Iranere blogger sig til ytringsfrihed

A. A. sidder ved sin computer og spidder det iranske præstestyre. Hans satiriske skriblerier ender på hans weblog, som er et populært mål for mange af hans netsurfende landsmænd.

Normalt slipper iranere ikke ustraffet afsted med åbenlys kritik af regimet, men da 53-årige A. sidder i en lejlighed i Brøndby Strand, kan han nøjes med at få hademails og trusselsbreve og se sin hjemmeside blokeret i ny og næ.

For mange af hans med-bloggere i Iran er situationen vanskeligere. De seneste måneder er regimet begyndt at slå hårdt ned på kritiske bloggere, og over 20 er blevet arresteret efter at have vakt magthavernes vrede med deres skriverier.

Derfor må kritiske røster som for eksempel 27-årige ”Mr. Behi” i Teheran træde varsomt, når han dagligt rapporterer om sit liv på sin weblog.

”Selvfølgelig er jeg bange for at blive fanget, og det er også derfor, jeg bruger et falsk navn. Men jeg bliver ved med at skrive, fordi jeg gerne vil give et bedre billede af min generation i Iran. Jeg ville hade, at mit land kun blev kendt gennem medier, som oftest rapporterer det, regeringen dikterer”, fortæller han via e-mail.

Et hul i systemet

A. A. og Mr. Behi er en del af den ”blog-bølge”, der har rejst sig i Iran. At blogge – det vil sige at lægge sine personlige meninger om forskellige emner på nettet i noget, der minder om dagbogsform – har udviklet sig eksplosivt, og med anslået 65.000 aktive iranske weblogs er farsi blevet det fjerdemest brugte sprog i blog-land.

En del af de iranske blogs handler om bloggernes eget liv og banale overvejelser om stort og småt, men mange fokuserer på den politiske situation i Iran. Og weblogs er efterhånden blevet en væsentlig mediefaktor i Iran. Efter at regimet det seneste år har lukket de fleste regeringskritiske aviser, er iranerne nemlig begyndt at gå til bloggerne for at få ucensurerede nyheder og meninger.

”Weblogs er et hul i systemet, hvor iranere kan kritisere regimet. Aviser og forfattere i Iran er sat under pres, men regeringen kan ikke lukke alle weblogs”, fortæller A. A.

For Mr. Behi og andre unge iranere er weblogs på den måde blevet et fristed.

” Blogs giver folk muligheden for at udtrykke sig frit. Cyberspace er et gemmested, hvorfra man kan komme til orde,” forklarer han.

Hele historien på Et mediemagasin

Kommentar: Good luck Mr. Behi & A.A.. Ingen grund til at jeg nævner navne her.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.