“I Danmark tales der ikke håbefuldt om fremtiden”

Det skriver André Rossmann her: “Her midt i 2024 fremstår Danmark således som et samfund, hvor der er ingen dynamik, bevægelse, fornyelse og forandring til det bedre”

Taget herfra

De danske medier har i de seneste måneder trukket danskernes opmærksomhed væk fra de mange udfordringer, Danmark står over for, og flyttet fokus mod sekundære emner såsom krigen i Ukraine og Gaza, valgkampen i USA, skyderier i København, miseren i Forsvaret, kunstig intelligens mv. Det langsomme forfald, tilbagegang og opløsning, som Danmark oplever på alle vitale samfundsområder, går medierne behændigt udenom. Hvilket naturligvis er meget belejligt for politikerne i Folketinget. ”Danmarks fremtid er spærret inde i et fængsel. I dag taler ingen håbefuldt om fremtiden”, skrev Berlingske i starten af 2024. Det gælder fortsat her i august 2024.

Ser man på dansk økonomi, er samtlige nøgletal på overfladen flotte, men landet er i vækstkrise med det resultat, at Danmarks velstand falder langsomt, privatforbruget er det laveste i OECD-sammenhæng og danskerne bliver relativt fattigere end befolkningerne i andre lande.

Sundhedsvæsenet er fortsat i knæ. De akutte problemer med ventelister, aflyste operationer, unødvendigt amputerede lemmer, personalemangel og opråb fra sygehuspersonale om stærkt kritisable forhold fylder mediebilledet hver uge. Danske patienter mødes af manglende professionalisme, ringeagt, ansvarsforflygtigelse og sløseri. Regeringen har parkeret problemerne i den såkaldte strukturkommission, som i juni 2024 præsenterede sine anbefalinger og forslag til modeller for nye måder at indrette sundhedsvæsenet på.

Et bredt politisk flertal er i april 2024 blevet enige om en ny og længe ventet reform af ældreområdet. Den skal give mere retfærdige vilkår for private leverandører af ældrepleje og en styrket ret til frit valg for borgerne. Det lyder godt på papiret, men indtil videre sygner de ældre hen på landets plejehjem under umenneskelige og uværdige forhold.

Danmark fører fortsat en forfejlet uddannelsespolitik. Folkeskolen er en pølsefabrik, der udklækker funktionelle analfabeter. Gymnasiet er en fortsættelse af folkeskolen og en 3-årig opbevaringsanstalt for dem, der ikke ved, hvad de skal i gang med. Og universiteterne optager fagligt svagt funderede ansøgere, som hverken har begavelse, basale kundskaber eller selvdisciplin til at gennemføre et universitetsstudium. En forkert incitamentsstruktur på universiteterne gør, at fokus er på at få så mange halvstuderede røvere som muligt igennem systemet ved at sænke uddannelsesniveauet og beståelseskravene.

Trods skåltaler og enorme beløb på papiret er Danmark ikke rigtig kommet i gang med forsvarsinvesteringerne og anskaffelserne. Politikerne tvivler på, at Forsvarets samspilsramte organisation kan opruste effektivt og bruge de ca. 200 milliarder, der i alt er bevilget til forsvaret, på en fornuftig og ansvarlig måde.

Det danske skattesystem er fortsat uigennemskueligt og kompliceret, med et virvar af fradrag, som det for en sagesløs skatteborger er umuligt at finde rundt i. Skatteskandalerne er endeløse. Det kan derfor ikke undre, at Skatteministeriet er i særklasse det ministerium, som gennem årene har tændt flest advarselslamper hos Statsrevisorerne.

Regeringen skulle gennemføre en større reform af beskæftigelsesindsatsen, som koster 13 mia. kr. om året. Jobcentrene skulle nedlægges, og der skulle spares 3 ma. kr. i 2030. Regeringen forventes at fremlægge et endeligt udspil til fremtidens beskæftigelsesindsats i efteråret 2024. De politiske kampe internt i SVM-regeringen kommer til at handle om opgavefordelingen mellem kommuner, a-kasser og private aktører.

Mens danskerne bliver konstant præsenteret for et grønt fatamorgana, er der på klimaområdet en meget stor afstand mellem visioner og konkrete resultater. Mange af de afgørende CO2-reduktioner, som politikerne er blevet enige om, eksisterer kun på papiret, hvorfor det bliver svært at nå både 2025-målet og 2030-målet. CO2-afgiften på landbruget på sølle 120 kr. i 2030 sælges som historisk. Reelt er den seks gange lavere end CO₂-afgiften på industrien, og landmænd, der omlægger til mere klimavenlig produktion, kan helt slippe for at betale afgiften. Den grønne omstilling i Danmark handler udelukkende om at holde grønne skåltaler og sætte overambitiøse grønne mål, som ikke bliver nået.

Rapporter fra OECD viser, at Danmark ligger i den tunge ende, når det gælder administrativt bøvl og byrder i nye love, regler og bestemmelser. Regelforenkling og afbureaukratisering af den offentlige sektor har derfor været på dagsordenen hos skiftende regeringer siden begyndelsen af 1980’erne. Men trods løfter om mindre bureaukrati er statsstyringen af velfærdssamfundet øget markant.

Regeringens store slagnummer – frisættelse af den offentlige sektor – er faldet til jorden. Der er ingen tegn på, at regeringen vil vriste det offentlige ud af den planøkonomiske sump. En overklasse af administratorer, bureaukrater, økonomer og jurister holder det offentlige i et jerngreb. De har ingen interesse i at effektivisere den offentlige sektor og dermed save den lukrative gren over, som de sidder på.

Her midt i 2024 fremstår Danmark således som et samfund, hvor der er ingen dynamik, bevægelse, fornyelse og forandring til det bedre, kun mere af det gamle og velkendte. Stilstanden er dog helt i pagt med flertallets ønsker og forventninger. ”I det danske vælgerkorps findes der ganske vist grupper, der efterspørger store reformer. Men det begrænser sig hovedsageligt til Moderaternes og De Radikales vælgere. De to partier fik tilsammen 13 pct. af stemmerne. Den brede del af befolkningen er forsigtige og skeptiske over for store forandringer”, siger valgforskeren Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet.

Med andre ord agerer politikerne ud fra, at 87 pct. af danskerne intet ønske har om store reformer, der kunne sætte Danmark på en helt ny kurs. Det vil derfor vare længe, før Danmark bliver et bedre, rigere og mere mulighedsrigt samfund.

André Rossmann

Taget herfra