“Udefrakommende islamister rakker Danmark ned og misbruger vores sociale ydelser – konventionerne beskytter dem”

Det viser Britta Mogensen her

Taget herfra

I den sidste tid har medierne underholdt os med udefrakommende svindlere, løgnhalse og islamister, som en stor del af befolkningen og også nogle af politikerne vil have ud af landet.

Modstanden mod udvisning er dog stor fra flere partier (tænk dog på konventionerne), så handling er der ikke meget af fra regeringen side.

Fortrydelsesretten

En afrikansk islamist viser, hvorfor fortrydelsesretten i repatrieringsloven aldrig skulle have været vedtaget. Men regeringen er så glad for den, at man nægter at fjerne den igen.

Et irakisk ægtepar fandt på en mægtig fidus, der var grov udnyttelse: Hvorfor ikke lade både Danmark og Sverige betale for familiens opretholdelse, når det er muligt?

En meget berygtet revolutionær pakistaner snød med sin adresse, så han kunne stille op i Københavns Kommune til kommunevalget i 2025 uden at bo i kommunen.

Nyt om islamisten Mohamed Abdi Khan

Abdi Khan, den berygtede islamist har endnu engang givet anledning til befolkningens vrede. Se DKA.

TV2 præsenterede os for Abdi Khans udnyttelse af velfærden i Danmark. Det kom for dagen, at han i 2022 fik ca. en halv million kroner i såkaldt repatrieringsstøtte til rejsen tilbage til Ethiopien. Efter at have soldet beløbet op på 5 måneder, benyttede han sig af den forkætrede fortrydelsesregel og stod igen i Danmark med hånden fremme.

Da repatrieringsstøtte skal tilbagebetales, bedyrer Abdi Kahn, at han er i gang med at betale tilbage. Betale en halv million kroner ud af bistandshjælp? Det vil tage for evigt. Se Bekendtgørelse af tilbagebetalingskrav.

Han hader Danmark, og samtidig håner han danskerne og morer sig over, at Danmark intet kan gøre, fordi han er beskyttet af konventionerne. Han pukker konstant på sine rettigheder.

Debattør Christian Marcussen har fået aktindsigt i en vurdering fra Udlændingestyrelsen fra 2024, hvori der står, at en forlængelse af Mohameds midlertidige opholdstilladelse blandt andet beror på, at flere af hans mindreårige børn har haft deres ”formative år i Danmark” og har ”opnået selvstændig tilknytning til Danmark.”

Styrelsen anvender helt forfejlet Menneskerettighedskonventionens artikel 8 om familiens enhed. Der er jo netop ikke tale om at splitte familien. Tværtimod skal alle otte personer samlet ud af Danmark.

Det er fortvivlende – og ødelæggende for landet – så lidt myndighederne ved om islamisters børneopdragelse. Børnene i disse familier får generelt ikke deres ”formative år i Danmark”. De får deres formative år inde i en ekstrem islamisk familie. Deres børn har intet med danske børn og unge at gøre. Og det eneste, de lærer om samfundet er, hvor let det er at svindle de naive danskere

Læs dog, hvad islamisten selv skriver om det.

En forskrækket socialdemokrat

Et job på øretævernes holdeplads er næppe den socialdemokratiske udlændingeordfører Thomas Skriver Jensens kop te. Han ser nærmest forskrækket ud, mens han forsøger at finde på undskyldninger for den bjergsomme islamist og gætter på, hvorfor Abdi Khan med sin familie kom tilbage efter at have fået en stor pose penge. Måske gik det ikke lige, som de repatrierede havde ønsket, måske kunne de være i fare i hjemlandet, eller måske noget helt tredje.

Skriver Jensens gætterier kan jeg supplere med et noget langt mere odiøst gæt: Nemlig, at de 5 måneder skulle bruges til at få den stærkt indhyllede 6-årige datter kønslemlæstet.

Ganske vist er kønslemlæstelse ulovligt i Etiopien ligesom i Danmark, men det er ikke uvant ude på landet, især i ekstremt islamiske familier. Har danske myndigheder gjort deres pligt og har undersøgt barnet?

Svindlere på højt plan

I øjeblikket flyder nettet over med et irakisk par, Kais Kassem og Salwa.

Jwad, der for 16 år siden fandt ud af en mægtig fidus til at svindle både Sverige og Danmark, så der blev råd til lidt mere end det daglige brød i husholdningen. Se DKA.

Hvordan kunne det dog ske, spørger alle? – også måbende politikere. De mener, at det rent faktisk er umuligt. Men det umulige er muligt for den drevne.

Kais søgte asyl i Danmark i slutningen af 1990’erne. I 1997 blev det obligatorisk tage asylanters fingeraftryk.

Kais fik asyl, og som sådan havde han ret til at få sin familie til Danmark. Familiesammenførte får ikke taget fingeraftryk.

Så lever de på nas i omkring 14 år, men føler sig angiveligt uretfærdigt behandlet af Danmark. Det uretfærdige består tilsyneladende i, at Salwa fik en ubetinget fængselsstraf for vold mod sin steddatter, Alvira Lund, og Kais mod sin søn. Han blev igen idømt ubetinget fængsel for vold mod sønnen, efter at han havde afsonet sin første dom.

Som det bliver beskrevet får manden en god idé. Da hans kone er familiesammenført og dermed ikke har fået taget fingeraftryk i Danmark, skal hun tage til Sverige og søge asyl. Senere skal hun så ansøge om familiesammenføring med sin mand, der jo som familiesammenført ikke får taget fingeraftryk.

Fidusen virker efter hensigten. For i tillidssamfund er der grænser for, hvor meget man kontrollerer de stakler, der lige er ankommet fra et krigsramt område.

De skaffer sig en falsk adresse, tilmelder sig det svenske jobcenter og kan derfor nu få offentlige ydelser i Sverige. Da statsborgerskaber uddeles i lind strøm endnu hurtigere i Sverige end i Danmark, bliver de snart svenske statsborgere.

Da de fortsat bor i Danmark, får de også offentlige ydelser her. Salwa får endog førtidspension. Så de næste 16 år har de kunnet leve i sus og dus, betalt af de naive skandinaviske skatteydere, som ikke har anelse om, hvordan myndighederne klatter deres penge væk.

Da denne fidus lykkes så godt, sender manden sin søn til Sverige for at søge asyl. Han får besked om at sige, at han er mindreårig og lige er kommet fra Irak med menneskesmuglere, må man forstå.

Fanget med fingrene i kagedåsen går Salwa i panik og fralægger sig ethvert ansvar for svindlen. Det er alt sammen mandens skyld. Hun vidste ikke, det var ulovligt. Kais havde sagt, at ”det vil ikke blive opdaget”, siger hun til TV2.

Uden at være klar over, at lige netop den sætning fik fælden til at klappe i, fortsatte Salwa med at bedyre sin uskyld: ”Jeg sværger. Jeg vidste intet om det.”

Når en islamist sværger, kan man være næsten sikker på, at det er løgn.

Den politiske svindler

Den pakistanske Sikandar Siddique svindlede sig til en plads i Københavns Borgerrepræsentation. For at kunne stille op til kommunevalget i 2025 havde han skaffet sig en fupadresse i Københavns Kommune. Det har myndighederne nu vurderet.

Hans parti Frie Grønne fik 1,9% af stemmerne, og det var lige nok til en enkelt (uretmæssig) plads i Borgerrepræsentationen.

Diverse undersøgelser viste, at Sikandar Siddique ikke var flyttet fra sin familie i Herlev og altså havde snydt sig til en plads.

Efter at hans boligsag har turneret rundt i Københavns Kommune, Digitaliseringsstyrelsen og Digitaliseringsministeriet, er den endelige beslutning taget. Han har tabt sit boligsag.

Der skal åbenbart være et møde i Borgerrepræsentationen, hvor det skal vurderes, hvorvidt han skal overlade sin plads til sin suppleant. Se Berlingskes leder.

Suppleanten, Asham Agha Nadeem, er helt ukendt på den politiske scene, men Sikandar Siddique betragter ham som en med det ”rette moralske kompas”. Sagt af Siddique, lover det ikke godt for den københavnske fremtid.

Begejstringen for hans tilstedeværelse i Borgerrepræsentationen i ni måneder er sikkert til at overse. Tidligere overborgmester Sophie Hæstorp Andersen mener da også, at han ”med fuldt overlæg har manipuleret med demokratiet og bedraget vælgerne” og at han ”burde have karakter nok til at smutte ud af politik og blive væk”.

Det skal hun bestemt ikke regne med. For nu vil han samle ”den revolutionære venstrefløj.

Den grimme ælling forventer sikkert snart at blive til en svane.

Politisk mandsmod efterlyses

Danmark kan godt få svindlere sendt ud af landet. Det kræver blot lidt mandsmod fra politikernes side. Det er der ikke så mange, der er i besiddelse af; kun Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, nogle løsgængere og nogle stykker fra Socialdemokratiet, som ikke hører til i Socialdemokratiets snik-snak afdeling for stram udlændingepolitik.

Men for en gangs skyld kan politikernes begejstring for konventionerne komme dem til hjælp.

I Menneskerettighedskonventionens Tillægsprotokol nr. 7 anføres det, at udlændinge kan udvises under hensyn til den offentlige orden eller begrundet i hensynet til den nationale sikkerhed. Og i Flygtningekonventionen Artikel 32 om udvisning anføres det, at udlændinge kan udvises af hensyn til den nationale sikkerhed eller den offentlige orden.

Alle de tre ovennævnte islamister kan siges at være en fare for den offentlige orden og Danmarks nationale sikkerhed:

Abdi Khan ophidser sine 18.000 følgere på Facebook til at bekæmpe demokratiet og arbejde for et kalifat og sharialovgivning.

Det irakiske par, Kais Kassem og Salwa Jwad, har svindlet og bedraget to lande for millioner. Da de er svenske statsborgere, er familien Sveriges ansvar.

En pakistaner, der nu vil lave revolution, efter at hans svindel er kommet for dagens lys.

At sende dem alle hjem vil kræve, at Danmark kæmper imod Menneskerettighedsdomstolen og nægter at følge domme, der er til skade for Danmark og danskerne. Tør de det?

Taget herfra