“Kolde fødder i Sverige”

Sådan skriver Lars Hedegaard her

Taget herfra

I Sverige kan der ske meget på få år. For blot fire år siden fastholdt den daværende socialdemokratiske statsminister Stefan Löfven, at der ikke var nogen sammenhæng mellem bandevold og indvandring, og gennem årtier har den svenske magtelite forfulgt enhver, der udtalte bekymring for landets skæbne som følge af den fremmede tilstrømning.

Bortset fra Sverigedemokraterne stod alt, hvad der kunne krybe og gå af medier, politikere og kulturelite sammen om den officielle forklaring, at masseindvandringen fra eksotiske områder udgjorde en berigelse, og at enhver, der mente noget andet, var et skarn og en racist. Men pludselig har piben fået en anden lyd, og nu vil landets borgerlige regering ifølge en debatartikel i Berlingske åbenbart til at indsætte militæret mod banderne, der har gjort livet uudholdeligt i mange af de svenske byer.

Politikerne så det ikke komme, har Stefan Löfven forklaret. Til hans undskyldning kan tjene, at det gjorde de danske politikere heller ikke – eller også lod de bare som om, alt var i skønneste orden, fordi de regnede med, at islamiseringen ville blive en politisk fordel i form af sikre stemmer til venstrefløjen og borgerlige, der holdt den pæne tone.

Hverken politikere eller medier havde forestillet sig, at de ville få problemer med den hjemmehørende befolkning, som de troede blot ville bøje hovedet og acceptere at skulle leve som dhimmier i deres eget land. Og i hvert fald forestillede magtelitens kvinder og mænd sig ikke, at volden ville ramme dem og deres familier. Men på det seneste er de islamiske krigere begyndt at husere i de riges kvarterer, og pludselig må der gøres noget.

I en debatartikel i Dagens Nyheter advarer rigspolitichef Anders Thornberg og flere af landets øverste politichefer om, at udviklingen i den svenske kriminalitet er ”exceptionel, utroligt alvorlig og på et niveau, vi aldrig tidligere har set i Sverige”.

Mandag i sidste uge trådte integrationsminister Maria Malmer Stenergard frem på et pressemøde i Stockholm og præsenterede intet mindre end ”et paradigmeskift i migrationspolitikken”, som indebar betydelige stramninger. Regeringen vil nu opfordre folk fra den tredje verden til ikke at komme til Sverige. Stenergard understregede, at to tredjedele af de migranter, der kommer til Europa, ikke opfylder betingelserne for at få asyl. ”Mange af disse flygtninge tvinges til at rejse ud igen, og sådan vil det i endnu større udstrækning være under denne regering i Sverige”, understregede hun.

Lad os nu se, om den svenske regering har viljen til at gøre noget effektivt i stedet for, som danske politikere har for vane, at love ”stramninger” før et valg – blot for at fortsætte som før, når valget er overstået. Man kan også tvivle på, om det svenske stat har magtmidlerne til at gøre noget ved folkeudskiftningen, når omtrent hver femte indbygger en født i udlandet.

Den svenske regering må nu indrømme, at Sverige i alt for lang tid har haft en for stor indvandring til at klare integrationen. Men når der nu tales om at indsætte militæret, er det jo netop et bevis på, at der ikke er foregået nogen integration. Kan man overhovedet afvende Sveriges undergang ved at begrænse tilstrømningen, når der allerede findes hundredtusinder af indbyggere, der betragter svenskerne som undermennesker?

Det skal blive interessant at se, hvordan det nye paradigme udfolder sig i praksis. Hvis den svenske regering virkelig har til hensigt at afvende landets kurs mod afgrunden, kan det være, at danske politikere vil følge deres eksempel – i stedet for at rette sig efter EU og ”konventionerne”.

Taget herfra