Sådan skriver Lars Hedegaard her
Taget herfra
Jeg har læst Monica Papatzus lange og ambitiøse essay om Ukraine-krigen i Tidehverv nr. 9-10, 2022, og må medgive, at hun har mange interessante og tankevækkende pointer – specielt hvad angår krigens historiske forudsætninger. Der er således næppe tvivl om, at den ukrainske regering siden 2014 har handlet uklogt og undertrykkende over for sit etnisk-russiske mindretal.
Skylden for krigen lægger hun dog hovedsageligt på USA, som hun mener har benyttet sig af regimet i Kyiv til at føre stedfortræderkrig i den hensigt at knuse den russiske føderation og dermed udvide sin ”unipolære” verdensmagt. Som støtte for denne teori citerer hun i lange baner de amerikanske tænketanke, RAND og The Jamestown Foundation, som hun mener bidrager til ”en konstant aggressiv bevægelse fra Vestens side” og udslynger ”trusler mod Ruslands eksistens”. I den forbindelse glemmer hun, at USA’s udenrigspolitik ikke formuleres af ”neo-konservative” tænketanke, men af skiftende præsidenter og udenrigsministre.
Papatzu anfører, at USA’s antirussiske politik bl.a. har til hensigt at skaffe nye markeder for landets naturgas, som skal erstatte den russiske import. Og hvordan er det så gået med den politik? Ikke særlig godt, idet præsident Bidens første handling som nytiltrådt præsident var at sabotere den energiuafhængighed, som landet havde opnået under Trump, og dermed gøre Vesteuropa mere afhængigt af russisk gas. Amerikanske regeringer synes ikke at være helt så udspekulerede, som teoretiske udredninger antyder.
LÆS OGSÅ:Det er kulturen, dumme
Papatzu får det også til at se ud, som om USA er almægtig og kan skalte og valte, som det vil i bestræbelsen på at opløse Den Russiske Føderation i 34 nye enheder. Hun glemmer, at USA er en magt for nedadgående. Biden kan sende våben til Ukraine, men hvor længe kan han blive ved, før de amerikanske lagre tømmes? USA’s militær er også en skygge af sin tidligere vælde. Landet er forgældet til langt over Manhattans skyskrabere. Militæret bliver undermineret indefra af venstrefløjens woke-ideologi med hele menageriet af transkønnethed, kritisk raceteori og bestræbelser på at afskaffe tidligere normale ord som ”han” og ”hun”. Konsekvensen er bl.a., at de væbnede styrker har voksende besvær ved at rekruttere frivillige.
Og når Papatzu påviser, at amerikanske tænketanke drømmer om Den Russiske Føderations opløsning, burde hun nok have nævnt, at USA selv er ved at falde fra hinanden i form af en voksende modsætning – politisk, økonomisk, kulturelt – mellem de demokratisk-styrede ”blå” stater og de republikanske ”røde”.
Det bør nok også nævnes, at USA har – eller burde have – fuldt op at gøre med den egentlige trussel mod andets sikkerhed og globale indflydelse, nemlig Kina, der er i fuld gang med at befæste sine positioner i det vestlige Stillehav, Afrika og Latinamerika. Ironisk nok burde Putin nok også interessere sig for de kinesiske kommunister, der kaster sultne blikke på det tyndt befolkede Sibirien.
LÆS OGSÅ:Der kommer en afregning
Meget gør hun ud af NATO’s udvidelse med østeuropæiske lande som Bulgarien, Rumænien, Polen, Estland, Letland og Lithauen, som har bragt den transatlantiske alliance tættere på Ruslands grænser – og det er åbenbart noget, som Papatzu mener udgør en trussel mod Ruslands sikkerhed. Men NATO har vel ikke på noget tidspunkt truffet forberedelser til at invadere russisk territorium? Hun omtaler heller ikke det faktum, at ingen af de nye NATO-medlemmer er blevet tvunget til at melde sig ind i alliancen, heller ikke, at de med deres historiske erfaringer med sovjetisk undertrykkelse, massemord og deportationer har haft gode grunde til at bringe sig i sikkerhed, mens tid var.
Papatzu citerer en FN-resolution fra 1970, der fastslår, en enhver stat har den umistelige ret til vælge sit politiske, økonomiske, sociale og kulturelle system uden udenlandsk indblanding. Det må så også gælde den ukrainske regerings ret til at gennemtvinge den styreform, den ønsker – uanset om indenlandske og udenlandske iagttagere finder systemet forkasteligt. Det er virkelig ikke nemt at opstille regler for staternes ageren.
De fleste rettænkende ønsker fred, men det er der ingen udsigt til, før en af de krigsførende parter – Ukraine/USA og Rusland –indser, at der ikke er noget at vinde ved at fortsætte krigen.
Særligt kunne man håbe, at besindige kræfter i Rusland erkender, at det var en gigantisk fejl overhovedet at starte den ”specielle militære operation” den 24. februar 2022.
Taget herfra
Jeg har ikke kunnet finde et link til den artikel Lars Hedegaard refererer til af Monica Papatzu
Hvis nogen har et link, må man meget gerne skrive det i en kommentar 🙂
Monica Papazu har mange kloge tanker om mange ting, men jeg tror ikke rigtig at hun har fået Ukraine-Rusland konflikten til rigtig at trænge ind under huden. Vel meget forståeligt for hun har mig bekendt heller ikke de store forudsætninger for det, men er da velkommen til at mene og skrive, hvad hun synes.
Inden for de sidste 2 årtier har USA og vesten haft 17 proxy eller direkte krige over det meste af kloden.
Antal sårede og dræbte er enorm.
Herhjemme er vores tilgang til Ukraine fuldstændig farvet af politikernes talerør, medierne, som ikke mere kan kaldes uafhængige men som bringer direkte politisk propaganda på ligefod med totalitære stater. Det rigtig skræmmende er at det er ligegyldig om det er offentlige medier eller private ejede mediehuse.
Vores virksomheder er du gået fuld facisme sammenn med de offentlige aktører og det på stort set alle samfunds niveauer.
Jeg giver ikke meget for Lars Hedegaards argumentation, og jeg foretrækker langt Monica Papatzus, men hun er da også en dejlig lille dame … Det er nok derfor.
Vestens Politikere og befolkningen bliver stukket blår i øjnene.
Lars Hedegaard eller ej.
Det er ikke helt vrøvl han komme med, der er mange at lytte til.
Hvorfor krigen startede og hvornå den startede i Ukraine skriger til himlen.
Havde USA holdt snåtten ude af Ukraine, havde vi nok ikkehaft den krig og desuden var Krim ikke blevet Annekteret.
—————————————————————–
—————————-2014 Statskup made in USA
Ukraines økonomi var i 2013 tæt på fallittens rand. Landet havde i 2 år forhandlet en associerings- og frihandelsaftale med EU, der skulle skaffe landet bedre vækstmuligheder. Aftalen skulle underskrives på et EU topmøde i Vilnius i november 2013, men umiddelbart før topmødet blev der tilføjet krav fra IMF til aftalepakken. IMF’s krav gik ud på voldsomme offentlige nedskæringer og fjernelse af subsidierne på energi, der ville medføre en stigning i energipriserne på 40%. Stillet overfor disse krav valgte Ukraine at springe fra og takke nej til aftalepakken.
Historien kunne være stoppet her, men USA kunne ikke tillade, at Rusland fik endnu en sejr på hjemmebane. I juni 2013 havde whistlebloweren afsløret NSA’s globale spionagenet og efterfølgende fået tåly ophold i Rusland, og i september forhandlede Rusland et kompromis på plads med Syriens Assad om destruering af landets kemiske våben. Derved mistede Vesten et argument for at angribe Syrien militært. USA besluttede derfor, at Ukraines folkevalgte præsident skulle væltes og erstattes af en håndplukket mand. Det samme havde USA gjort i Iran i 1953, i Guatemala i 1954 og senest i Venezuela i 2002. Ukraine blev offer i et storpolitisk spil mellem Vesten (primært USA) og Rusland.
Da det i november blev klart, at regeringen ikke ville underskrive aftalen med EU/IMF indledte oppositionen demonstrationer på Maidan pladsen i Kiev vendt mod regeringen. I starten var demonstranterne få – omkring 2000 – men den 24. november demonstrerede 50-200.000. Demonstrationerne var overvejende fredelige, men den 24. forsøgte en mindre gruppe demonstranter at storme regeringsbygningen, men blev drevet tilbage af tåregas. Dagen efter indledte oppositionsleder Yulia Tymochenko en sultestrejke til støtte for kravet om regeringens og præsidentens afgang. De følgende dage var antallet af demonstranter tilbage på ca. 2000 igen.
EU forsøgte nu også at fiske i rørt vande. Den 26. november talte formanden for
Lithauens parlament, Loreta Graužinienė til demonstranterne og dagen efter var det det polske parlamentsmedlem Marcin Święcicki. Samtidig satte Kievs bystyre et varmetelt op som service overfor demonstranterne, hvorfra der blev serveret varm og sandwiches. Tidligt om morgenen den 30. ryddede sikkerhedsstyrkerne Maidan pladsen, og de der ikke var hurtige nok fik tæsk.
Indenrigsminister Vitaliy Zakharchenko undskyldte senere på TV politiets hårdhændede fremfærd og lovede at der ville gennemført en undersøgelse. Konturene af USA’s taktik begyndte nu at vise sig. USA betalte de følgende måneder 10-15.000
arbejdsløse unge fra det vestlige Ukraine for at rejse til Kiev og deltage i
demonstrationerne, og supermagten begyndte samtidig at træne og bevæbne
højreradikale grupper tilknyttet Svoboda eller endnu længere til højre. Den 1.
december havde myndighederne forbudt demonstrationer, men omkring 100.000 trodsede forbuddet og demonstrerede forskellige steder i Kiev. Det der overskyggede demonstrationerne var imidlertid små voldelige grupper af demonstranter, der
gik til angreb på sikkerhedsstyrkerne og forsøgte at indtage en række offentlige bygninger. Det lykkedes dem ikke at indtage præsidentens administrationsbygning, men de indtog til gengæld Rådhuset og Fagforeningshuset.
Demonstranterne genindtog samtidig Maidan pladsen og oprettede hvad BBC’s korrespondent
David Stern betegnede som «nærmest en militærlejr med en imponerende barrikade omkring pladsen». De følgende dage deltog 2-10.000 mennesker i besættelsen af pladsen.
Den 8. december demonstrerede 100-500.000 i Kiev mod politibrutalitet. Demonstrationen var overvejende fredelig, men i slutningen brød en gruppe fra Svoboda ud og væltede Leninstatuen på pladsen. Den 11. december forsøgte sikkerhedspolitiet tidligt om morgenen at rydde barrikaden omkring Maidan, men i løbet af morgenen kom 20.000 demonstranter til og umuliggjorde rydningen.
Regeringen forsøgte at igangsætte forhandlinger ved den 13. at indkalde til en
rundbordssamtale mellem repræsentanter fra regeringen, oppositionen, kirken og NGO’er.
Samtalen fandt sted, men magten lå et andet sted – på Maidan pladsen. Dagen efter fyrede regeringen Kievs kommunaldirektør og en række højtstående politifolk for at have anvendt overdreven vold ved rydningen af Maidan den 30. november. Samtidig fiskede USA i rørt vande ved at sende kongresmedlemmerne Christopher Murphy og John McCain, der talte til demonstranterne på Maidan og lovede dem deres fulde støtte.
Den 17. december indgik Rusland og regeringen en aftale hvorefter Rusland ville låne Ukraine 15 Mia. US$ og sænke gasprisen med 33%. Demonstranterne svarede igen ved at blokere parlamentet for at hindre det i at ratificere aftalen.
Under hele forløbet havde regeringen fortsat forhandlingerne med EU om associeringsaftalen, og den 20. december meddelte EU at det var klar til at underskrive aftalen, når Ukraine var rede. Men protesterne handlede ikke længere om EU men om at få fjernet regeringen og præsidenten.
Demonstrationer og regeringstro demonstrationer fortsatte ind i januar 2014 og den 16. januar vedtog regeringen vidtgående lovgivning til at dæmme op for urolighederne: en straframme på 10 år for blokade af regeringsbygninger, store bøder og fængsel til demonstranter der bar masker eller hjelme, bøder og fængsel for uautoriseret opstilling af telte, scener og forstærkeranlæg på offentlige områder, forbud mod deltagelse i bilkonvojer med mere end 5 biler, hurtigere fratagelse af parlamentsmedlemmers parlamentariske immunitet, identificering
af udenlandsk finansierede NGO’er som «udenlandske agenter», to års fængsel til personer der spredte løgne gennem sociale medier, et års strafarbejde for bagtalelse af regeringsembedsmænd, tvungen registrering af internetbaserede medier og telefoner på taletidskort.
Oppositionen, EU og menneskerettighedsgrupper kritiserede den drakoniske lovgivning. Den 19. januar demonstrerede op mod 200.000 mod sikkerhedslovene. Demonstrationen forløb overvejende fredeligt til nogle tusinde demonstranter brød ud og via Hrushevskoho gaden forsøgte at indtage parlamentet. Kampene i dette område fortsatte i 3 dage og kostede 3 mennesker livet. De første under demonstrationerne.
Den 25. januar rapporterede indenrigsministeren, at militante demonstranter var begyndt at opbygge lagde af skydevåben i Rådhuset og Fagforeningshuset. I lyset af den stadig mere kaotiske situation trak premierminister Azarov sig tre dage senere fra posten og flygtede til Østrig. Samme dag underskrev Yanukovych en ny lov, der annullerede sikkerhedslovene fra 16. januar. Ligeledes den 28. januar optog den russiske efterretningstjeneste en telefonsamtale mellem USA’s viceudenrigsminister for Europa, Victoria Nuland og supermagtens ambassadør i Kiev, Geoffrey Pyatt, der diskuterede hvem der skulle indsættes i regeringen, når Yanukovich var fjernet.
Undervejs i konversationen faldt talen på EU, hvortil Nuland bemærkede: «Fuck the
EU», hvortil ambassadøren svarede: «Oh, exactly ..».
Russerne offentliggjorde samtalen på YouTube den 6. februar, hvilket førte til en mindre krise mellem EU og USA, men bemærkningerne var i virkeligheden udtryk for, at EU’s diplomati var ligegyldigt. Det var CIA’s kupplaner der var afgørende. Ligeledes 6. februar offentliggjorde russerne efterretninger om, at USA brugte 20 Mio. US$ ugentligt på at financiere og bevæbne oppositionen.
Den 9. februar opfordrede oppositionen Ukraines befolkning til at danne selvforsvarsgrupper. Vitali Klitschko erklærede at folk kunne skrive sig op til grupperne gennem hans UDAR parti.
En anden oppositionsleder, Yuriy Lutsenko opfordrede demonstranterne til at bevæbne sig med baseballkøller og hjelme. Opfordringen kom da den politiske opposition erkendte, at den var ved at blive udmanøvreret af de højreradikale grupper finansieret og bevæbnet af USA.
Slutspillet i oprøret blev indledt den 18. februar, hvor omkring 20.000 demonstranter gik mod parlamentet med krav om genindførelse af 2004 forfatningen. Under kampene mellem politi og demonstranter går snigskytter i aktion og dræber 18. Halvdelen demonstranter og den anden halvdel politifolk. Retsmedicinske undersøgelser viser efterfølgende, at de blev dræbt af de samme våben og den samme ammunition. Hvem snigskytterne var blev ikke opklaret, men den israelske avis Haaretz interviewede efterfølgende israelske officerer, der var blevet sendt
til Kiev i disse dage. Det var ikke sikkerhedsstyrkerne der startede skyderiet.
De havde eksplicit forbud mod at skyde med skarpt, netop for at undgå at landet blev hængt ud i verdenspressen, men en del demonstranter blev fotograferet med automatvåben. Tilladelse til at skyde med skarpt blev først givet 20. februar, hvor yderligere 70 blev dræbt. De højreradikale grupper var nu forsynet med automatvåben og gik veldisciplineret til angreb på sikkerhedsstyrkerne.
Den russiske efterretningstjeneste offentliggjorde den 5. marts en aflytning mellem den estiske udenrigsminister Urmas Paet og EU’s udenrigskoordinator Catherine Ashton hvor koordinatoren for første gang bliver informeret om, at det var de samme snigskytter der dræbte både demonstranter og politi.
Den 21. februar lykkedes det EU at forhandle en aftale på plads mellem Yanukovych
og oppositionen, der indebar at forfatningen fra 2004 skulle genindføres, der skulle skrives en ny forfatning frem til september og holdes præsidentvalg inden december. Aftalen blev derefter vedtaget med 386 stemmer mod 0 i parlamentet, men aftalen var ligegyldig. Magten lå hos de højreradikale grupper som USA havde finansieret og som holdt pladser og gader besat omkring parlamentet. Samme dag
flygtede Yanukovych til Rusland. USA’s regimeskift var lykkedes.
Parlamentet indsatte nu Arseniy Yatsenyuk fra det konservative Faderlandsparti som
premierminister. Hans regering bestod af 20 ministre, hvoraf de 10 var fra højreradikale partier. Der eksisterede fortsat en dobbeltmagtsituation i hovedstaden, hvor det var bevæbnede højreradikale der kontrollerede gader og pladser, mens politikerne i parlamentet forsøgte at genetablere en magtbase.
Ang. billede: https://youtu.be/5SBo0akeDMY
NYHED 1. mar. 2014 Neo-nazistisk trussel i det nye Ukraine.
Den 23. februar besluttede regeringen som en af sine første embedshandlinger at ophæve loven om minoritetssprog, der gjorde det muligt at anvende russiske, polsk eller rumænsk blandt de etniske grupper i landet. Herefter var ukrainsk det eneste tilladte sprog. Denne lovændring var udløsende for oprøret i den østlige del af landet, der var befolket af etniske russere. Den 1. marts demonstrerede indbyggerne i byerne Kharkiv, Donetsk, Simferopol, Odessa, Luhansk, Melitopol, Yevpatoria, Kerch og Mariupol mod den nye regering. Denne udvikling kom i høj grad på tværs af USA’s planer. USA ønskede som belønning for sin finansiering af regimeskiftet at få den russiske flådebase på Krim halvøen. Det ønskede Rusland at undgå og støttede derfor fra starten Krims løsrivelsesbestræbelser. Allerede få dage efter kuppet i Kiev tog væbnede lokale militser kontrollen over de offentlige bygninger på
Krim, den 16. marts blev der gennemført en folkeafstemning, der gav 96% opbakning til tilslutning til Rusland, og få dage senere blev Krim formelt indlemmet i Rusland. Den ukrainske forsvarsminister måtte i slutningen af måneden indrømme, at over halvdelen af de ukrainske soldater på Krim halvøen var deserteret over på modstandernes side. Han blev derefter afsat.
Den russiske reaktion på USA’s forsøg på ekspansion kom på et belejligt tidspunkt.
USA og NATO havde lidt militært og politisk nederlag i Afghanistan, hvor det efter 12 års besættelse ikke var lykkedes at besejre oprørerne i landet. NATO var på vej ud og skulle finde en ny «fjende». Rusland stillede sig her villigt til rådighed. Allerede i marts vedtog EU og USA de første sanktioner mod Rusland, der skulle ramme landets elite og dets økonomi. Sanktionerne blev strammet flere gange i løbet af 2014 og 15, og blev mødt af tilsvarende sanktioner fra russisk side mod vesteuropæiske og Amerikanske varer. Den økonomiske krig forværrede den i
forvejen dybe krise i EU.
I EU’s og USA’s retorik var det Rusland der var aggressoren overfor Ukraine ved at indlemme Krim og støtte andre oprørere i den østlige del af Ukraine, der ønskede mere autonomi ifht.
Kiev. Man så her bort fra, at det var USA der militært og politisk havde destabiliseret landet og sendt landets folkevalgte præsident, Yanukovych i eksil.
For at ændre magtforholdet ift. de højreradikale væbnede grupper i Kiev besluttede
myndighederne at svække Højre Sektor. Den 12. marts blev der udstedt arrestordre mod Højre Sektors leder i det vestlige Ukraine, Aleksandr Muzychko (a.k.a. Sasha Beliy) og ved en operation den 23. marts blev han skudt og dræbt af sikkerhedsstyrker. Den ukrainske «revolution» åd sine egne.
Efter Krims indlemmelse i Rusland stemte Folkerepublikkerne Donetsk og Luhansk i maj 2014 om selvstændighed, som Iflg. separatisterne blev vedtaget med over 90% af stemmerne. Udslagsgivende for beslutningen om at gennemføre folkeafstemninger var massakren i Odessa 2. maj, hvor højreradikale ukrainere satte ild til en fagforeningsbygning og lod 42 indebrænde.
Separatisternes militser tog hurtigt kontrol over grænseområdet mod Rusland, og grænsen var dermed åben så våben og frivillige kunne flyde fra Rusland ind i udbryder-republikkerne. Mens Rusland umiddelbart havde indlemmet Krim gjorde landet ikke dette med udbryderrepublikkerne.
Præsidentvalget i maj blev allerede i første runde vundet af oligarken og chokoladekongen Petro Poroshenko med 54,7% af stemmerne mod 12,8% til Julija Timoshenko. USA fik dermed sin mand indsat på præsidentposten. Poroshenko havde sammen med USA finansieret kuppet mod Yanukovych. I den østlige del af landet var kun 20% af valgstederne åbne pga. trusler fra separatister, så Poroshenko var grundlæggende det vestlige Ukraines præsident. Ved hans indsættelse i juni deltog USA’s vicepræsident Joe Biden.
der er meget mere.
————————————————————-
Til TrumfES
Jeg har det hele og det er klat til at sætte på hvis det er af Interesse. !
Hej Charles
sæt et link til din dokumentation på i en kommentar, så kan vi alle læse det 🙂
med venlig hilsen
TrumfEs
Hej TrumfES
Den nederst. på link xxxhodjasblog.one/svar-til-flere-om-ukraine/
men du for den her. xxx=https://
Org. Link: https://leksikon.org/art.php?n=3064
Der startes med billede af Chokoladekongen USA’s mand. det var under Obama admin medens Biden var vicepresident. Udenrigsminister Kerry ses i baggrunden af dette billede.
Efter dette link: Scrolles der ned til “Statskup made in USA”
Noget af det er kommet i TVA på DR i 2014.
Det hele har jeg på PDF.
hvor alle link er aktive.
Den kan jeg sende dig på mail.
Tak for linket, Charles 🙂
mvh TrumfEs
TrumfES der er mail.
Det skriver jeg fordi jeg ikke skal hænge i filteret i din postkasse.
———————————–USA havde ønsket.
USA havde ønsket at få kontrol over hele landet – en krænkelse af aftalerne mellem Rusland og USA fra begyndelsen af 1990’erne, hvor randstaterne skulle forblive alliancefri – men supermagten havde i stedet frembragt en de-facto deling af landet og en indædt borgerkrig, der i slutningen af året havde kostet flere tusinde livet. De fleste civile. Moralen blandt de ukrainske soldater var lav og desertering hyppigt forekommende. For at kompensere herfor lod myndighederne Højre Sektor oprette «Azov
Bataljonen» med hovedsæde i Mariupol, (Nazister) og USA sendte militærrådgivere samt terrororganisationen Blackwater ind i det østlige Ukraine.
Grundlæggende var der tale om en klassisk stedfortræder krig med USA på den ene side og Rusland på den anden med Ukraine som kampplads. I februar 2016 trådte
finansminister Aivaras Abromavičius tilbage i protest mod regeringens manglende vilje til at bekæmpe korruptionen. Premierminister Yatsenyuks popularitet var i forvejen styrtdykket, så præsident Poroshenko benyttede lejligheden til at fyre ham. I april
blev Volodymyr Groysman indsat som ny premierminister. Han lovede ved sin tiltræden – som forventet – at søge tættere forbindelse til EU og bekæmpe korruptionen.
FN’s Underkomite til hindring af Tortur suspenderede sit besøg i Ukraine i maj efter at efterretningstjenesten havde hindret komiteens medlemmer adgang til tjenestens centre i det østlige Ukraine, hvor der var rapporter om anvendelse af tortur og nedværdigende behandling. Komiteen genoptog og færdiggjorde sine undersøgelser i
september. Den udfærdigede derefter en rapport, som de ukrainske myndigheder
imidlertid nedlagde forbud imod blev publiceret.
Et forfatningstillæg blev vedtaget i juni. Det indebar, at landet ikke ville ratificere sit ICC (International Kriminalret), medlemskab i en interim periode på 3
år – og derfor ikke var underlagt ICC. Krigsforbryderdomstolen offentliggjorde sin
foreløbige undersøgelse af situationen i landet i november, og konkluderede at
situationen på Krim og i Sevastopol havde karakter af en international væbnet
konflikt mellem Ukraine og Rusland, og at flere oplysninger ligeledes pegede på
eksistensen af en international væbnet konflikt i områderne i det østlige Ukraine.
Medier der var kritiske overfor myndighederne, eller som blev beskyldt for at være prorussiske eller pro-separatistiske blev udsat for chikane, trusler om lukning eller vold. TV kanalen INTER blev flere gange truet med lukning af indenrigsministeren, og i september forsøgte 15 maskerede mænd uden held uden held at trænge ind på stationen, som de anklagede for at være pro-russisk. Efter den mislykkede indtrængen kastede de i stedet benzinbomber ind i bygningen og satte den i brand. Regimet fængslede og dømte rutinemæssigt regimekritiske journalister – eller lod dem myrde. I juli blev journalistven Pavel Sheremet myrdet med en bilbombe i Kiev.
Efterforskningen gav ingen resultater. Ligeledes gav efterforskningen af mordet på journalisten Oles Buzina i 2015 ingen resultater. Svarende til forfølgelsen af journalister og kritiske medier i Ukraine, blev pro-ukrainske journalister og
medier forfulgt på Krim og i de separatist kontrollerede områder i den østlige del af landet.
Chokoladekongen erklærede i et interview til det tyske Funke Medie gruppe i februar 2017 at han ønskede at gennemføre en folkeafstemning om Ukraines optagelse i NATO. Landet indgik da i NATO’s partnerskabsaftale, men en egentlig optagelse ville yderligere forværre forholdet til Rusland. Trods Minsk II våbenhvileaftalen fortsatte kampene i Donbass. Kampe blussede op; våbenhvileaftaler blev forhandlet på plads for hurtigt derefter atter at bryde sammen. Begge parter gjorde sig skyldige i krænkelser af Genevekonventionerne – både i form af overgreb mod kombattanter og mod civile.
Org. Link: https://leksikon.org/art.php?n=3064
——————————————————-
Der starten med billede af Chokoladekongen USA’s mand. det var under Obama admin medens Biden var vicepresident. Udenrigsminister Kerry ses i baggrunden af dette billede.
Efter dette link: Scrolles der ned til “Statskup made in USA”
Noget af det er kommet i TVA på DR i 2014.
Til TrumfES
Jeg har det hele og det er klar til at sætte på, hvis det er af Interesse. !