og hans familie levede i angst, og det sluttede først, da minister Bjarn Håkon Hanssen greb ind og fik det famøse møde mellem Hamdan som representant for Islams Råd Norge og Selbekk i stand, hvor Selbekk beklagede.

Hamdan havde fået lov til at modtage undskyldningen fra Det Muslimske Broderskabs øverste leder, Yusuf Qaradawi, der havde vist sin magt.

Det var som at kysse gudfadderens hånd.

Som for at understrege underkastendelsen tog domprost i Oslo Olav Dag Hauge til Qatar for at møde Qaradawi personligt.

Alt dette bemærkes og huskes af muslimer, der skriver det i deres bog om islams fremskridt i Vesten.

Det er det, muslimer mener, når de siger “du har klokkerne, men vi ejer tiden”. Med dette mener de, at de går frem i henhold til islams kalender, ikke vores. Denne kalender er bygget på erobring. Jo mere vi benægter, at det finder sted, jo lettere går det.

Eksempel to: Lars Vilks død. Uanset årsagen: Muslimer rundt om i verden opfattede dette som Allahs straf. Den, der håner islam, skal dø. Hævnen havde overhalet blasfemierne.

Gitte Ørskou vil ikke se rondellhunden på Moderna Museet. Foto: Åsa Lundén / Moderna Museet pressefoto

Da den kunstneriske leder af Moderna Museet, danske Gitte Ørskou, afviste hundetegningen og sagde, at den ikke havde noget at gøre på museet, kapitulerede hun samtidig på vegne af den kunstneriske frihed. Kunst er fra nu af underlagt islam. Risikoen for den eller dem, der tør udøve kunsten, stiger dermed dramatisk.

Islams blodige spor

Disse begivenheder: Fatwaen og attentaterne, karikaturkampen og Lars Vilks danner en ramme. Inden for den er mange andre blevet dræbt.

Kurt Westergaard fik ikke engang et offentligt kendt gravsted. Han blev begravet som en hund. Som noget at skamme sig over. Fordi man frygter muslimers vrede, selv efter døden. De formåede ikke at dræbe ham levende, så de må formodes at ville hævne sig efter hans død.

Myndigheder, institutioner, medier og kulturliv har ved at give op været enige om, at der er en sammenhæng mellem islams vold mod blasfemi og ytringer, hvad enten det er meninger eller kunst. Hele kulturlivet er under en permanent fatwa. Ved at acceptere gyldigheden af ​​ anklagen om blasfemi – som den nu er i skoler og offentligheden – har vores samfunds elite kapituleret og overgivet frihederne i deres mest grundlæggende form til volden.

De har kapituleret for vold.

Samuel Paty

De har foregivet, at det er deres menneskelighed, der forpligter dem, som om at bøje sig for muslimerne er et tegn på vores gode vilje. I virkeligheden er det ikke muslimerne, der er integreret i vores samfund. Det er os, der integreres i islam.

Vi afskaffede blodfejder og indførte et retssystem. Nu har samfundseliten anerkendt og bøjet sig for overlagt vold, hvad enten det er terrordrab eller overgreb på kvinder, røveri og voldtægt. Selv denne alvorlige “hverdagsforbrydelse” har en kulturreligiøs baggrund, som ikke må nævnes.

Vold virker. Det er status quo. Demokratiet er svagt. Det kan ikke forsvare sig selv. Demokratiet vælger snarere at tilpasse sig volden.

Islams vold er strukturel. Vesten troede på, at man kunne gribe ind og ændre den islamiske verden. Det forsøg mislykkedes, og den måde, tilbagetrækningen fandt sted på, har givet muslimerne blod på tanden.

Muslimers afvisning af demokrati – 99% af afghanere ønsker sharia – får vestlige ledere til at bøje sig endnu mere: Så skal vi også tilpasse os hjemme. Vi overfører oplevelsen af ​​nederlaget i Afghanistan til vores eget kontinent. Islam skal selvfølgelig have lov til at udfolde sig, som muslimerne vil. ”Be my guest”. Vi skylder dem det.

Derfor er der noget underligt dobbelt over denne iver efter at bringe afghanere på flugt fra Taleban her op. De samme talsmænd er lydhøre over for og villige til at samarbejde med Taliban.

Vi hører ikke noget om, hvad afghanerne bringer med sig. Det er helt ude af ligningen. Det er som om regeringer og NGO’er har en sjette sans. De ved udmærket, at hvis spørgsmålet dukkede op, ville der opstå en storm: antallet, der slap ind, ville blive drastisk reduceret.

Der er naturligvis en forbindelse mellem volden i den islamiske verden og volden her. Når der er nok mennesker af anden herkomst, vil volden her også blive mere omfattende. Se på Sverige.

Drabene på islamkritikere fungerer som spydspidser i kampen mod sekulære, vantro demokratier. Demokratier er i deres eksistens en hån mod Allah, da de henter deres legitimitet fra folket og ikke Allah.

Ved at lukke øjnene for vold hjælper man med at omsætte gerningsmandens veto til indflydelse i samfundet. Det er som hæleri. Alle ved, at tyvene sælger stjålne varer, men køber alligevel.

På et ubevidst plan er vi bevidste om processen. At der foregår et salg af demokrati.

Vi devaluerer de mest værdifulde ting i vores eget samfund. Hvem kan gøre det over tid uden at miste selvværdet? Dette bidrager sandsynligvis til, at unge mennesker har svært ved at finde deres identitet. Det vigtigste er taget fra dem: stoltheden og troen på egen kultur og værdier.

Hvordan drive pushback?

Hvordan svarer man?

Først skal du vise, at du forstår og læser spillet. Men det er her, mediernes spin for Russiagate, Trumphad og hyldest til retsstaten introducerer os for en fiktion, der er svær at komme ud af. Hvem er ven og fjende? Medierne driver massiv propaganda, og folk bliver usikre.

Pandemien har haft samme forløb med direkte indgriben i menneskers liv og helbred.

Samtidig har man gået Kinas ærinde og undladt at stillet spørgsmål. Kina, Big Tech, Big Pharma, Big Government – det er en formidabel modstander. Men magt avler modstand, når det påvirker menneskelig eksistens: Hvis du er gravid og har haft corona-virussen, hvorfor skulle du så tvinges til at tage vaccinen? Hvad med myndigheder, der anvender sådan tvang? Hvad er deres mål? Det er ikke helbred og omsorg.

Hvad sker der?

Derfor har denne pandemi også ført til, at flere og flere stiller spørgsmålet: Hvad sker der egentlig?

Når Det Hvide Hus beskylder omkring 12 mennesker om at være superspredere af falske oplysninger om vaccinen, og peger præcist på Bobby Kennedy, er det statslige medie NRK med det samme på legen og fortæller, hvor skræmmende han er. De undlader at sige, at Kennedy snart udkommer med en biografi om Anthony Fauci, USA´s førende ekspert i virologi, og at det strømmer ind med oplysninger, der får Fauci til at minde om en blanding af Dr. Frankenstein og Mengele i en hvid kittel.

Hvis du vil gøre noget, skal du være på samme niveau som din modstander: Du skal være på højde med et spil, der ændrer sig næsten fra time til time.

Derfor skal du understøtte et medie som Document, så det har ressourcer til at følge med.

Dagens krig er en informationskrig.

Tilbagekobling.

Hvor mange af vores repræsentanter skal vi finde os i blive dræbt ved blot at udøve deres erhverv, såsom politikere, kunstnere, præster?

De siger, at det var en meningsløs død. Men det var ikke det. De døde, fordi de blev opfattet som fjender af islam.

Samuel Paty var en skolelærer, der ville lære børn om ytringsfrihed. Eleven, der spredte påstanden om karikaturtegningen, havde typisk slet ikke været til stede i timerne.

Socialarbejderne i Bergen udførte bare deres arbejde, at hjælpe klienter. For det betalte kvinden med sit liv, og hendes kollega blev alvorligt kvæstet.

Fader Hamel holdt messe for menigheden.

David Amess mødte vælgerne – i en kirke.

Kunderne på julemarkedet i Berlin hyggede sig inden jul.

Kvinderne, der blev dræbt i katedralen i Nice, var inde for at bede i Guds hus.

Publikum på Bataclan var der bare for at se og høre … Handicappede i kørestole blev stillet op på en række og dræbt på samme tid. Vi hører ikke om disse detaljer, ikke engang fra Kongsberg.

Vores myndigheder er gået ind i et spil, som de ikke ønsker at afsløre. Derved bliver de fjender af ytringsfriheden.

Det er der, vi er.

Hvis du forstår alvoren i denne situation, som kun bliver værre, bedes du støtte Document.

Vi skal vække mennesker, og demokratier vil i sidste ende vågne op. Men det er ofte så sent, at prisen bliver høj, og lad os være ærlige: resultatet er ikke givet på forhånd.

Oversættelse Karsten Søberg

Taget herfra