“Sverige er tabt – og jeg ville ønske, at jeg havde taget fejl”

Det skriver Helena Edlund her efter det svenske valg: “Valgresultatet skyldes udelukkende en øget valgdeltagelse blandt indvandrere, og i skrivende stund er der rapporteret om tusindvis af tilfælde af mistanke om valgsvindel”

Taget herfra

Jeg har advaret i årevis. Mod islamisering, mod klanloyalitet, mod et samfund, hvor demokratiet kan bruges til at afskaffe demokratiet, og mod en udvikling, der i sidste ende ville nå et punkt, hvor der ikke er vej tilbage. Nu står jeg der, hvor jeg aldrig ønskede at stå – og ønsker mere end nogensinde, at jeg havde taget fejl.

Advarsel: Dette bliver en af mine absolut mest personlige tekster nogensinde. Er du følsom over for det, der normalt betegnes som »cringe«, bør du derfor stoppe med at læse her, eller fortsætte på egen risiko.

Søndag den 13. september åbnede der sig en afgrund ved mine fødder, en afgrund, som jeg nu balancerer på kanten af, og hvis mørke mine øjne ikke kan undgå. Det er, som om hele Sverige – det Sverige, jeg har kaldt mit hjem, det Sverige, som mine forældre gennem utallige generationer har opbygget for mig og mine børn, det Sverige, jeg har elsket af hele mit hjerte – er blevet opsuget uden at efterlade spor.

Har »mit Sverige« overhovedet eksisteret, eller er alle mine minder hallucinationer? Når man tænker på, hvor hurtigt forandringen er sket, og hvor gennemgribende den har været, er det måske ikke så mærkeligt, at man spørger sig selv, om mit barndoms-Sverige overhovedet har eksisteret – mine egne børn har jo aldrig oplevet en tryg skole, boligkvarterer, hvor ingen låste døren, eller hvor ingen nogensinde havde hørt tale om »ydmygende røverier«, »æreskultur« eller »gruppevoldtægter«.

Eller »klanstemning«. Eller »krydsraket«.

Egentlig burde jeg ikke være det mindste overrasket. Før valget vendte jeg flere gange tilbage til, i tekster og poddavsnit, at det ville blive et skæbnesvangert valg for Sverige, og jeg hører til dem, der i mange år har advaret mod netop det, vi så ske i løbet af valgaftenen.

Jeg har advaret om, at vi ville nå PONOR – point of no return – det punkt, hvor der ikke er nogen vej tilbage, uanset hvor meget man fortryder. Jeg har skrevet om faren ved at tage sin frihed for givet. Jeg har skrevet om demokratiets akilleshæl: at demokratiet kan bruges til at afskaffe demokratiet. Jeg har skrevet om faren ved islamisering. Jeg har påpeget, at Sverige har taget imod et stort antal mennesker, der hader os og vores samfund. Jeg har skrevet om, hvordan svenskerne ikke kan forstå forskellen mellem individualisme og gruppeloyalitet – eller hvilke konsekvenser denne forskel kan have for et samfund, en nation og dens individer.

Den pris, jeg har måttet betale for det, har været høj. Alligevel er vi mange, der har advaret, og vi har advaret længe. Uden resultat. Folk har ikke villet lytte. I stedet har flertallet valgt at se den anden vej og kalde os højreekstremister, racister og nazister. Derfor er den negative udvikling fortsat, frem til – og ud over – PONOR.

Og nu er vi der.

Med den mindste mulige margin har vælgerne stemt for en rød-grøn regering. Valgresultatet skyldes udelukkende en øget valgdeltagelse blandt indvandrere, og i skrivende stund er der rapporteret om tusindvis af tilfælde af mistanke om valgsvindel. Men vi kommer nok ikke til at opleve et nyt valg – det blev jo, ifølge Socialdemokraterne og medierne, det »rigtige« resultat.

Selvom jeg er fuldt ud klar over, at man ikke kan bevise noget med et »tænk, hvis«-resonement, kan jeg alligevel ikke slippe tanken: Tænk, hvis det havde været omvendt. Tænk, hvis Tidö havde vundet med tre mandater, og det havde vist sig, at SD-kandidater havde kørt deres naboer og slægtninge til valgstederne, forsynet dem med forudkrydsede stemmesedler og en femhundring som tak for hjælpen? Tænk, hvis de sociale medier var blevet fyldt med glade tilråb om, at etniske svenskere nu skal påvirke politikken, så det gavner deres egen gruppe? Ville det også være blevet afvist med et gisp fra medierne, eller ville kravene om afskedigelser, annullering af valget og nyvalg have genlydt helt til Bruxelles?

Nu er der i hvert fald stille. Hverken indblanding fra fremmede magter eller bandekriminalitet var åbenbart særlig alvorligt, når alt kom til alt.

Konsekvensen er, at vi nu har indvandrede riksdagsmedlemmer med kriminel baggrund og mildest talt mangelfulde kendskaber til det svenske sprog, medlemmer, hvis primære mål er at fremme deres egen etniske og/eller religiøse gruppe.

Jeg kunne sige »hvad var det nu, vi sagde?«, men det er det sidste, man har lyst til at sige.

Jeg ville så meget hellere tage fejl. Lige nu ønsker jeg intet hellere end at kunne sige, at jeg tog fejl. Men jeg tog ikke fejl.

De seneste to uger har jeg derfor lidt af en skriveblokering, som jeg aldrig før har oplevet. At skrive føles meningsløst. Hvilke ord kan beskrive det, der sker i Sverige, eller det, jeg som svensker føler? Kan jeg overhovedet beskrive det, jeg føler, uden at blive dømt for det? Hvilke ord kan ændre noget? Eller har ordene ophørt med at have nogen betydning? Betyder noget overhovedet noget længere? Er det for sent?

Sandsynligvis. For nu er der ingen vej tilbage.

Sverige er tabt.

Det er dramatiske ord, som ikke bør bruges letsindigt. Så lad mig forklare, hvorfor jeg udtaler dem: Den demografiske forandring i Sverige fortsætter og vil med stor sikkerhed accelerere under en rød-grøn regering. Ved dette valg var mere end hver sjette vælger født uden for landet – flertallet kom fra kulturer, hvor individet er underordnet kollektivet og adlyder religiøse autoriteter. Ved det næste valg vil denne andel være endnu større, samtidig med at svenskerne vil fortsætte med at stemme som individer.

Det vil derfor blive uhyre svært for den svindende skare af etniske svenskere at påvirke de kommende valg.

Men hvis noget kan få større gennemslagskraft end det, jeg netop har nævnt, er det dette: De kræfter, der ønsker at knuse vores demokrati og frihed – eller med et mere dramatisk ordval – ønsker at overtage Sverige, har nu fået vind i sejlene. Nu ved de, hvilken magt de rent faktisk har. Nu fornemmer de, at der er håb i luften. Hvis de kunne påvirke valgresultatet gennem så begrænsede indsatser – hvordan kan de så ikke påvirke samfundet, hvis de virkelig prøver…?

Der, netop der, befinder vi os nu.

Dæmningsportene står åbne, og alle ved, at lukkemekanismen er sat ud af funktion. Vandet stiger langsomt, men sikkert, omkring Moder Svea. Kun fantasien sætter grænser for, hvad der venter os herefter.

Taget herfra