Når vi i demokratiet kæmper for retten til ytringsfrihed – og retten til at ytre sig udemokratisk – så kæmper vi samtidig imod den udemokratiske politik, som vi giver folk frihed til at udtrykke sympati for.
[…]
De værdipolitiske venstrefløjspartier går fejl dér, hvor de slutter fra den demokratiske ret til ytringsfrihed til, at den demokratiske stat så også skal være neutral med hensyn til de værdier, som dets borgere tilslutter sig. På dette punkt kan og bør den demokratiske stat ikke være neutral.
Helt elementært så er den demokratiske stat et aktivt fællesskab om visse grundlæggende værdier, først og fremmest kravet om politisk ligeværdighed for alle borgere uanset køn, race eller religion. Der er derfor al mulig grund til at nægte at give statsborgerskab til personer, som forkaster disse værdier.
Der er her ikke tale om en udemokratisk sindelagskontrol, men om et nødvendigt aktivt forsvar for det demokratiske værdigrundlag. Og hvis den demokratiske stat ikke er villig til således at forsvare sit værdigrundlag, så er der ingen til at forsvare det, og så bevæger demokratiet sig hen imod sin egen opløsning.
De værdipolitiske venstrefløjspartier har således mistet en realistisk sans for demokratiets skrøbelighed. Men det er én ting.
I politik spiller illusioner desværre en ikke ubetydelig rolle. Noget andet er derimod de såkaldt juridiske eksperter, som også har ladet sig fange af misforståede principper. Hvis Eva Ersbøll er repræsentativ for Institut for Menneskerettigheder, så undergraver dette institut i praksis de værdier, som det skulle beskytte.
Leave a Reply