“Tungvægtere inden for fransk journalistik tager afsked med venstrefløjen”

Christian Skaug her: “Og således er »antifascisterne« selv blevet som fascister:”

Men trods alt bedre meget sent end aldrig – for en nyttig idiot … vi andre så det jo for mange år siden …

Taget herfra

Efter 42 år som journalist på det franske venstreorienterede dagblad Libération siger Jean Quatremer farvel. Han kan ikke længere genkende sig selv i en venstrefløj, der er gået fuldstændig af sporet.

»Woke«-bevægelsen og den islamvenlige venstrefløj opfører sig som fascister, men det er dem, der har overtaget venstrefløjen, konstaterer Quatremer i et offentligt afskedsbrev, der den 29. juli blev offentliggjort i det konservative franske nyhedsmagasin Le Point.

Libération er ikke en hvilken som helst avis, det er den avis, som Jean-Paul Sartre og Serge July grundlagde i 1973, kort efter 68-oprøret, og som den dag i dag fortsat er en slags hovedorgan for venstrefløjen i Frankrig. Og som en bærende søjle gennem årtier er Quatremer ikke en hvilken som helst journalist.

Men noget var sket med omgivelserne. Efterhånden blev antisemitismen almindelig blandt hans ligesindede og kolleger, ligesom et autoritært meningsklima. Der er derfor ingen tvivl om, at hans farvel til alt det rammer den stadig mere radikale franske venstrefløj ekstra hårdt.

Den 7. oktober 2023 ændrede alt sig. Quatremer afviste, at Israel, som han betragter som demokratisk, har begået noget folkemord i Gaza. Det faldt ikke i god jord blandt kollegerne i Libération.

Den 69-årige indleder sit afskedsbrev med et varmt portræt af avisen, som den var i begyndelsen: en »fri, kaotisk, dissidentisk og nonkonformistisk avis«.

Der sameksisterede uventede og lidenskabelige mennesker, folk, der brugte tiden på at skændes offentligt – noget, der ville have været umuligt i andre stive og institutionelle aviser – for derefter at forsone sig over et glas eller en middag. Vi var ikke bange for noget, og aller mindst for dem, der ikke tænkte som os; tværtimod søgte vi konfrontation med dem. Vi ville aldrig have censureret nogen eller noget (med nogle få undtagelser, det må vi indrømme). Det var forbudt at forbyde noget, en arv fra maj 1968, som vi kunne være stolte af, selv om der af og til skete udskridninger, som »Libé« havde modet til at indrømme, i modsætning til mange andre aviser. Og det var helt acceptabelt at smadre porcelænet og sætte fødderne på bordet.

Men alle gode ting har en ende, konstaterer han, mens han tager afsked. Han takker ledelsen, ejerne og »de fleste« kolleger, inden han begrunder, hvorfor han går.

Jeg tilhører den socialdemokratiske venstrefløj, der bekæmper religiøs obskurantisme i alle former, racisme, antisemitisme, diskrimination, had mod muslimer, sexisme, homofobi, social uretfærdighed, autoritære regimer osv. Den, der betragter individuelle og kollektive friheder, især ytringsfriheden, som hellige, og som ikke går på kompromis med retsstaten og republikken.

Men denne venstrefløj er ikke blot havnet i mindretal, den er ved at forsvinde, konstaterer Quatremer.

Af frygt for at blive beskyldt for »islamofobi« eller neokolonialisme, eller – mere kynisk – for at sikre sig stemmer fra bestemte grupper, tolererer en del af venstrefløjen i politik og medier homofobiske, kvindefjendske og transfobiske holdninger, den tolererer holdninger, der er imod sekularisme og ytringsfrihed, og den indgår alliancer med en klerikalisme, den er imod.

Det sidste henviser til alliancen med islam. Men er venstrefløjen egentlig imod islam?

Den er i hvert fald imod jøder:

Siden pogromen den 7. oktober har den forvandlet fjendtligheden mod Netanyahu-regeringen – som jeg fuldt ud deler – og den legitime støtte til den palæstinensiske sag til en voldsom antizionisme, som er et dække for en uhæmmet antisemitisme, sådan som Vladimir Jankélévitch så rammende forstod, og som er en fornægtelse af værdierne ikke blot for venstrefløjen, men for republikken. Man demonstrerer foran synagoger, man angriber jøder, man råber »Heil Hitler!« under demonstrationer, man forbyder intellektuelle, kunstnere, forskere og journalister at udtale sig, fordi de er jøder og dermed zionister og dermed »folkemordere«.

Og således er »antifascisterne« selv blevet som fascister:

Man stempler alle, jøder eller ej, som fascister, hvis de ikke følger denne linje, i kraft af en ny form for antifascisme, der i sin vold – undertiden dødelig – ligner som en tvillingbror det, den hævder at bekæmpe.

Også Quatremer synes, at omgivelserne begynder at minde om Sovjetunionen:

Ligesom i Sovjetunionens og Kominterns storhedstid skaber tankepolitiet en ideologisk terror ved hjælp af fordømmelser, æreskrænkende beskyldninger og en kultur af udstødelse. Man nazificerer jøderne, man anklager Israel og jøderne over hele verden for folkemord, ligesom man tidligere anklagede dem for gudsbespottelse, man benægter Israels ret til at eksistere – noget, der ikke gælder for noget andet land – man anser antisemitisme i bund og grund for at være en holdning som alle andre og ikke længere en værdi, man ikke kan gå på kompromis med …

Dobbeltmoralen er skrigende:

Ja, alt dette er tilladt. Men at fordømme antisemitisme og antizionisme, at forsvare Israels ret til at eksistere, at stille spørgsmålstegn ved påstanden om, at dette land begår folkemord eller forårsager hungersnød, at påpege, at Hamas-terrorister bruger civile som menneskelige skjolde, at stille spørgsmålstegn ved islamisternes udnyttelse af UNRWA eller FN – nej, det går ikke!

Alligevel siger jeg jer dette, jeg, som ikke er jøde: Antisemitisme i alle dens former, selv de mest skjulte, er et ubestrideligt tegn på had mod republikken, frihederne, retsstaten, lighed og humanismen. Den er en forløber for totalitarisme.

Venstrefløjen vil kun have frihed for sig selv, fastslår Quatremer:

Denne nye venstrefløj, der svælger i antisemitisme, forsvarer ytringsfriheden … til at udtrykke den samme holdning, som den selv har. Den skelner mellem »gode« og »dårlige« ofre i stedet for at forsvare hele menneskeheden. Den fornærmer og sværter dem, der ikke står til tjeneste for dens propaganda, løgne og had. I modsætning til hvad tilhængerne af denne venstrefløj – som ikke længere er venstreorienteret andet end i navnet – har hævdet siden den 7. oktober, har jeg aldrig forvekslet muslimer med islamisme eller palæstinenserne med Hamas og dets tilhængere. Den, der beskylder mig for racisme, islamofobi – en beskyldning, der kun dræber dem, der udsættes for den – og for fascisme, er enten en idiot eller en skiderik, eller begge dele.

Quatremer genkender ikke længere venstrefløjen, og han kan ikke længere holde ud i det miljø, han længe har bevæget sig i. Det er »de røde gardisters« skyld.

De udgør ganske vist langt fra flertallet i avisen og endnu mindre i ledelsen, men ved hjælp af chikanemetoder, der er velafprøvede på den yderste venstrefløj, formår de at gøre luften uudholdelig for mig. Derfor trækker jeg mig tilbage. Jeg tager min frihed tilbage, for den er min mest dyrebare ejendom. Jeg har ikke tænkt mig at give afkald på den mindste del af den.

Quatremer meddeler, at han skifter til nyhedsmagasinet Marianne.

Til læserne siger jeg: Vi ses på andre platforme, hvor jeg vil fortsætte med at lade min stemme blive hørt og forsvare de værdier og den journalistik, jeg tror på.

Jeg håber, at flertallet af jer vil fortsætte, ligesom jeg har forsøgt at gøre de seneste år, med at forsvare *Libération* mod dem, der ønsker at tage avisen som gidsel i en ideologis navn, der strider mod avisens værdier.

Venstreorienterede af denne støbning er lette at holde af – og mange af os har kendt dem, omgået dem eller haft dem som lærere.

Der er utvivlsomt mange på venstrefløjen, der i deres hjertes dybeste ønsker at gøre som Quatremer. Men den, der skal gøre det, har måske brug for særligt meget mod. Og den, der ikke er særligt ung, må være forberedt på et liv, der er lidt sværere. Men det er heller ikke let at leve det liv, som folk, man ikke længere kan lide, forventer af en.

Taget herfra