“Kommunister og kapitalister: Sammen om profitten”

Det skriver Lars Hedegaard her

Taget herfra

Her har vi den dybe årsag til plutokraternes indestængte had til Donald Trump

Af Lars Hedegaard

Den kinesiske diktator, Xi Jinping, der bestyrer verdens mest effektive politistat, holder millioner i kz-lejre og henretter folk for et godt ord, har været i San Francisco, hvor han fik en stormende modtagelse af USA’s rigeste kapitalister. Her kunne han udveksle varme håndtryk med Tim Cook fra Apple, Larry Fink fra Blackrock, Stanley Deal fra Boeing og andre plutokratiske honoratiores.

Men vent! Er der ikke en uoverstigelig kløft og dyb interessemodsætning mellem verdens ledende kommunistiske land og verdens førende kapitalister? Var det ikke marxisternes erklærede mål at afskaffe kapitalismen og nationalisere de riges ejendom? Jo, sådan var det engang, men nu er både kommunisterne og kapitalisterne blevet klogere og har indset, at i stedet for at slås, er det mere fordelagtigt at indgå en arbejdsdeling.

Det nymodens arrangement indebærer, at Kina garanterer billig arbejdskraft og sikrer de udenlandske kapitalisters profit, hvis de flytter amerikansk produktion og amerikanske arbejdspladser til Riget i Midten, mens storkapitalen lover at holde Kina-venlige politikere ved magten i Washington.

Her har vi den dybe årsag til plutokraternes indestængte had til Donald Trump, som de med rette mistænker for at foretrække USA frem for Kina. Kapitalen har intet fædreland, men flyder hen, hvor profitten er størst og afkastet garanteret, og denne garanti kan kommunisterne levere.

Med andre ord oplever vi nu en øm symbiose mellem kapitalismen og kommunismen.

Under sit amerikanske triumftog lykkedes det Xi at få den omtågede amerikanske præsident med på en aftale om at nedbringe brugen af fossile brændstoffer. I USA bliver resultatet en yderligere forarmelse af arbejderklassen, mens Kina som vanligt vil blæse aftalen en lang march. Samtidig kan kineserne glæde sig over, at USA har gjort sig yderligere afhængigt af Kina, der leverer de fleste råstoffer og komponenter til ”den grønne omstilling”.

Af en eller anden grund vægrer den amerikanske regering sig ved at blive kaldt kommunistisk, men nøjes med at føre kommunistisk politik.

Taget herfra