“Ingen bekymrer sig om volden og truslerne mod Hatun Tash”

For når man tillader sig at kritisere “fredens” religion er der ingen støtte fra dhimmi-politikerne i UK… Erling Marthinsen har denne artikel:

Taget herfra

Manglen på interesse for regimets medier og blandt krigere af social retfærdighed, der er vist Hatun Tash, er bemærkelsesværdig og afslører, hvor falsk identitetspolitik og såkaldt intersektionalitet er.

Tash er indvandrer med en anden etnisk baggrund, og hun er kvinde. Dette burde give hende to gode pointer om den intersektionelle pyramide.

At hun er blevet chikaneret af politiet, ignoreret af medierne og desuden flere gange forsøgt dræbt af mænd burde også skabe reaktioner. Men reaktionerne forsvinder hurtigt, skriver Stephen Knight i Spiked.

Tash migrerede fra Tyrkiet til Storbritannien og vendte sig væk fra islam. Hun konverterede til kristendommen og har været fast inventar i miljøet omkring Speakers’ Corner i mange år. Hun har flere gange været udsat for voldelige angreb.

Document skrev om Tash, da hun blev stukket i ansigtet i 2021, lige foran politibetjente. Det skete ved Speakers’ Corner i Hyde Park i London. Den mistænkte er stadig på fri fod.

Menneskerettighedsorganisationer, aktivister og Twitter-venstrefløjen ignorerede, hvad der skete.

Worse still, the Metropolitan Police actually arrested Tash – twice – when she tried to raise concerns about her safety.

I sidste uge erkendte en anden mand sig skyldig i et en plan om at dræbe Tash ved Speakers’ Corner. Woke-folket reagerer ikke.

Årsagen er, at selvom Tash tilhører de elskede minoriteter, og også er kvinde, er hendes religiøse overbevisning uholdbar. For Tash er en tidligere muslim, der er konverteret til kristendommen.

Hun er også meget islamkritisk, og det taler hun om på Speakers’ Corner. Hun er således hadet af et ufatteligt antal muslimer og ignoreret af den postmoderne, «inklusive» elite.

Hvis hun derimod havde talt om Black Lives Matter, ville medierne have dækket sag efter sag om angrebene på den lille kvinde. Der var blevet organiseret demonstrationer, politikere havde talt med alvorlige tilkendegivelser.

Hvis der var LGBTQ-rettigheder, hun talte om, ville det samme være sket. Også: Tænk på reaktionerne, hvis en ung kvinde i hijab talte varmt om islam og derefter blev angrebet af en højreekstremistisk brite?

Men Tash kritiserer islam, og det kan ikke tolereres. Desuden var hun iført en T-shirt med en af ​​Muhammed-karikaturerne, som Charlie Hebdo udgav. Hun kan bebrejde sig selv, ser det ud til, som den vågne elite tror. Sels Tash sagde efter angrebet:

Vi husker også, hvor uentusiastiske det norske politiet var i efterforskningen efter drabsforsøget på islamkritiske SIAN (Stopp islamiseringen av Norge).

Tash siger selv, at det er trist, at ingen lagde mærke til, at der blev fundet et billede af Jesus på bagsiden af ​​T-shirten. Hun blev også angrebet bagfra. Tash sagde efter angrebet:

– I don’t believe Charlie Hebdo is hope to anyone. It’s (the) Lord Jesus Christ (that is) hope.

Ud over drabsforsøget og mordplanen er hun gentagne gange blevet fysisk angrebet, ofte af hele bander.

Tash er udstødt af sin egen familie, og modtager også kritik fra andre kristne, skrev The Spectator i 2021. Hun driver menigheden DCCI (‘Defend Christ, Critique Islam’). Tash sagde selv, at hun havde konverteret over 1.000 muslimer i perioden fra 2013 til 2021. 17 af disse var faktisk imamer.

Cases like Tash’s are a minefield for those high on identity politics. They give the whole ‘intersectional’ game away.

Progressive aktivister finder tryghed i at holde deres mund lukket. The Wake folk kan godt lide at sige, at de bekæmper fascismen, men ikke når de voldelige fascister tilsyneladende er muslimer. Det så vi også efter mordforsøget på Salman Rushdie sidste år.

Just look at the disgraceful lack of solidarity shown in the aftermath of Salman Rushdie’s attempted assassination last year.

Selvfølgelig er der en risiko ved at kritisere islam, og det kan være en del af forklaringen på de manglende reaktioner efter angrebene mod Tash. Men så burde folk i det mindste indrømme, at de er styret af frygt, mener Knight.

I just wish people would admit this fact and concede that they are scared. Instead, most people prefer to ignore the problem or make excuses for it. A dose of honesty would at least move the conversation forward.

Når samfundet ignorerer volden og mordforsøget på mennesker, der kun siger deres mening, og ikke engang bryder disse idiotiske love om hadefulde ytringer, er det en falliterklæring. Så overlader man kontrollen over samfundet til dem, der er mest villige til at bruge vold.

Dette foregår over hele Vesteuropa, takket være en hovedløs immigrationspolitik i mange årtier, kombineret med elendigt politi og en social elite, der er gået helt i forfald.

Medierne lader det ske uden megen kritik. Hvem vil beskytte den sidste rest af demokrati, hvis alle institutionerne svigter?

Taget herfra