“Nu kommer fascisternes overmænd”

Det skriver Lars Hedegaard her om censursvinene i EU

Taget herfra

** FILE ** Writer George Orwell poses in this undated photo at an unknown location. George Orwell’s left-wing views and bohemian clothes led British police to label him a communist _ but the MI5 spy agency stepped in to correct that view, the writer’s newly released security file reveals. The secret file the intelligence agency kept on the author from 1929 until his death in 1950 was declassified by the National Archives. (AP Photo)

I mindst 50 år har det været på mode at kalde enhver, man var uenig med, fascist. I 1960’erne og 70’erne var det venstrefløjens foretrukne betegnelse for politikere, der ikke gik ind for socialisme og revolution. I dag er det omvendt højrefløjens karakteristik af den rabiate venstrefløj, dens medier og institutioner så som EU, WHO, WEF og EU – altså alle, som arbejder på en fundamental kultur- og samfundsomvæltning.

At dagens venstrefløj vil påtvinge os et totalitært diktatur, er der ingen tvivl om. De kalder det ”verdensmål”, ”klimaet”, ”anti-racisme”, ”transseksuelle rettigheder” og en nødvendig indsats mod ”disinformation”, dvs. information, som de ikke bryder sig om.

Nede i Bruxelles har de læst Orwells Nittenfireogfirs og er blevet misundelige. Sådan noget vil vi også have, siger de, når ingen hører det, og til det formål har de vedtaget den såkaldte ”Digital Services Act”, som træder i kraft den 25. august. Formålet er at straffe digitale medier, der udbreder forkerte oplysninger eller meninger, med enorme bøder.

Den nye forordning hviler på den påstand, at en elite af bureaukrater, bestyrere af kapitalfonde og deres lydige medier ved, hvad der er sandt og derfor har ret til at lukke munden på mennesker, som udbreder usandheder. Sådan som det er i ethvert diktatur.

Hvis EU’s nyeste påfund havde været i kraft for tre år siden, ville kommissærerne have kunnet straffe enhver indvending mod fortællingen om covid, vaccinerne og nedlukningerne. Man ville også have kunnet lukke munden på folk, der ikke troede på klimaalarmisternes påstande, for enhver måtte kunne indse, at FN’s klimapanel taler sandt, og at kun slyngler vil anfægte dets advarsler om Jordens snarlige undergang.

Vi bevæger os altså med stormskridt mod et meningstyranni beregnet på at beskytte magthaverne mod kritik. Hvad EU og ligesindede gør, er altid det rigtige.

Men det er netop ikke fascisme.

Fascismen i både den tyske og italienske udformning var ganske vist totalitære diktaturer, men det særlige ved dem var, at regimerne i høj grad byggede på folkelig tilslutning. Når Hitler havde vundet en ny sejr, modtog han massernes begejstrede hyldest, mens han kørte gennem Berlin i åben vogn. Han var også ivrigt optaget af, hvad folk gik og sagde, og Gestapo skulle regelmæssigt indsende stemningsrapporter.

I vore dages administrative og postdemokratiske klassesamfund hører vi aldrig om store skarer, der går på gaden for at hylde EU’s kommissærer, Klaus Schwab eller ham fra WHO. Ingen menneskemasser samles foran Christiansborg for med lovsange og bøgegrene at fejre Mette Frederiksens sejr over minken. Men det er også ligegyldigt, for i det postdemokratiske samfund sidder magthaverne ikke på nogen folkelig tilslutning, men på forordninger, der udstedes af sammenspiste eliter, som aldrig har været på valg. Vi har godt nok parlamentsvalg, med de betyder omtrent intet for den førte politik.

Efter fascismens sammenbrud i 1945 var der pludselig ingen, der kunne huske, at de havde støttet Hitler eller Mussolini, og de havde i hvert fald intet med deres forbrydelser at gøre.

I vore dages diktatursamfund er det ligegyldigt, hvad folk kan huske eller går ind for. Det er nemlig ikke noget, de tager sig af i Bruxelles, Davos eller på Wall Street.

Fascisme er det altså ikke, men mindst lige så uhyggeligt.

Taget herfra