Lars Hedegaard: Velkommen til den virkelige verdensorden

Efter Ruslands invasion af Ukraine står det pludselig klart, at Vesten siden 1945 har levet i en 77-årig-lang boble med frihed, nogenlunde fred og stigende velstand. En tid, da vi havde ro og overskud til at koncentrere os om fænomener som antallet af kvinder i bestyrelser, transkønnedes rettigheder, MeToo, kritisk raceteori, indre kulturkrige og selvbebrejdelser over forrige tiders ondskab.
Vi går nu ind i en epoke, da den slags vil blive betragtet som luksusfænomener, for pludselig banker virkeligheden på døren, og med ét står det klart, at vores verden ikke er meget anderledes end den, der førte til første og anden verdenskrig. Den konventionsbaserede verdensorden bliver nu afløst af staternes og magtblokkenes ældgamle kampe om territorier, råstoffer og penge.
Få havde vel forudset omfanget af Putins ambitioner og vilje til rå magtanvendelse, ligesom der i 1930’erne kun var enkelte, der tog Hitler alvorligt, når han udbredte sig om sine imperialistiske planer i Mein Kampf.
Vi ser nu, at det slet ikke havde været nok bare at nægte Ukraine medlemskab af NATO (som jeg desværre har troet), for Putins vision rækker langt ud over Ukraine. Han vil genskabe det sovjetiske imperium, skabe splid og opløsning i NATO og sammen med sine diktatorvenner i Kina og Iran styre verden under en jernhæl, der bærer mindelser om Orwells 1984.
Der kan næppe herske tvivl om, at når Putin er færdig med at undertrykke Ukraine, vil han prøve med Polen og de baltiske lande for at teste Vestens beslutsomhed og sammenhold. Han har gode kort på hånden over for et Vesten, der har gjort sig afhængigt af hans luner og med en amerikansk præsident, der næppe aner, hvad han foretager sig.
I skrivende stund afventer vi, hvilke sanktioner præsident Biden agter at indføre.
Vil han gå efter multimilliardæren Putins penge, som han har fået en række oligarker til at placere i vestlige banker og aktiver? Det ville gøre ondt.
Men især: Vil Biden omsider erkende, at hans energipolitik har været et kolossalt fejlgreb, og at han nu vil sætte alle kræfter ind på at genoplive den amerikanske energiproduktion, som han har prøvet at kvæle – til glæde og gavn for Vladimir Putin.
I øjeblikket er Putin og Biden som en klapperslange over for en mus. Det er ikke gode udsigter.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.