“Nemesis”

Det er åbenbart stadig ikke gået op for Hollywood at LGBT film er den sikreste vej til fallit : “Nolan har proppet så meget race og kønsidentitet ind i filmen, at det ødelægger den. Helena af Troja var verdens smukkeste kvinde. Så smuk, at hun slog alle mænd til jorden med sin skønhed. Hun beskrives som blond med blå øjne. I filmen spilles hun af Lupita Nyong’o, som er kulsort.”

Her er helten , som selvfølgelig er trans :

Hans Rustad her:

Taget herfra

Christopher Nolan betragtes som et vidunderbarn, der kan gøre, hvad han vil, fordi Hollywood har besluttet, at han er et geni. Jeg har set flere af hans film, *The Dark Knight*, *Inception*, *Interstellar*, *Oppenheimer* – som var god – Tenet, hvor han legede med tiden, og nu *Odysseen*, hvor han kaster sig over grækernes nationale epos og behandler det suverænt som sit eget manuskript. Hvilket det selvfølgelig ikke er. Odysseen er fantastisk, og hvis man overhovedet har forstået noget af antikken, så er det, at mennesket må kende sine grænser. Når mennesket overskrider de grænser, der er sat for det, bliver det straffet af guderne. Det påkalder nemesis over sig selv.

Dette ord dukker op flere gange i filmen og er et bærende princip. Odysseus er den, der med sin kløgt kom på ideen med den hest, de kunne gemme sig i. Den blev præsenteret som en gave fra guderne, og trojanerne troede på det, Sinon sagde. Han spilles af Elliot Page, som er transkønnet.

Nolan har proppet så meget race og kønsidentitet ind i filmen, at det ødelægger den. Helena af Troja var verdens smukkeste kvinde. Så smuk, at hun slog alle mænd til jorden med sin skønhed. Hun beskrives som blond med blå øjne. I filmen spilles hun af Lupita Nyong’o, som er kulsort. Vil Nolan vise, at han står hævet over historien? Nyong’o har åbent indrømmet, at hun aldrig har læst Odysseen. Det nærmer sig komedie. Hun skal portrættere en af verdenslitteraturens mest berømte kvinder og klager over den behandling, kvinder får. Hun spiller også søsteren Klytaimnestra, der dræber Agamemnon, når han vender hjem fra Troja.

Nyongo er en bitch. Hun skælder ud på sin mand Menelaos og skriger ad Agamemnon, før hun stikker kniven i ham. Det virker påklistret.

Baggrunden for mordet er, at han ofrede deres datter for at vinde gudernes gunst og få medvind på vejen mod Troja.

Nolan har givet efter for fristelsen til at lade woke-bevægelsen bestemme historien. Han har ingen respekt for tidens ånd eller historiske figurer. Odysseus’ mænd er som hentet fra et galleri af skuespillere fra hele verden. De spytter »fuck you!« og gør et stort drama til en hverdagssag. De er hentet fra alle verdenshjørner, og det er simpelthen ikke troværdigt.

Nolan har prioriteret hudfarve frem for karakter.

Disse »woke«-kriterier går på bekostning af rollebesætningen og rollerne. Matt Damon er ingen Odyssevs. Han har ikke det maskuline gen. Han er ingen kriger. Han er ikke den, der kunne have besejret Troja.

Agamemnon ligner Darth Vader i en overdimensioneret rustning. Når han endelig tager den imponerende hjelm af, er han en lidt slatten lille mand, der dør i badekarret, når han kommer hjem. Vi ser Odysseus falde på knæ for kongen, men dette er ingen konge. Det er Benny Safdie.

Benny Safdie deltager i premieren på «The Odyssey» på AMC Lincoln Square tirsdag den 14. juli 2026 i New York. (Foto af Evan Agostini/Invision/AP)

Der er lyspunkter.

Jon Bernthal deltager i premieren på «The Odyssey» på AMC Lincoln Square tirsdag den 14. juli 2026 i New York. (Foto af Evan Agostini/Invision/AP)

Jon Bernthal spiller Menelaos, og han udstråler den maskulinitet, som disse krigere må have haft. Det er der ikke mange af nutidens Hollywood-skuespillere, der har. Jeg kender Bernthal fra rollen som The Punisher og Keanu Reeves som John Wick. De er dræbere både på lærredet og uden for skærmen. Man tror på dem.

Nolan lader talentet glide mellem fingrene. Han kunne have lavet en version, der var tro mod Homer. Jeg husker Irene Papas som Penelope i filmatiseringen af Odysseen med Franco Rossi fra 1968. Hun har blikket og trækket omkring munden som en kvinde, der kan stå imod friernes belejring efter tyve år.

Anne Hathaway er heller ikke nogen dårlig Penelope. Hun er overbevisende som den kvinde, der gav sit hjerte én gang for alle.

Der er scener, der er mindeværdige. Den, der gjorde størst indtryk, var da Odysseus besøger den blinde seer Teiresias. De ofrer to får, hælder blodet ud og drikker det. De døde soldater, som Odysseus efterlod, stiger op af jorden og fortæller, at de stadig kæmper med, at de blev løjet for, at de krænkede guderne. At de udløste Ragnarok. Troja bliver som et symbol på civilisationens undergang.

Dette er den type mørke noir-scener, som Nolan er meget god til, og som vi kender fra *The Dark Knight*. Han har kontakt med en mørk side i sig selv.

Filmen begynder for alvor, når Odysseus vender hjem. Hans søn Telemakos, spillet af Tom Holland, viser sig efterhånden fra sin bedste side.

Den mest rørende scene er, da Odyssevs, forklædt som tigger, står uden for porten og genkendes af sin hund Argos. Den har ventet på sin herre i tyve år. Den er blevet sparket af en af de modbydelige friere og efterladt til at dø. Men den venter. Da Odyssevs dukker op, logrer den. En hund tager aldrig fejl. Telemakos indser, at det er sin far, han står over for. Det er en rørende scene. Enkel og dybt menneskelig.

Så mangler opgøret med frierne. Her kommer en historie ind, som Nolan selv har fundet på. Sinon nævnes i Vergils Æneiden, men ikke i Odysseen. I filmen fungerer han som stedfortræder for Antinous, som blev købt fri af sin far, så han undgik at begive sig ud på en rejse, han næppe ville vende tilbage fra. Sinon har et stykke træ med sig som bevis på sin opofrelse. Han har givet dette til Odysseus, som bruger det i sit første træk mod den påtrængende Antinous, der reagerer med raseri.

Når tiden er udløbet for Antinous, får han denne træpind i munden med besked om at give den tilbage til Sinon, når han møder ham i Hades.

Penelope er trofast over for sin mand, og John Leguizamo som den blinde tjener Evmaois er trofast over for sin herre. Da han forstår, hvem tiggeren er, hjælper han med at låse dem inde, så Odysseus kan give dem, hvad de fortjener.

En sætning går igen i filmen: Zeus’ lov, der pålægger alle gæstfrihed over for fremmede. Det ser ud til, at dette er Nolans budskab. Det lyder hult. Der mangler patos.

Filmen gør brug af en voldsom lyd, der ryster publikum. Det føles som et jordskælv. Men effekt er ikke det samme som kvalitet.

Der vrimler med karakterer i Odysseen og Iliaden.

Når Nolan nu først skulle tage overgreb op som tema, hvorfor har han så ikke medtaget de groveste: Ajax, der voldtager Kassandra ved foden af Athene i hendes tempel. Dette var en meget grov forbrydelse efter de gamle grækers standard. En, der ikke kunne forblive ustraffet.

Kassandra er for øvrigt en af de mest fascinerende og tragiske skikkelser i det græske panteon.

Hun var datter af kong Priamos af Troja og dronning Hekabe og præstinde for Apollon. Apollon lover at give hende profetiske evner, hvis hun overgiver sig til ham. Men efter at hun har fået disse evner, afviser hun hans tilnærmelser. Apollon bliver rasende, og som straf skal hun blive profetisk, men ingen skal tro på det, hun siger. Det er en tung skæbne at bære, når man ser forudsigelserne gå i opfyldelse, uden at nogen tager hende alvorligt.

Kassandra bliver krigsbytte og ført med Agamemnons tilbage til Attika. Der bliver hun dræbt sammen med kongen. Også det vidste hun ville ske, men kunne blot gå sin skæbne i møde.

Den storhed mangler i Christopher Nolans film.

Han lader hellere rapperen Travis Scott både åbne og afslutte filmen. Ifølge Nolan er rap som Homers rapsoder.

Det føles bare ikke sådan.

Vi vil have originalen.

Taget herfra

Det kan ikke være mange, der gider spilde deres penge på sådan en gang racistisk vås