3 Kommentarer

  1. Jeg husker meget tydeligt dagene der først i november 1989. Det var med stor undren og megen mistro, jeg bivånede begivenhederne. Hele tiden regnede jeg med, at der ville komme en forfærdelig modreaktion fra Sovjet, men intet skete.
    Da det stod klart, at murens fald var en realitet, spirede der et kraftigt håb om en langt bedre verden UDEN den satans kommunisme og anden djævelskab. Til min store misnøje, kom der ikke noget, der blot tangerede et opgør med kommunismen og dens hæslige medløbere.
    Yderligere begyndte muhamedanerne at røre på sig og meget hurtigt havde vi en ny plage i form af muhamedanere og de næsten endnu værre medløbere blandt “vore egne”. Vi fik altså ikke den længe ventede fred og fordragelighed.
    Og fanden galemig om ikke rødgardisterne igen begyndte at røre på sig i uhellig alliance med muhamedanerne. For satan dog en nedtur.
    Så i grunden er der ikke så meget at fejre.

    • Jo masservis af terrorisme.
      Det skar hver dag, indtil folk bliver møre nok.
      Paludan har fattet det, mange, som bliver flere har fattet det. Vi to har nok også fattet det.

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.