“Mødre for Molok”

“Velkommen til Clancys dødskult“

Det skriver Dawn Perlmutter her i Synopsis-Olsen

Taget herfra

Når kvinder gør en mor, der har myrdet sine børn, til en progressiv mærkesag, afslører det den moderne feminismes totale moralske fallit. Sagen om Lindsay Clancy – en mor fra en forstad i Massachusetts, der kvalte sine tre små børn med sine egne træningselastikker – burde have vakt universel fordømmelse. I stedet affødte den en grotesk kult af fortalere for mental sundhed, forsvarere på sociale medier og selvudnævnte “true crime”-entusiaster, der straks sluttede op om at forvandle en barnemorder til en tragisk feministisk martyr.

Disse neurotiske, velhavende kvinder led tydeligvis af abstinenser fra deres protestaktiviteter; de savnede deres anti-Trump- og abortvenlige kvindemarcher og havde desperat brug for en ny sag, der kunne give deres tomme, overfladiske liv mening igen. Da de var løbet tør for gængse politiske klagesange at klæde sig ud til, nåede de et nyt lavpunkt: De kastede deres kærlighed på en mor, der havde myrdet sine egne børn.

I stedet for at støtte Lindsay Clancy med hjerteformede håndtegn, lyserøde sløjfer, badges og T-shirts med banale slogans, burde det sande symbol, disse forstyrrede kvinder bar ved deres demonstrationer, være selve mordvåbnet: træningselastikker. Det er deres egentlige ikon. At vikle lyserøde træningselastikker om halsen ville være det perfekte symbol på deres forskruede værdisæt – et værdisæt, der prioriterer personligt udseende, forfængelighed og mode højere end den uselviske kærlighed, der kræves for at opdrage børn.

Disse privilegerede, forkælede og dybt kedsomhedsramte kvinder er konstant på jagt efter deres næste dosis indbildt offerrolle. At bære det nyeste outfit til “virtue signaling” – altså for at udstille egen moralsk godhed – sammen med det rette protesttilbehør giver mening i deres triste, ynkelige liv. Hvad enten de maser sig ind i gigantiske skridtdragter, håndstrikker lyserøde “pussy hats”, marcherer rundt i uhyggelige kapper inspireret af *The Handmaid’s Tale* eller iklæder sig lyserøde T-shirts, der erklærer solidaritet med en barnemorder, er deres protester først og fremmest et modefænomen. Deres loyalitet ligger aldrig hos sandheden, retfærdigheden eller de tre uskyldige børn, hvis liv blev slukket. Den ligger hos deres eget ynkelige behov for at høre til i en populær klike.

Berøvet deres sædvanlige weekenddemonstrationer, hvor de kan råbe ukvemsord og vifte med skilte om deres anatomi, erstattede disse forkælede kvinder politisk aktivisme med en sygelig fascination af børnedrab. Det viser sig, at når der ikke er nogen profilerede abortvenlige demonstrationer i kalenderen, er romantisering af spædbarnsdrab det næstbedste middel til at holde sammen på deres kliker af ondskabsfulde kvinder.

I sin kerne fungerer denne bevægelse som en regulær kult. En kult, der kredser om de ultimative, mørkeste tabuer – drab på egne børn og spædbarnsdrab. Disse kvinder slutter op om en mor, der dræbte sine egne børn, fordi de inderst inde nærer modvilje mod de byrder, der følger med moderskab, modenhed og selvopofrelse. I deres øjne er børn blot hindringer for et liv dedikeret til forfængelighed, endeløs fritid og politisk rollespil. De udgør i virkeligheden en moderne forstadskult for Molok, der omdefinerer koldblodigt drab til en hellig rituel ofring af børn – alt sammen for at formilde deres ubøjelige gud: personlig bekvemmelighed.

Ved at frikende en mor, der dræbte sine børn, projicerer de deres egne mørkeste underbevidste fantasier over på hende: ønsket om at slippe for alle forældreforpligtelser uden konsekvenser, at kaste voksenlivets ubønhørlige krav fra sig og forblive selvcentrerede teenagere for evigt.

Lindsay Clancy blev deres mørke heltinde, fordi hun gjorde det utænkelige; hun valgte moderskabets pligter fra på den mest voldelige måde, der findes. Ved at tilskrive hendes forbrydelser receptpligtig medicin, fødselsdepression og – naturligvis – “patriarkatet”, frikender kulttilhængerne indirekte sig selv for deres egen modvilje mod moderskabet; de bruger hende som en stedfortræder til at retfærdiggøre deres egen modvilje mod at blive voksne og tage ansvar for deres liv.

Mens disse kvinder promoverer sig selv som fortalere for mental sundhed – hvilket ærlig talt er passende, eftersom de tydeligvis alle er psykisk syge – er de udstyret med hykleriets skyklapper. De lukker øjnene for virkelige kvinders lidelser verden over. De ignorerer kvindelig omskæring, tvungne barneægteskaber, menneskehandel og muslimske kvinder, der udsættes for æresdrab eller syreangreb. Virkelige ofre passer ikke ind i deres performative, progressive narrativ. I stedet foretrækker disse forkælede møgunger at romantisere en forstadskvinde, der besluttede, at det var for hårdt et arbejde at opdrage sine egne børn.

Der er tale om en regulær massepsykose. At gøre barnedrab til en progressiv mærkesag er ikke aktivisme; det er det ultimative forfald af menneskelig fornuft. Denne bevægelse er langt fra at være en saglig, evidensbaseret interessefællesskab; den er blot endnu en undskyldning for ulykkelige kvinder til at finde sammen om deres fælles foragt for virkeligheden. I en verden præget af sund fornuft ville en mor, der begår en så afskyelig forbrydelse, blive spærret inde på livstid, hvor de øvrige indsatte med glæde ville sørge for hendes “genopdragelse”. Men i den moderne, liberale aktivismes omvendte og offerfikserede verden bliver ondskab undskyldt, ansvarlighed elimineret, og en barnedræbende forstadsmor får sin helt egen fanklub.

Mothers for Moloch

Taget herfra