“Urolighederne i Californien er fremtidens spejl”

Det skriver Kasper Støvring her

Taget herfra

Masker, mexicanske flag, brændende biler og voldelige sammenstød med amerikanske myndigheder. Scenerne fra Los Angeles ligner noget fra en borgerkrig. Sådan ser det altså ud, når en regering med stort folkeligt mandat vil udvise illegale og kriminelle indvandrere.

Men for dem, der har fulgt med, er der intet overraskende ved dramaet. Det er tværtimod kulminationen på en konflikt, der blev forudset for to årtier siden.

Det er samtidig et billede på, hvad vi kan forvente i Europa, hvis vores politikere kunne få den tanke at udvise indvandrere i stor stil.

Huntingtons fortiede profeti

I 2004 udgav den amerikanske historiker Samuel Huntington bogen “Who Are We?”, hvor han advarede mod det, han kaldte “den latinamerikanske udfordring”. Hans centrale påstand var, at den massive mexicanske indvandring til USA fundamentalt adskilte sig fra alle tidligere bølger af immigration. Hvor italienere, polakker og irere med tiden var blevet amerikanere, ville mexicanerne ifølge Huntington aldrig assimilere.

Han pegede på tre afgørende faktorer:

Først koncentrerede mexicanerne sig geografisk i bestemte områder som Californien og Texas, hvilket skabte kulturelle enklaver frem for integration. Dernæst bevarede de stærke loyaliteter til Mexico på grund af den fysiske nærhed og den konstante strøm frem og tilbage over grænsen. Endelig ville denne gruppe, forudså Huntington, direkte udfordre amerikansk suverænitet ved at sætte spørgsmålstegn ved grænsernes legitimitet.

Dengang blev Huntington hånet som racist og nationalkonservativ frygtopvigler. Men hvad så vi i Los Angeles? Mexicanske flag vajede over voldelige demonstranter, der angreb amerikanske myndigheder. Huntingtons mareridt blev til virkelighed.

Fra teori til virkelighed

Huntingtons forudsigelser manifesterer sig nu på alle niveauer.

De såkaldte “sanctuary cities” udfordrer den føderale immigrationslovgivning ved at nægte samarbejde med deportationsmyndigheder. Californiens guvernør Gavin Newsom har gjort modstand mod føderal immigrationshåndhævelse til sin politiske mærkesag. Delstaten bruger sine ressourcer til at beskytte illegale indvandrere mod amerikanske love.

Det er den dobbelte loyalitet, som Huntington advarede om. Når mexicanske amerikanere vælger at beskytte illegale landsmænd i stedet for at overholde amerikansk lov, bekræftes hans centrale tese. Indvandring handler ikke længere om at blive amerikaner, men om at udvide Mexicos indflydelse på amerikansk jord.

Huntington citerede dengang mexicanske intellektuelle, der åbent talte om “reconquista” – en genindtagelse af det sydvestlige USA gennem demografi snarere end våbenmagt. Jose Angel Gutierrez udtalte direkte: “Vi har et aldrende hvidt Amerika. De kommer ikke til at klare den. Det er os, der skal overtage.”

Lyder det bekendt i europæiske ører i disse dage, hvor vi diskuterer befolkningsudskiftning?

Sådanne udtalelser blev dengang affejet som marginale stemmer. I dag ser vi konsekvenserne. Huntingtons profeti slog rod i den californiske jord og blomstrede med vold og ødelæggelse.

Progressiv menneskerettigheds-universalisme vs. national suverænitet

Kernen i konflikten rækker langt ud over almindelig partipolitik. Som Matthew Continetti har påpeget,  står vi over for to fundamentalt forskellige verdensanskuelser.

På den ene side står en progressiv opfattelse af menneskerettigheder som universelle og grænseoverskridende. Nationale grænser betragtes som kunstige konstruktioner, der ikke bør begrænse menneskers ret til at søge et bedre liv uanset juridisk status.

På den anden side står en traditionel amerikansk forståelse af nationalstaten som et fællesskab med særlige forpligtelser over for sine egne borgere. Her betyder borgerskab noget konkret. Det indebærer både rettigheder og ansvar, som ikke kan udvandes ved at behandle alle ens uanset legal status.

Trump repræsenterer sidstnævnte position. Hans genvalg i 2024 blev netop drevet af frustrationen over ukontrolleret illegal indvandring. Amerikanerne stemte for en genoprettelse af grænser og en prioritering af borgernes nationale interesser. 

Det er ikke tilfældigt, at hans popularitet stiger, når han fokuserer på immigration.

Hvad står på spil

Californien med guvernøren Gavin Newsom i front ser sig selv som et moralsk fyrtårn for resten af Amerika. Men når delstaten aktivt beskytter kriminelle udlændinge mod deportation og lader vold mod føderale agenter passere, undergraver man den retsstat, man påstår at forsvare.

Optøjerne handler derfor ikke kun om indvandring, men om amerikanernes grundlæggende selvforståelse. Og dermed også om vores, europæernes store spørgsmål:

Kan en nation overleve uden fælles identitet og loyalitet? Huntington stillede spørgsmålet: “Vil USA forblive et land med et fælles sprog og en fælles kultur?”

Når demonstranter åbent viser loyalitet til et fremmed land, mens de angriber deres værtslands myndigheder, er assimilationen brudt sammen. Vi er ikke længere vidne til indvandring, men kolonisering.

Som Continetti skriver, har Trump juridisk momentum. Den amerikanske forfatning er krystalklar: føderal lov er landets øverste lov. Han har også politisk medvind, fordi social uorden traditionelt gavner højrefløjen. Men ideologiske konflikter dør langsomt. Californiens elite har bygget hele karrierer på multikulturel ideologi og vil ikke give op uden kamp.

Huntington advarede om, at Amerika risikerede at blive delt i etniske, racemæssige og kulturelle subnationaliteter. Først kom advarslen, så kom benægtelsen, nu kommer opfyldelsen i Californiens gader. 

Hvornår kommer kampene til Europa?

Af Kasper Støvring

Taget herfra