det skriver André Rossmann her
Taget herfra
I denne uge sagde erhvervsminister Morten Bødskov (S), at regeringen er klar til at åbne for mere dansk støtte til grønne virksomheder.
Dette i tillæg til de 42 mia. kr., som skatteyderne i forvejen sender til det statslige erhvervsfremmesystem. Og nu skal skatteyderne til lommerne og pumpe yderligere midler ind i de grønne virksomheder.
De danske skatteydere har ellers gennem årene betalt et voldsomt milliardbeløb i direkte og indirekte støtte til opbygningen af vindmølleindustrien. Det folkelige bidrag er blevet tålt i forventning om et langsigtet afkast i form af vedvarende energi til kostpris samt et tusindtal af eksportarbejdspladser i en ny industri. Det er dog blevet ved løfterne.
Danskerne lider i dag under tårnhøje energipriser, fordi vind og sol efter 50 års satsning ikke er i stand til at sikre en stabil energiforsyning. Og den grønne jobskabelse lader vente på sig. Antallet af job inden for det grønne område, herunder f.eks. miljøbeskyttelse eller produktion af grøn energi, er kun steget med ca. 16.300 fuldtidsbeskæftigede fra 2012 til 2019. Det svarer til, at andelen af grønne job er steget fra 2,8 pct. til 3,3 pct.
Statsstøtte sætter markedskræfterne ud af spil. Støtten til virksomhederne gennemføres under påskud af, at det er for at sikre arbejdspladser i virksomheder, der holdes kunstigt i live af staten. Og når staten kunstigt holder beskæftigelsen høj gennem statsstøtte, reduceres borgerne til overflødig arbejdskraft ligesom i Kina.
Gennem to årtiers gældsætning og forbrug afkoblet den underliggende produktion og indkomstdannelse har Danmark skabt en privat sektor, som på ingen måde kan skabe sin egen efterspørgsel. Det er derfor ikke overraskende, at erhvervslivet i øjeblikket kalder på mere statsstøtte.
Historisk set ser har der i Danmark været tradition for en relativ lang armslængde mellem staten og markedsøkonomien. Men når staten garanterer borgernes jobs og virksomhedernes omsætning, er armslængden mellem stat og marked i den grad brudt. Så er alle pludselig under offentlig forsørgelse, og alle penge er grundlæggende andre folks penge, hvilket på lang sigt er farlig vej at gå.
Den private sektor her i landet er blevet permanent afhængig af den statsskabte efterspørgsel, og adskillige tusinde danskere er nu i job, der reelt ikke længere eksisterer. Men da mange danske vælgere har interesse i, at regeringen fortsat beskytter deres zombiejobs og zombiefirmaer, har regeringen lovet mere statsstøtte til de grønne virksomheder.
Og eftersom den grønne branche har store muskler og et effektivt lobbyapparat, skulle det ikke undre, at den vil lykkes med at tiltuske sig yderligere skatteyderpenge.
André Rossmann
Taget herfra
Ledninger. Det er det, der mangler. Statsstøtte. Det er det, der (muligvis) er for meget af. Mht ledninger: USA mangler elledninger (og omformerstationer) i form af transmissionsledninger (de tykkeste ledninger) fra elproduktionsstederne og (efter en tur om omformerstationerne) distributionsledninger (de tyndeste ledninger) ud til slutbrugerne. Derudover kan der mangle elfordelersteder, som sørger for ikke at overbelaste elledninger ved skiftevis at omlede el til først det ene elledningsnet, så det andet, så det tredje, osv, således at overbelastning på elledningerne undgås. I Tyskland bygger de som vilde på (jævnstrøms)transmissionsledninger, som leder/transporterer el fra nord til syd. I Holland er distributionsledningerne fra de enkelte bygninger (husholdninger) for tynde til at lede mere el fra solceller på hver bygning, og disse mange ledninger skal derfor udskiftes med tykkere ledninger. Fra at være centraliserede systemer med få kæmpestore elkraft- og varmeværker skal elledningsnettene nu ombygges og udbygges til decentral elproduktion fra solceller på hvert hus- og bygningstag. Udbygningen med solceller og vindmøller til elproduktion er derfor gået i stå i flere lande, indtil ledningsnettet (og dertil altid omformerstationerne) er udbygget til denne spredte elproduktion. Dertil kommer for producenter af solceller og vindmøller uden for Kina, at der måske bruges ulovlig statsstøtte i Kina til opbygning af solcelle- og vindmølleindustri. Producenter udenfor Kina kæmper altså mod statskassen i Kina, og den kasse er uendeligt stor, da Kina er en merkantilistisk kapitalistisk økonomi, som satser benhårdt på udbygning af enkeltbrancher uden hensyntagen til statsstøtteregler i den vestlige verden. Det er disse 2 problemer alle vestlige producenter nu kæmper med.
Det er næppe et spørgsmål om el-ledninger, når hele den
store “grønne” omstilling er blodrød, og uden jordforbindelse.
I det hele taget vil politikere uden forstand på landbrug, industri
og teknologi, styre landbruget, industrien og den teknologiske
udvikling. Åndelige dværge der lider af storhedsvanvid og vildt
overdreven selvtillid, gør sig kloge på en masse som de ikke forstår
og ikke véd noget om. Mange af disse tåber er endda marxister og
feminister som vil fremture til alt med demokrati, civilisation,
fred, frihed, sundhed og tryghed er lagt i graven.
Du har som sædvanlig helt ret. Med små/halvstore A-kraftyværker kan man rive alle de lange ledningsnet ned, og oven i købet sikre os mod katastrofale nedbrud i forsyningen.
Ledningerne mellem lande og egne har kun til formål at brænde den uforudsigelige vind- og solenergi af.
Det store problem er, at der mangler investeringer, og at disse investeringer skal finansieres. For bygninger vil det betyde, at realkreditlåns løbe(afdrag)stid skal forlænges til op imod 100 år for at få råd til lavenergibygninger (fx passivhuse). Der er ingen købere, i hvert fald ikke udenfor København, med mindre denne forlængelse af realkreditlånenes afdragstid gennemføres.
Den relativt nystartede svenske vindmølleindustri lægger allerede nu an til en række konkurser. Der kan vist ikke findes en eneste overskudsgivende vindmølle uden støtte udefra.