Det skriver Christian Skaug her: “Sagen er, at det er Europa selv, der bestemmer Europas fremtid. Derfor kan Europa ikke undgå at forsvare sine grænser med magt, hvis det ønsker at overleve. Indtil videre ser det ikke sådan ud. Det er viljestyrken, det kommer an på, og man leder stadig forgæves efter den.”
Taget herfra
Man hører hele tiden, at migrationen er drevet af fattigdom. Paven siger det næsten hele tiden. Det er kun lidt over en uge siden, han gentog de godmodige katolikkers mantra om, at millioner af børn og unge hvert år bliver »tvunget til at forlade deres hjemland på grund af krig, fattigdom, vold, miljøkatastrofer og andre tragedier«.
Måske skal man ikke tænke alt for dårligt om, at Den katolske kirke i flere vestlige lande bliver betalt af både offentlige og private midler for at tage sig af migranter, og måske skal man ikke forlange, at paven forstår, hvad der egentlig driver migrationen, selvom man kunne have forventet det af en kirke, der i hvert fald har været intellektuelt respektabel.
Men det er ikke sandt, at det er de mest desperate, der indvandrer ulovligt til Europa. Marokko er blandt Afrikas mest velstående lande. Men som vi blev mindet om i slutningen af juli, er migrationspresset derfra stort.
Det kan måske virke som et paradoks, men det er det ikke. Det kræver faktisk en vis velstand at emigrere. Verdens fattigste og mest desperate er ikke i nærheden af at have muligheden for det (men mange af dem får den en dag).
Det er sjældent, at en indsigt, der egentlig er ret elementær inden for migrationsområdet, finder vej til toneangivende europæiske medier, men Die Welt gjorde for nylig en undtagelse her.
Den tyske avis’ krigskorrespondent Alfred Hackensberger har talt med folk, der ved, hvad de taler om. En af dem er den 54-årige spanske forretningsmand Miguel Sabio, der leder virksomheden Alvaplast Maroc Sarl i Tanger, hvor den har været aktiv siden 1997. Havnen der er en af de stærkeste økonomiske motorer i Marokko, hvor økonomien vokser hurtigt.
»Marokko er virkelig som en raket, og det på mange måder,« forklarer Sabio videre. »Forandringerne i de seneste 20 år har været gennemgribende på mange niveauer.« Faktisk har kongeriget ikke kun fokuseret på økonomisk udvikling. Den offentlige infrastruktur er blevet forbedret. I byerne kører der nye, prisvenlige buslinjer, og offentlige parker og de gamle bykerner er blevet renoveret. Et højhastighedstog forbinder Tanger med hovedstaden Rabat og Casablanca. Strækningen skal udvides til Marrakesh og Agadir.
Samtidig faldt den flerdimensionelle fattigdomsrate med næsten halvdelen i løbet af ti år: fra 11,9 procent i 2014 til 6,8 procent i 2024. Den måler ikke kun indkomst, men også adgang til uddannelse og sundhedstjenester.
Alligevel ønsker marokkanerne at komme til Europa. Migranter, som Die Welt har talt med i Ceuta, fortæller, at de vil til Tyskland.
Men det er præcis som forventet, siger en nederlandsk sociolog til Hackensberger. Professor Hein de Haas ved Universitetet i Amsterdam har forsket i marokkansk migration i næsten 30 år og har skrevet bogen »How Migration Really Works« (2023). Han forklarer dynamikken:
»Når land formår at tage springet fra lavindkomst- til mellemindkomststatus, fører udviklingen som regel til mere, ikke mindre, udvandring.«
»Forbedringer inden for uddannelse, levestandard, fattigdomsbekæmpelse og adgang til information vækker højere forventninger til livet hos unge mennesker og forbedrer samtidig deres muligheder for at udvandre.«
Andre undersøgelser bekræfter dette:
Ifølge en rapport fra Arab Barometer fra 2024 overvejer 35 procent, hovedsageligt unge marokkanere, at udvandre. De angiver økonomiske årsager og søger »bedre muligheder«.
Der er ganske vist ungdomsarbejdsløshed i Marokko, ikke mindst fordi afrikanere fra landene syd for Sahara kommer dertil – og har lavere forventninger end marokkanske unge.
Men arbejdsmarkedet i Europa er heller ikke længere nogen dans på roser, hverken for unge europæere eller unge tilkommere – men levebrødet er under alle omstændigheder garanteret af selvmordsempatiske velfærdsstater. Erfaringen viser, at vejen til kriminalitet alligevel er meget kort for nordafrikanere i Europa.
Den indsigt, som de Haas formidler, er ikke ny. Oxford-professoren Paul Collier fremlagde den i sin bog »Exodus« allerede i 2013. Selv et Europa, der i europæernes øjne er på vej ned, vil i lang, lang tid fortsætte med at tiltrække mennesker fra lande i andre verdensdele, selv om – nej, fordi – disse er på vej op. På den måde følger de med Europa på vej nedad og bidrager selv til processen. Kunne de antikke græske tragedieforfattere have fundet på noget lignende?
Et mere velstående Afrika vil således skabe endnu mere migrationspres, ikke mindre. Mange bilder sig ind, at hvis blot Europa bidrager til økonomisk udvikling i Afrika, vil migrationsstrømmen falde. Kong Harald var selv blandt dem, hvilket hans udtalelse i Rom i april 2016 beviste:
– Vi må jo forsøge at gøre noget dér, hvor det kommer fra, for at standse flygtningestrømmen. Det er det, der i sidste ende må blive løsningen. Vi kan ikke tage imod hele Afrika i Europa, det går ikke, fortsætter han.
Undskyld, men det hjælper ikke at »gøre noget der, hvor det kommer fra«. Så gik der da også mindre end et halvt år, før han proklamerede, at nordmænd tror på Allah og er indvandret fra Afghanistan.
Vi befinder os i den tragikomiske situation, at indsigten i, hvad der driver migrationen, er så godt som fraværende, selvom netop migrationen er det mest skæbnesvangre for Europa. Vores verdensdel står intellektuelt forsvarsløs.
Det er en ny situation, at Europa er den dummeste. Den videnskabelige revolution fandt trods alt sted her. Vesten blev økonomisk og militært stærk, fordi den blev videnskabeligt og teknologisk overlegen.
Men i dag forstår vi ikke fænomenet migration, som truer os mere end militære farer. Det er, som om vi stadig beskæftigede os med alkymi og ikke kendte det periodiske system.
Sagen er, at det er Europa selv, der bestemmer Europas fremtid. Derfor kan Europa ikke undgå at forsvare sine grænser med magt, hvis det ønsker at overleve. Indtil videre ser det ikke sådan ud. Det er viljestyrken, det kommer an på, og man leder stadig forgæves efter den.
Taget herfra
Leave a Reply