“To-statsløsningens paradoks: USA, EU og FN siger ja – men Israel, Hamas og PLO siger nej”

Det skriver Svend Lindhardt helt korrekt her

Illustrationen er fra 1975 ! – men vestens naive tro på en “to-statsløsning” er stadig lige tosset

Taget herfra

To-statsløsningen betyder, at der på Israels jord oprettes en selvstændig palæstinensisk stat. Det er tilsyneladende en super god ide. Alle siger ja til den: USA, EU og FN.

Men der er bare det lille problem, at hverken Israel eller palæstinenserne vil have to-statsløsningen. Og det er jo underligt, for den skal jo løse deres problemer.

Men altså:

Israel vil ikke have den

Hamas vil hellere brække en arm på langs

PLO vil ikke have den, for de vil som Hamas have det hele: ”From the river to the sea, Palestine will be free”, chanter de i Ramallah (og på Nørrebrogade).

Men hvorfor skulle forhandlerne fra USA, FN og EU også lade sig distrahere af bagateller som, at ingen af parterne ønsker sig denne løsning? Det kan da være lige meget, siger de. Vi er primært optagede af at demonstrere, at vi går fredens ærinde! At det så ingen gang har på jorden, det er helt underordnet.

Og realitetsbristen ophører ikke der:

Jerusalem skal være hovedstad for begge stater i to-statsløsningen. Det er vi også helt enige om, altså alle os der ønsker en to statsløsning. Men igen er der bare den lille og ikke ubetydelige knast, at det vil ingen af parterne høre tale om.

Hvis ikke farcen om en to-statsløsning var så tragisk, burde man slå sig på lårene og slå en høj skoggerlatter op. USA, EU (med Danmark naturligvis) og FN har i mere end 30 år foregivet at deltage i seriøse forhandlinger om to-statsløsningen som vejen til fred. Og de har gjort det vel vidende, at det var ikke alene de skønne spildte kræfter, men at de umulige forhandlinger i sidste instans vil gøre enhver løsning på Mellemøstens problemer umulig. Men den slags bagateller kan vi ikke tage os af.

Vi behøver i Vesten ikke andre til at bedrage os. Det klarer vi så fint selv.

Svend Lindhardt

Taget herfra