“Sådan ødelægger naive Danmark sig selv – giver indflydelse til fundamentalistiske muslimer som Simon el Zaineb”

Det skriver Svend Lindhardt her

Taget herfra

Palæstinenseren Simon el Zeinabs lovprisning af Hamaslederen Ismael Haniye et forløb, der giver mindelser om Muhammedlkrisen.

Det er endnu engang den samme larmende naivitet, vi udviser. 

Man må knibe sig i armen!

Hvad i alverden får regeringen til at udpege en Hamas sympatisør som Simon el Zainab til medlem af Det Nationale Integrationsråd, så han kan kontakte og samarbejde med vennerne indenfor Broderismen?

Har vi drukket af natpotten?

Hamas sympatisøren Simon el Zainab burde aldrig have været inviteret indenfor i Det Nationale Integrationsråd.

Det er som at sætte ræven til at vogte høns.

Simon el Zainab er Broderisternes og Det Islamiske trossamfunds mand. Han har intet at gøre i et integrationsråd.

Som Simon el Zainab så ligefremt formulerede det, da han gav udtryk for sin veneration overfor den islamistiske og terroristiske Hamas leder Ismael Haniye, da han for nylig blev dræbt – formentlig af israelere – under et besøg i Iran:  »Man kan ikke benægte sådan en stor mand«

Det er illusion og ønsketænkning, hvis vore politikere og embedsmænd tror, at de kan hyre fundamentalistiske muslimer til at sikre palæstinenseres vellykkede integration til vore værdier.

Konfronteret med en som Simon el Zeinab burde vi ikke rejse os op og gå. Vi burde løbe. 

Det Nationale Integrationsråd

Her i Danmark varetager Det Nationale Integrationsråd integrationen af de mange mestendels muslimske udlændinge, der kommer hertil. Rådet er nedsat af udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek. Det består af 14 personer, der iflg dem selv alle arbejder for den ”gode integrationshistorie”, dvs arbejdet med at få palæstinensere m.fl til at tage det sekulære Danmark med dets demokrati, Grundlov og menneskesyn til sig. 

Strategien er, at rådets medlemmer samarbejder med såkaldte dialogpartnere i det islamiske miljø. Det er medlemmer af den islamiske umma i Danmark, der som veluddannede meningsdannere har takket ja til at arbejde for, at muslimer solidariserer sig med Danmark og danske værdier. 

Og er vi så lykkedes med strategien?

Svaret herpå er desværre et rungende nej. Forklaringen på vores fiasko er, at vi har opsøgt vore dialogpartnere hos Det Islamiske Trossamfund, dvs Broderismen, fordi deres ledere udgør den artikulerede elite, som vores embedsmænd har let ved at kommunikere med.

Det har imidlertid været en monumental fejltagelse, for vi har ikke forstået, at den islamiske elite, Broderismen, er erklærede modstandere af muslimers integration. Tværtimod skal den islamiske umma, det islamiske samfund, opretholde sin identitet, så de kan indgå i det islamiske kalifat, når det om ikke alt for længe vil blive oprettet. 

Men hvordan har vi dog kunnet gå så galt i byen?

Svaret er, at islams avantgarde har talt os efter munden og løjet for os. De vidste, at vi ønskede integrationen, og derfor lovede de os, at de ville samarbejde med os om den. Al vores ønsketænkning nikkede de blot ja til. Og vi hoppede på den, fordi vi gerne ville tro på det Og så stålsatte var vi vores ønsketænkning, at selv om de løj os lige op i vores åbne ansigt, så holdt vi alligevel fast i dem som dialogpartnere. Vi havde ikke vilje til at se det i øjnene, at hvis noget er for godt til at være sandt, så er det nok fordi, det ikke er det.  

Så de løj lystigt videre for os, og hvis vi ved enkelte lejligheder sagde fra, så truede de os med, at så måtte vi selv bekæmpe fundamentalismens indflydelse i den islamiske umma. Og selv om det netop var vore dialogpartnere, der arbejdede for fundamentalismen, så valgte vi fortsat at lade os lede af denne falske sirenesang. 

Hvad krævede de af os?

Og selv da de præsenterede os for deres helt urimelige krav for at deltage i samarbejdet, fandt vi ikke anledning til at smide dem på porten. Grundstrukturen  var nogenlunde sådan her: De ville som vores dialogpartnere love os en fredelig og harmonisk integration, der ville bringe fundamentalismen til ophør. 

Vi skulle så til gengæld give den islamiske umma et udstrakt selvstyre, hvor de kunne opretter deres egne islamiske institutioner (moske, skole, børnehave mv), og hvor deres imamer kunne varetage den religiøse forkyndelse og håndhæver lov og orden i overensstemmelse de retslærdes tolkning af den islamiske sharia. 

Vi skulle aldrig været gået ind på det! Det var recepten på samfundets opløsning. Vi var ofre for en gigantisk løgn, men først og fremmest var vi desværre ofre for vores egen ønsketænkning. 

Muhammedkrisen

Og Broderskabets og Broderismens hykleri og løgn fik vi at mærke med Muhammedkrisen i 2006, hvor vi lod os besnakke af vore fundamentalistiske dialogpartnere til at sende dem til Mellemøsten, så de kunne olie på vandene i forhold til de islamiske stater og Broderismens retslærde i skikkelse af den internationale mufti, sheik Yussuf Qaradawi. 

Men de gjorde lige det modsatte. Ikke alene gik de fra alt det aftalte, men de dolkede os yderligere i ryggen ved at vedlægge nogle tegninger fra en fransk grisefest, som de hævdede indgik i Muhammedtegningerne. Vore erklærede dialogpartnere stak os koldt og kynisk. De gydede ikke olie på vandene, nej, de pustede til ilden ved at støtte kravet om, at vi fra dansk side officielt skulle undskylde for Jyllands-Postens Muhammedtegninger, som avisen skulle være forpligtet til at tilbagekalde.  

Man kunne have forventet, at ved deres hjemkomst havde undskyldt for deres illoyalitet, men det gjorde de ikke. De tilføjede franske grisetegninger var med Abu Labans ord ”sandheden plus moms”. Og dansk presse og politikere fremhævede for de flestes vedkommende, at vi var medskyldige, fordi vi respektløst havde tilsidesat ikke blot sharias forbud at afbilde profeten, men vi havde også bragt tegninger, der var krænkende. 

Og nu oplever vi så med palæstinenseren Simon el Zeinabs lovprisning af Hamaslederen Ismael Haniye et forløb, der giver mindelser om Muhammedlkrisen.

Det er endnu engang den samme larmende naivitet, vi udviser. 

Taget herfra