Sådan får de palæstinensiske arabere det bedre…

1 Shares

Denne gode artikel er direkte taget fra Gatestone Institute :

 

“Det er blevet mere trygt at demonstrere imod Israel end imod Abbas og Det Palæstinensiske Selvstyre. Israel er i det mindste et land præget af lov og orden, og de har menneskerettighedsorganisationer og et magtfuldt medie- og retssystem. Vi kan blot drømme om at få sådan noget, som jøderne har.” — Palæstinensisk aktivist.

Når alt kommer til alt, så ved palæstinenserne godt, at magtkampen mellem Det Palæstinensiske Selvstyre og Hamas ikke er en kamp mellem de gode og de onde, men mellem de onde og de andre onde. Disse onde adskiller sig ikke fra andre arabiske diktaturer, som slavebinder og myrder deres befolkning. Den, der tror, at Mahmoud Abbas er ivrig efter at vende tilbage til Gazastriben, lever i en drømmeverden.

Hvis palæstinenserne nogensinde ønsker at få en bedre tilværelse, er det første, de må gøre, at skille sig af med de “ledere”, som har ødelagt deres liv.

I de seneste to uger er palæstinenserne endnu engang blevet mindet om, at de lever under udemokratiske regimer, som ikke har den mindste respekt for borgerlige frihedsrettigheder.

De to regimer, Det Palæstinensiske Selvstyre på Vestbredden og Hamas i Gazastriben, lader ingen mulighed ubrugt til at minde deres befolkning om de frygtelige følger, som venter den, der opløfter sin røst imod lederne. Det har de to palæstinensiske regimer bevist over for deres befolkninger gennem mange år.

Alligevel synes nogle palæstinensere at blive overraskede, hver gang Selvstyret eller Hamas sender sine politistyrker ud for at opløse (eller mere præcist smadre knogler i) en demonstration i Ramallah eller i Gazastriben.

Begivenhederne i gaderne i Ramallah og Gaza City viser gang på gang, at palæstinensernes sande tragedie gennem de seneste fem årtier har været en mislykket og korrupt ledelse – en ledelse, som bliver ved med at trække dem gennem den ene ulykke efter den anden; som aldrig giver dem noget håb; som har radikaliseret og hjernevasket sin befolkning; som stjæler store dele af den økonomiske hjælp fra det internationale samfund, og som ikke har bragt dem andet end diktatur og undertrykkelse.

Det Palæstinensiske Selvstyre er næsten 25 år gammelt, men det opfører sig stadig som et korrupt diktatur. Ligesom de fleste andre arabiske regimer tolererer Selvstyret og dets ledere ikke nogen form for kritik.

Spørg de palæstinensiske journalister, bloggere og akademikere på Vestbredden, og de vil fortælle dig (privat og anonymt, for de vil gerne redde skindet), hvordan Det Palæstinensiske Selvstyre slår ned på dem og påfører deres arbejde strenge restriktioner. Alene i det seneste år er mindst 11 palæstinensiske journalister og politiske aktivister blevet enten arresteret eller indkaldt til forhør hos de palæstinensiske sikkerhedsstyrker på Vestbredden. Anklagen: ytring af diverse former for kritik af Det Palæstinensiske Selvstyre eller en af dets ledere, herunder selvfølgelig præsident Mahmoud Abbas.

Tidligere på måneden gik Det Palæstinensiske Selvstyre et skridt videre i sin demonstration over for borgerne af, hvordan et diktatur ser ud. Hundredvis af palæstinensere udførte en fredelig demonstration i Ramallahs centrum, hvor de opfordrede Abbas til at ophæve de sanktioner, som han pålagde Gazastriben for omkring et år siden. Sanktioner, som alvorligt forværrede den økonomiske krise i Gazastriben, herunder fyring af tusindvis af Selvstyrets offentligt ansatte og nedskæringer i de sociale ydelser til mange familier. Abbas har også nægtet at betale for den elektricitet og lægehjælp, som israelerne forsyner palæstinenserne i Gazastriben med.

Abbas påførte sanktionerne mod Gazastriben ud fra et håb om, at de berørte palæstinensere ville gøre oprør imod hans fjender i Hamas. Men foreløbig synes hans skridt at have givet bagslag. Hamas sidder stadig på magten, og der findes så godt som ingen seriøs udfordring af dets styre i Gazastriben. Abbas har heller ikke lyst til at overtage ansvaret for befolkningen i Gazastriben; han ønsker, at Gazastriben skal være Israels, Egyptens og resten af verdens problem. Den, der tror, at Abbas er ivrig efter at vende tilbage til Gazastriben, lever i en drømmeverden. (Hamas smed Det Palæstinensiske Selvstyre og Abbas ud af Gazastriben i 2007).

Abbas bryder sig ikke om at blive mindet om sit ansvar for det, som mange beskriver som en humanitær krise i Gazastriben, og han ønsker ikke at se palæstinensere protestere imod de straffeforanstaltninger, som han påfører Gazastriben.

Først udstedte Abbas et direktiv, som forbød palæstinenserne at demonstrere i de større byer på Vestbredden.

Hans direktiv afholdt imidlertid ikke hundredvis af palæstinensiske aktivister fra at gå på gaden i Ramallah den 13. juni for at fordømme Abbas’ sanktioner. Det, der var tænkt som en fredelig demonstration, udviklede sig til et af de hidtil mest voldelige sammenstød mellem Abbas’ sikkerhedsstyrker og nogle demonstranter, hvis eneste forbrydelse var, at de opfordrede deres regent til at ophæve de sanktioner, som han har påført Gazastriben.

Palæstinenserne på Vestbredden forsøger også at vise deres solidaritet med deres brødre i Gazastriben. Det ser ud til, at de er begyndt at indse, at i stedet for at hjælpe befolkningen i Gazastriben straffer Abbas dem i virkeligheden ved at skære i deres lønninger og nægte dem lægelig og anden humanitær hjælp. Demonstrationen i Ramallah opstod også midt i en voksende kritik (hovedsagelig fra Gazastriben) af, at palæstinenserne på Vestbredden er ligeglade med deres brødres lidelser i Gazastriben.

På bud fra Abbas gik snesevis af palæstinensiske politifolk, både uniformerede og i civilt tøj, til angreb på demonstranterne med grov vold og anvendelse af køller og tåregas. Mere end 44 demonstranter blev arresteret og 20 såret. Brutaliteten endte imidlertid ikke der. Senere gennemsøgte palæstinensiske politifolk hospitaler og lægeklinikker i Ramallah for at arrestere sårede palæstinensere, der var mistænkt for at have taget del i den fredelige demonstration. Mindst fem palæstinensiske og udenlandske journalister blevet såret under politiets angreb, mens mange andre fik deres kameraer og andet udstyr konfiskeret.

Hundredvis af palæstinensere gik på gaden i Ramallah den 13. juni for at fordømme de sanktioner, som Det Palæstinensiske Selvstyres præsident, Mahmoud Abbas, har pålagt Gazastriben. På bud fra Abbas gik snesevis af palæstinensiske politifolk til angreb på demonstranterne med grov vold og anvendelse af køller og tåregas. (Fotokilde: Wattan video screenshot)

“Det Palæstinensiske Selvstyre har overskredet alle røde linjer,” sagde en palæstinensisk demonstrant, som var blevet gennemtævet af palæstinensiske politifolk under demonstrationen. “De behandlede os, som om vi var palæstinensernes værste fjende. Vi har ingen anelse om, hvorfor de brugte en sådan vold imod os. Det er virkelig en forbrydelse og en krænkelse af palæstinensiske menneskerettigheder.”

Det Palæstinensiske Selvstyre har forsvaret sin brutale fremfærd mod de fredelige demonstranter med, at demonstranterne ikke havde fået tilladelse til at afholde deres demonstration. Men siden hvornår skal palæstinenserne have tilladelse fra deres ledere til at demonstrere? Vel, i dette tilfælde havde de brug for en tilladelse, for demonstrationen var rettet imod Det Palæstinensiske Selvstyre og Abbas.

Demonstrationer mod Israel eller USA og afbrænding af disses flag og plakater med israelske og amerikanske ledere kræver ikke nogen tilladelse fra den palæstinensiske ledelse i Ramallah. Faktisk har de palæstinensiske ledere i Ramallah selv spillet en stor rolle i igangsættelsen af anti-israelske og anti-amerikanske demonstrationer, især gennem de seneste måneder. Én ting er imidlertid at råbe slagord imod USA og Israel, noget helt andet er, når en palæstinenser råber slagord imod sine egne ledere. Sådan en palæstinenser vil være yderst heldig, hvis han nøjes med at ende på hospitalet med en brækket arm.

Så Abbas, der allerede straffer sin befolkning i Gazastriben under foregivelse af at bekæmpe Hamas, fortæller nu sin befolkning på Vestbredden, at de kan holde deres meninger for sig selv eller betale for frækheden med sårede hoveder og brækkede lemmer.

Abbas’ advarsel blev gentaget af en af hans embedsmænd, Akram Rajoub, der fungerer som “guvernør” i byen Nablus på Vestbredden. I en video, der blev slået op på de sociale medier efter de voldsomme hændelser i Ramallah, ser og hører man Rajoub true enhver palæstinenser, der demonstrerer imod præsident Abbas:

“Vi vil forbande faderen til enhver, der protesterer… Fra nu af er vi ikke bange, og vi er ligeglade. Vi slår ned på enhver, der forbander os og sårer vores værdighed. Forbandede være fædrene til dem, der siger grimme ting om os!”

Rajoubs trussel, der lyder mere som gadebandesprog end som en ledende embedsmands udtalelse, kom som reaktion på en udbredt kritik af Det Palæstinensiske Selvstyres brutale vold mod demonstranterne i Ramallah. Hans trussel opfattes som et forsøg på at skræmme andre palæstinensere fra at udtale sig imod Abbas’ sanktioner mod Gazastriben.

Rajoubs trussel repræsenterer en massiv hån imod sandheden fra Det Palæstinensiske Selvstyres side. På den ene side holder Abbas og hans embedsfolk til stadighed Israel ansvarlig for palæstinensernes elendige forhold i Gazastriben og opfordrer det internationale samfund til at fordømme Israel for dets politik med at forsvare sig mod angreb (fra Gazastriben) samtidig med, at det reelt er Abbas selv, der bærer hovedansvaret for den aktuelle krise. Det skyldes Abbas, ikke Israel, at palæstinenserne i Gazastriben kun får fire-fem timers elektricitet i døgnet. Det skyldes Abbas, ikke Israel, at titusindvis af palæstinensiske ansatte ikke har fået løn de seneste måneder. Det skyldes Abbas, ikke Israel, at hospitalerne i Gazastriben mangler medicin og hospitalsudstyr.

Dette er blot nogle af de ubekvemme sandheder, som Abbas og hans kumpaner i Ramallah ikke ønsker, at verden skal kende til, eller at palæstinenserne skal tale om. Det er grunden til, at Abbas sendte sine politifolk til Ramallah for at tæve demonstranterne, hvis eneste forbrydelse bestod i, at de dristede sig til at opfordre deres egne ledere til at ophæve sanktionerne mod Gazastriben.

Lige nu synes Abbas at have opnået sit mål om at skræmme sine kritikere og gøre dem tavse. De voldsomme scener på gaderne i Ramallah den 13. juni har fungeret som tilstrækkelig afskrækkelse. Som en palæstinensisk aktivist udtalte:

“Det er blevet mere trygt at demonstrere imod Israel end imod Abbas og Det Palæstinensiske Selvstyre. Israel er i det mindste et land præget af lov og orden, og de har menneskerettighedsorganisationer og et magtfuldt medie- og retssystem. Vi kan fortsat blot drømme om at få sådan noget, som jøderne har.”

Den kendsgerning, at Abbas kører et onemanshow på Vestbredden og griber hårdt ind mod borgerlige frihedsrettigheder, betyder ikke, at hans rivaler i Hamas er det mindste bedre. Sommetider er det faktisk svært at skelne mellem Abbas’ regime og Hamas’. De to bruger ofte samme taktik til at terrorisere og skræmme deres befolkning. Hamas er slemme, men hvem har sagt, at Det Palæstinensiske Selvstyre er godt?

De scener, vi var vidne til på gaderne i Ramallah i midten af juni, blev gentaget i Gaza by få dage senere, da Hamas anvendte samme taktik til at opløse en fredelig demonstration. Den 18. juni gik Hamas’ politifolk og -militser til angreb på en gruppe palæstinensere, som udførte en fredelig demonstration for at opfordre til palæstinensisk sammenhold. Igen endte adskillige palæstinensere på hospitalet, mens snesevis af andre blev arresteret af Hamas. Hamas begrundede også denne magtanvendelse med, at demonstranterne ikke havde fået den rette tilladelse.

Både i Ramallah og i Gaza lykkedes det for Det Palæstinensiske Selvstyre og Hamas at sende befolkningen det budskab, at enhver der tager til genmæle mod sin leder, vil få hovedskal eller lemmer knust. Hamas og Selvstyret afskyr hinanden og har revet hinanden i småstykker – billedligt talt såvel som bogstaveligt – gennem de seneste ti år. Men når alt kommer til alt, så ved palæstinenserne godt, at magtkampen mellem Det Palæstinensiske Selvstyre og Hamas ikke er en kamp mellem de gode og de onde, men mellem de onde og de andre onde. Disse onde adskiller sig ikke fra andre arabiske diktaturer, som slavebinder og myrder deres befolkning.

Hvis palæstinenserne nogensinde ønsker at få en bedre tilværelse, er det første, de må gøre, at skille sig af med de “ledere,” som har ødelagt deres liv.

Bassam Tawil er en muslimsk araber bosiddende i Mellemøsten.

—– (TrumfEs) :

Artiklen bringer (bl.a.) dette foto en et link til denne meget utydelige video , som ikke kom med i “klipningen” 🙂

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.