Det skriver Lars Hedegaard her
Taget herfra
Skeptikere har hidtil tvivlet på, at Israel kunne uskadeliggøre Irans atominstallationer uden amerikansk militær støtte, fordi de er begravet dybt under jorden, og at der derfor skal bruges kraftige bomber og de B-2 fly, som kun USA besidder. Men nu meddeler Jewish News Syndicate (4.10.) med New York Times som kilde, at denne tvivl er ved at fortage sig.
USA har længe forsøgt at forhindre et israelsk angreb på Irans atomvåbenprogram af frygt for, at det ville føre til en optrapning af de regionale konflikter. Men de seneste dage er ansatte i Pentagon i stilhed begyndt at spekulere på, om Israel har besluttet sig til handle alene, fordi der måske aldrig kommer en bedre chance for at forpurre præstestyrets kernevåbenplaner.
Iran har flere snese nukleare faciliteter, som dækker hele fødekæden fra udvindingen af uran til det færdige våben, men det er naturligvis ikke nødvendigt at ramme alle led i kæden for at lamme atomprogrammet. Interessen samler sig især om de to installationer til uranberigelse i Natanz og Fordow. Og ifølge New York Times har Israel udtænkt en angrebsplan i det mindste mod Natanz for at uskadeliggøre tusinder af centrifuger beregnet på at opgradere uran til kernevåben-kvalitet.
Chefen for Israels væbnede styrker, generalløjtnant Herzi Halevi, har lovet at slå til med ”præcise og overraskende” offensive våben.
Præsident Biden bedyrer, at USA fuldt ud støtter Israel, men gør det klart, at han hverken går ind for israelske angreb på Irans atominstallationer eller landets olieterminaler. Den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, har derimod opfordret Israel til at ”slå først mod atominstallationerne og bekymre sig om resten senere”.
En kilde i det amerikanske forsvarsministerium siger til CNN, at Israel trods amerikansk modstand ikke vil love at afholde sig fra at ramme Iran. Denne holdning nyder bred opbakning i Israel, hvor 83 pct. ifølge en meningsmåling foretaget sidste måned bifalder, at Netanyahu-regeringen undlod at konsultere Washington, før den dræbte Hezbollah-chefen Hassan Nasrallah. Kun 9 pct. mener, at det var en forkert beslutning.
Biden-administrationens eftergivenhedspolitik over for mullaherne i Teheran synes med andre ord at have undergravet USA’s indflydelse i Mellemøsten, og Israel har indset, at landet kun har sig selv at stole på.
Man må antage, at regeringen i Jerusalem med spænding afventer udfaldet af det amerikanske præsidentvalg den 5. november. Hvis Trump vinder, er der næppe tvivl om, at Israel slår til og tilføjer det iranske præstestyre et dødbringende slag.
Mange i Mellemøsten – ikke mindst de fleste sunni-muslimske lande, der hader mullaherne lige så meget som israelerne gør – vil glæde sig over en sådan udvikling,
Taget herfra
Også man i Iran ville glæde sig over det:
Den iranske revolution i januar-februar 1979 endte med, at den shia-muslimske ayatollah Ruhollah Khomeini blev diktator. God idé at bombe Irans atomanlæg.
Kommunisterne var med i den iranske revolution i 1979, men allerede i februar 1983 blev lederne af kommunistpartiet (Tudeh-partiet) arresteret og partiet opløst, hvilket reelt efterlod Iran som et religiøst diktatur. Det iranske ayatollah styre har aldrig haft opbakning af et flertal af iranerne. Ingen ved i dag, hvad resultatet af frie, demokratiske valg ville blive. Iranerne er gns mere moderne end de arabiske befolkninger og det er formodentlig kun et mindretal, der i dag støtter ayatollah diktaturet. Hvis Israel fjerner ayatollah diktaturet, synes flertallet af iranere sandsynligvis det er godt.
Ja, kommunisterne i Vesten lærte intet af revolutionen i Iran.
Kommunister i Danmark og resten af Europa kæmper side om side med herboende islamister for at omstyrte de vestlige samfund, og indføre Kalifatet – selvom kommunisterne bliver de første til at blive hængt fra lygtepæle og kraner.
Dragsted og Rosa Lund bliver de første i Danmark til at dingle i galgen.
Der er også momentum. Frygten for unødvendig “optrapning” var nok reel for 5 år siden, men i dag er den slags bekymring nærmest omsonst. Optrapning vil ske uanset. Præstestyret har formentlig aldrig været mere skrøbeligt end det er i dag – de frygter formentlig egen befolkning mere end Israel og USA, der er tydeligvis forræddere i egne højtstående rækker osv.
Nu hvor det religiøse politi ikke længere fungerer, folket er blevet mere modigt, spidserne i revolutionsgarden er dræbt, Hizbollah bogstavlig talt kastreret, Hamastoppen udryddet etc, så kan et lammende angreb på styrets eneste tilbageværende “asset” faktisk vise sig at være det der skal til for at trigge om ikke et militærkup, så et paladskup. Der er formentlig mange som bare venter på det rette øjeblik.
Meget taler for at tiden er inde. Timingen er god her op til 05.11, administrationen er mere eller mindre lammet eller låst frem til 20.01, enhver reaktion skal tænkes ind i valget, og uanset hvad kan Bidens dukkeførere ikke tillade sig ligefrem at være på Irans side.
Gætter 70% chance på at Israel slår til inden for de næste 14 dage.
Irans atomprogram er i realiteten det eneste, der virkelig truer Israel på landets eksistens.
Så da emnet blev bragt op for noget tid siden, mente jeg afgjort dette måtte gøre, at det har 1. prioriteten, og at resten må komme i anden række og senere.
Og at tiden lige nu var/er mere moden end meget længe – ja måske om nogen, da Iran selv tog aktiv del i affyringen af raketter mod Israel. Bedre legitimitet for et modangreb gives vel ikke Israel?
I handling og ord har alle landene der omkranser landet igen og igen gentaget, at det skal fjernes fra Jordens overflade.
Bedre grund gives ikke Israel til at glemme alt om rundkreds-pædagogik og skride til handling. NU!
“Forhandlinger” “tostatsløsninger” og våbenhvile vil kun være som at p.sse i bukserne!