Sådan skriver den dygtige historiker Bent Blüdnikow her i denne infromative artikel, som jeg har tyvstjålet
Kronik af Bent Blüdnikow, journalist på Berlingske.
Et stort flertal i Folketinget tilsluttede sig i maj en vedtagelsestekst, der beder universiteternes ledelser sikre, at der ikke forekommer ensretning, at politik ikke forklædes som videnskab, og at det ikke er muligt systematisk at unddrage sig berettiget faglig kritik. Debatten har raset både før og efter vedtagelsen, og blandt andre har Henrik Dahl (LA) fremført eksempler, hvor kvaliteten af forskning har været ringe og veget for politisk aktivisme.
I maj, under Gaza-konflikten, trykte Politiken en erklæring fra 40 mellemøstforskere, hvor de gav udtryk for, at Israel var en apartheidstat, og at man skulle boykotte våbenleverancer til Israel og videnskabeligt samarbejde med israelske institutioner: »Som akademikere, forskere, og undervisere med speciale i Mellemøsten er vi solidariske med palæstinenserne i Gaza, på Vestbredden, i Israel,« skrev de.
I erklæringen nævnte forskerne intet om Hamas, der er på EUs terrorliste, holder Gaza-befolkningen undertrykt og som sendte 4.000 missiler mod Israel. En våbenboykot ville efterlade Israel forsvarsløst over for regimer som Iran, der erklærer at ville udslette Israel, og som støtter Hamas. Erklæringen forekommer at være udtryk for venstreorienteret ekstremisme, men forskerne har deres ret til give udtryk for disse holdninger. Men selvfølgelig vækker det undren, at de 40 ikke skrev deres erklæring som almindelige borgere, men understregede, at de var mellemøstforskere.
»Muligheden« for aktivisme
Det giver anledning til at undersøge, om deres politiske aktivisme påvirker deres forskning. En af underskriverne er professor (MSO) ved Roskilde Universitet (RUC) Sune Haugbølle. Sune Haugbølle lagde erklæringen fra Politiken på RUCs hjemmeside og udtalte til Berlingske, at det var fra RUCs mellemøstforskere, at initiativet til erklæringen kom. Israels ambassadør Benny Dagan klagede i Berlingske over, at Sune Haugbølle havde lagt erklæringen på RUCs hjemmeside, men blev afvist af RUCS rektor Hanne Leth Andersen: »Vi skal ikke ind fra ledelseshold og censurere eller være smagsdommere. Vi skal sikre forskningens kvalitet, men forskerne har selvfølgelig ret til at ytre sig, også via RUCs kommunikationskanaler,« sagde hun.
Sune Haugbølle fik i 2019 cirka seks millioner kroner af Danmarks Frie Forskningsfond til et projekt med titlen »Entangled Histories of Palestine and the Global New Left«, som kan oversættes med »Den indviklede historie om Palæstina og den globale nye venstrefløj«. På Sune Haugbølles side på universitetets hjemmeside optræder følgende projektbeskrivelse: »Det er afgørende for at evaluere, hvorfor det Nye Venstre gik fra at være en revolutionær bevægelse med stor opbakning til at blive marginaliseret mange steder. Muligheden for global politisk aktivisme bliver aktualiseret af protestbevægelser i nutiden, der har været med til at genoplive historikernes interesse i ungdomsoprør og revolution.«
Bemærk, at projektbeskrivelsen definerer projektet som »muligheden« for global politisk aktivisme. Ved at bruge ordet »muligheden« vedkender Sune Haugbølle sig til en aktivistisk forskning. Det understøttes af et interview, Sune Haugbølle gav i 2019 til RUC-bladet Tæt på Videnskaben efter at have fået de seks millioner kroner:
»Jeg synes ikke, vi hidtil har været i dybden med det, der skete i den periode. Det er nok fordi, vi har være så fokuserede på Blekingegadebanden, men det er jo kun en lille del af historien. Alle vidste, hvem de var, men hele ideen om, at de skulle repræsentere hele venstrefløjen, er enormt skadelig, for der var en stor principiel diskussion af, hvor langt man skulle gå.« Og Haugbølle citeres videre: »Hvor langt vil vi gå for at støtte revolutionære bevægelser, hvornår er det nødvendigt, og hvornår er det kriminelt, som det for eksempel er blevet for danske frivillige i Kurdistan?« Sune Haugbølle gør fælles sag med den danske venstrefløj ved at bruge ordet »vi«. Det er vel ikke en forskers opgave at tale om et aktivistisk »vi«.
På Sune Haugbølles webside om projektet kan man læse de første artikler, som en af hans medarbejdere, ph.d. Sorcha Thomson, har skrevet: »A Cosmovisión of Solidarity: Anticolonial Worldmaking in Havana, Palestine and the Politics of Possibility« Altså noget i retning af »En kosmopolitisk vision af solidaritet: Antikolonial verdensskabelse i Havana, Palæstina og mulighedernes politik«.
Artiklen beskriver det nære samarbejde mellem palæstinensiske aktivister og Cubas kommunister fra 1960erne (min oversættelse): »For palæstinenserne var det et sted, hvor forbindelser blev skabt, forbindelser der støttede bevægelsens vej til den globale scene og fortsatte som en vedvarende model for solidaritet mellem antiimperialistiske kampe (…) Udforskningen af denne historie, at genfinde dets tradition og spore dens efterliv af samarbejde, venskab og gensidige forbindelser, giver en lektie for betydningen af verdensskabelse (worldmaking) i dag, som en kollektiv praksis for en forandringssolidaritet, der har rødder i en fælles tro på muligheden af en alternativ fremtid.«Artiklen lægger ikke skjul på forfatterens aktivisme og håbet om en revolutionær aktivisme.
Hvorfor lige Israel?
I Berlingske sagde Henrik Dahl om de 40s erklæring: »Så fra i morgen vil Hanne Leth Andersen (RUCs rektor) ifølge Folketinget være nødt til at kigge nærmere på, hvad der foregår i de her miljøer. Om RUC bliver brugt som en base til at politisere mod Israel. Det kunne godt se ud, som om der her er nogle forskere, der politiserer mod Israel.« Ifølge Henrik Dahl lignede erklæringen en ren tilståelsessag.
Henrik Dahls reaktion er forståelig, for de 40 forskere har ikke fordømt andre lande i fælles erklæringer. Tænk blot, hvor mange mennesker, der underkues og dræbes i lande som Iran, Syrien, Kina og så videre. Men kun det demokratiske Israel udsættes for fordømmende erklæringer af disse forskere.
De 40s erklæring burde sige den danske offentlighed – måske med undtagelse af redaktionen på Politiken – alt om deres ekstremisme, men de har under alle omstændigheder jo lov til at ytre sig.
Men man bør se på deres forskning, og fokus bør rettes mod Danmarks Frie Forskningsfond, der i 2019 gav seks millioner kroner til projektet, selv om der var signaler nok, der viste, at det kunne være politisk aktivisme forklædt som forskning. For blot at nævne et par eksempler mente Sune Haugbølle i forbindelse med et tidligere forskningsprojekt, at det fanatiske Muslimske Broderskab i Ægypten var at sammenligne med Dansk Folkeparti: »Det er ikke helt hen i vejret at sammenligne Dansk Folkeparti med det Muslimske Broderskab: Der er faktisk mange lighedspunkter.«
Og samme år som Sune Haugbølle fik de seks millioner kroner, skrev han en kronik i Politiken med professor-titel på RUC som afsender: »Min generation elsker at hade 70erne for deres naive idealisme og praktiske hønsestrik. Men 70ernes kampånd og idealer er præcis, hvad vi har brug for i dag.« Da han nævnte sin professortitel, må man formode, at hans 1970er-aktivisme også omfattede hans forskning, for det var jo netop, hvad der skete i 1970erne, hvor forskningen på danske universiteter blev præget af marxisme.
Hvordan vil Forskningsfondet sikre, at Sune Haugbølles aktivistiske holdning ikke resulterer i pseudoforskning, hvis mål er dæmonisering af Israel og opfordring til antikolonial aktivisme?
Endelig hviler der et stort ansvar på RUCs rektor Hanne Leth Andersen. Har hun sikret sig, at Sune Haugbølles forskning ikke er politisk aktivisme?
……………..
Taget herfra
Det går lidt galt med sætningen: “Henrik Dahls reaktion er forståelig, for de 40 forskere har ikke fordømt andre lande i fælles erklæringer. Tænk blot, hvor mange mennesker, der underkues og dræbes i lande som Iran, Syrien, Kina og så videre.”
For det lyder som om, at det er ok at sætte Israel i selskab med Iran, Syrien, Kina og så videre, bare de sidstnævnte ikke glemmes, når Israel udskammes. Det er en grundløs eftergivenhed over for ekstremisterne på universiteterne og i muslimske kredse.
Israel hører til i den demokratiske klub. Og der bør forskes massivt i, hvordan Israel egentlig forsvarer sit demokrati og øvrige vestlige værdier, truet og udsat i en verden af anti-vestlige magter – både de indre og ydre.
Sagen er jo, at Israel er som kanariefuglen i kulminen: Støder Vesten Israel fra sig ved at være eftergiven over for Israels fjender, nedbryder Vesten også sit eget klassiske værdisæt.
Selvom BLM prøves at blive gjort til tidens store vestlige apolitiske borgerrettighedsbevægelse – i øvrigt i stærk konkurrence med LGBT+ -, begge gennem f.eks. at kuppe EM i fodbold – så har BLM den klare venstreradikale anti-israelske politiske holdninger, at Israel “begår folkedrab på det palæstinensiske folk” og at Israel er en “apartheidstat”.
BLM bruger så det politiske trick at påstå, at det er helt apolitiske holdninger om retfærdighed, fordi der er jødiske aktivister i USA, der også fordømmer Israel for det samme og støtter BLM.
Men det er et velkendt fænomen, at der er jødiske aktivister, af nogle omtalt som ‘selvmordsjøder’, som er faret vild i venstreradikale selvmodsigelser. Næppe anderledes end, at vi har dansk-hadende danskere. Og det er i den grad politisk.
For at vende tilbage til pointen: Forskeraktivismen er klart politisk, men med det slet skjulte forsøg på at bluffe sig apolitisk, helt ligesom andre venstreradikale politiske bevægelser i tiden.
Yup, Du burde også få 6 millioner alene for dit relativt korte men præcise modsvar her.
Der er vel ikke andet at gøre end at sende en ansøgning 😉
Jeg hader ansøgninger. Er der ikke en Annette Vilhelmsen, der kan stikke mig en million eller 6.