“Sådan ser befolknings tilbagegangen ud: En by i det østlige Tyskland står som en advarsel til Vesten”

Det viser Erling Marthinsen her

Og de kortsigtede idioter i EU kender jo kun een “løsning” : mere indvandring – ikke noget med at følge Ungarns eksempel og præmiere/understøtte (indfødte) familier med mange børn og i hvert fald ikke noget med at indregne alle de problemer det giver at importere uudannede ikke-integrerbare indvandrere, læs muslimer 🙁

Taget herfra

Europas truende demografiske krise og den uro, der følger med, udfolder sig i en by i det østlige Tyskland.

Katja Hoyer blev født i byen Guben, som ligger på grænsen mellem Tyskland og Polen, i det tidligere Østtyskland. Et besøg i hjemmet, efter mange år, viser hende den demografiske krise i praksis. Nu bor Hoyer i Storbritannien og skriver for The Telegraph.

Da Hoyer blev født i Guben i 1985, havde byen 35.000 indbyggere. Nu bor der kun 16.000 mennesker. Kombinationen af ​​lave fødselsrater og unge, der flytter ud, har dramatiske konsekvenser.

De unge, der flyttede vestpå, bragte deres uddannelse, arbejde og fremtidige familier med sig. Et flertal af dem, der flytter ud, er unge kvinder, som derfor vil føde eventuelle børn andre steder. Hoyer var selv en af ​​disse kvinder, der forlod Guben, efter at have afsluttet sin uddannelse, i jagten på en bedre fremtid.

Dette er en tendens, der kan ses i det meste af Central- og Østeuropa.

Siden Berlinmurens fald, har Letland mistet 27 procent af sin befolkning, Litauen 22,5 procent, Bulgarien 21 procent, og det tidligere Østtyskland næsten en fjerdedel af sin befolkning.

Nogle giver Alternative für Deutschland skylden og mener, at frygten for den såkaldte yderste højrefløj får folk til at flytte. Men det virker som ren fantasi.

40 procent af indbyggerne i Guben stemte på Alternative für Deutschland (AfD) ved det seneste valg. Så selvom der er nogle, der foreslår at løse de demografiske problemer ved at lukke immigranter ind, er mange skeptiske.

Guben var engang en industriby med en stor kemisk fabrik, der gav mange arbejdspladser. Byen er blevet meget renere og smukkere nu, hvor smoggen og forureningen er forsvundet, da fabrikken lukkede i 1990’erne, men under overfladen er der tydelige tegn på forfald.

Blandt andet er de fleste af de lejligheder, der blev bygget til arbejdere og deres familier, i forfald og rådner op, mens de står tomme.

Butikker er lukkede, og byen besluttede endelig at rive de tomme bygninger ned. Resultatet er en øde og forladt atmosfære.

Sociale netværk er kollapset. Ældre mennesker får ikke lov til at se deres børnebørn vokse op. Når nogen går på pension, er der ofte ingen til at overtage en institution eller en tradition.

Hoyer møder Sebastian Wehland, der driver byens sidste øl hal. Han arbejder også som lokomotivfører, og kan derfor ikke holde den åben hver dag.

Wehland flyttede hjem til Guben fra vest med sin familie og børn. Nu forsøger han desperat at holde spillestedet i live som en landsby institution.

Hvis det også lukker, vil der ikke være en anden øl hal i miles omkreds.

Indvandring er løsningen

Tyske politikere siger, at det oplagte svar er indvandring, og at de ikke forstår, hvorfor en region med behov for unge mennesker, ville stemme så massivt på AfD-partiet, der ønsker mindre indvandring fra Mellemøsten og Afrika.

Lokalbefolkningen har intet problem med ankomsten af ​​migrantarbejdere fra nabolande som Polen.

Selvom de fleste beboere ikke synes at have noget imod målrettet arbejdskraft indvandring, anser de fleste ikke masseindvandring som en løsning på den demografiske krise. Tværtimod er de bekymrede for, at det vil accelerere erosionen af ​​deres kultur og sprog, og at dette ikke tages alvorligt af politikere og medier.

Polakker er dog ikke så lette at lokke længere. Polen oplever en stærk økonomisk vækst, og lønningerne nærmer sig tysk niveau. Derudover er omkostningerne lavere, og kriminaliteten er ubetydelig sammenlignet med Tyskland.

Vesteuropa er ikke længere attraktivt for polakker. I stedet flytter skarer af tyskere til steder som for eksempel Ungarn, på grund af lavere omkostninger og langt bedre sikkerhed, især for børn og kvinder.

Mange er forvirrede over, hvorfor smukke og restaurerede områder i Østtyskland, Polen, Ungarn og store dele af Central- og Østeuropa, som har relativt lave indvandrings rater, har vendt sig mod populisme, skriver Hoyer.

Nå, de ønsker måske ikke, at deres sønner skal udsættes for nedværdigende røverier og deres døtre for seksuelle overgreb. De ønsker måske at holde gaderne sikre? Hvorfor kaldes sådanne ønsker nedsættende for “populisme” eller “yderste højrefløj”?

For mig er det stadig ren glæde at se hele jødiske familier, fra børnebørn til bedsteforældre, frygtløst slentre gennem gaderne i det centrale Budapest i fuld klædedragt hver fredag ​​for at indvarsle sabbatten. Dette ville have været utænkeligt i mange storbyer i Europa.

Hoyer konkluderer:

En central brik i puslespillet er befolknings tilbagegangen. Hvis politikere vil genvinde sådanne regioner, skal de begynde at diskutere demografi på en måde, der går ud over at insistere på indvandring, som den eneste løsning.

Hvis de ikke gør det, overdrager de det politiske monopol til populistiske aktører på grund af eksistentiel frygt.

Mange europæere, og især dem, der bor i det tidligere Østtyskland, er ikke længere intimiderede. De vil have Tyskland tilbage, de savner tysk kultur, sikkerhed på gaden, trygge børn, og en økonomi, der igen kan opleve vækst.

Hvis dette er den yderste højrefløj og populisme, så melder mange europæere sig ind i klubben uden skam.

Katja Hoyer, der skriver for The Telegraph, og bor i et Storbritannien i frit fald, burde måske forstå det bedre.

Taget herfra