“I IRAN ER FRIHEDEN EN BY I RUSLAND”

Således skriver Asgar Aamund om kvindeundertrykkelsen i Iran

Taget herfra

”Gud fader i det høje! I varetægt mig tag!”, bad jeg som lille dreng i min aftenbøn vejledt af min mor, som forklarede mig, at ’varetægt’ betyder, at nogen passer på mig og beskytter mig. Det kom jeg til at tænke på, da jeg for nyligt fra medierne kunne erfare, at den 22-årige iransk-kurdiske kvinde Masha Amini var afgået ved døden, mens hun var i politiets ’varetægt’. Hun var blevet arresteret for ikke at have båret den påbudte hijab på forskriftsmæssig vis. Den ellers sunde og raske kvinde havde under hijab-træning i fængslet fået et ildebefindende med efterfølgende hjertestop, forklarede politiet. Mashas familie fik en læge til at undersøge liget. Lægen konstaterede, at hijab-øvelserne i politiets ’varetægt’ havde medført alvorlige læsioner på Mashas legeme og tilmed et kraniebrud, der var den direkte dødsårsag.

Siden Mahsa Amini blev torteret og pryglet ihjel af politiet, har der været voldsomme uroligheder og demonstrationer i de fleste iranske byer. Tusindvis af kvinder har været på gaden i protest mod det forhadte præstestyre. Mange har offentligt brændt deres muslimske tørklæde med råbet: ”Død over tyrannen!” Det igangværende oprør skyldes ikke kun drabet på Masha Amini. Iran, der bruger statsbudgettet på finansiering af terrorbrigader i Syrien, Irak, Yemen og Libanon, har vendt ryggen til landets egen befolkning, der lider under en tårnhøj arbejdsløshed og en forrygende inflation. Den iranske arbejder er blevet tvangsvegetar, da han ikke mere har råd til fisk, æg og kød i madskålen. Samtidig har de sociale medier og internettet afsløret for iranerne, hvor frit befolkningerne lever i de vestlige demokratier i skarp kontrast til hverdagen i den islamiske slavestat, som Iran er blevet til siden revolutionen i 1979.

I Vesten holder vi vejret og beder til, at oprøret bliver totalt og afskaffer præstestyret, der har tyranniseret og brutaliseret iranerne i mere end 40 år. Det er imidlertid ikke ayatollaherne, der er den virkelige forhindring på vejen mod frihed og folkestyre i Iran. Problemet er militæret, som er den kraft, der holder præsterne ved magten. Officerskorpset i Iran er ikke så islamisk, at det gør noget. Inden ayatollah Khomeinis magtovertagelse i 1979 var der tætte faglige og venskabelige forbindelser mellem det iranske og amerikanske militær, der modtog mange iranske officerer til kurser og træning. For at tage og bevare magten måtte Khomeini indgå en uhellig alliance med det iranske militær, der til gengæld for ubetinget støtte til præstestyret fik frie hænder til at rage til sig i landets olieproduktion, landbrug, industri og udenrigshandel. Iranske generaler og oberster er i dag særdeles velhavende og råder over lukkede country klubber, feriepaladser og luksusbutikker uden adgang for civilbefolkningen. Den dag, militæret ikke mere støtter ayatollaherne, er præstestyret væk på et sekund.

Man skal således ikke vente, at en folkelig revolution fører til frihed og demokrati i Iran. Militæret vil brutalt forsvare sine privilegier og status til sidste civile iraner. Iran kan ikke forvente frihed og folkestyre efter vestligt forbillede, men kan med vilje og international assistance få en formynderstat, den model, der er opfundet i Singapore og som nu er realiseret i Kina, Rusland, Egypten og Tyrkiet. Det kaldes ’Guided Democracy’ eller ’Styret Demokrati’, hvor et dominerende politisk parti sidder på magten, men hvor borgerne kan nyde godt af markedsøkonomi og udstrakt personlig frihed og noget, der ligner en retsstat. Hvis beslutsomme internationale kræfter ville garantere det iranske militær en fortsat dominerende politisk og økonomisk magtposition, ville officererne fyre præsterne i morgen. Det iranske militær er ikke interesseret i islam, men i magt. Her ligger nøglen til mere frihed og tryghed for den iranske befolkning. Præstestyret er så forhadt, at det kun er et spørgsmål om tid, før det falder, men hvis ikke det iranske militær er indforstået med sin rolle i en fremtidig sekulær stat, kan der gå årtier, inden det kan gennemføres. USA under præsident Biden er fortabt og hjælpeløst, men kommer Donald Trump eller Ron DeSantis i 2024 til fadet i Det Hvide Hus, vil det være muligt at etablere et Styret Demokrati i Iran. Når først ayatollaherne er sat på porten, har Iran ikke mere en forpligtelse til at udslette Israel, at skaffe sig atomvåben eller at bekrige sunni-islam. Hele Mellemøsten vil få helt nye muligheder for reformer, samarbejde og fred. Et sekulært Iran vil betyde døden for det militante og hadefulde islam, der i dag prædikes også i danske moskéer. Et frit og demokratisk Iran er naturligvis den ideelle løsning. Men den får vi ikke. En iransk formynderstat med militæret i førersædet er nu heller ikke at foragte. Det ville være et kæmpeskridt i den rigtige retning og til glæde for os alle sammen.

Taget herfra

2 Kommentarer

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.