“Myten om det korruptionsfrie Danmark (2024)”André Rossmann”Myten om det korruptionsfrie Danmark (2024)”

Den skriver André Rossmann om her

Taget herfra

den nationale selvopfattelse er danskerne det mindst korrupte folk i verden. Det bekræfter jo Danmarks fine placering i Transparency International’s korruptionsindeks. Danskerne er derfor enige med sig selv og omverdenen i, at de er for rene til noget så griset og bananstatsagtigt som korruption.

Normerne skrider i toppen

Der er et normskred og moralsk forfald i gang i det danske samfunds top. Det gælder de skiftende regeringer, Folketinget og centraladministrationen, som er gennemkorrumperet af embedsmisbrug, magtmisbrug, indspisthed, vennetjenester og ansvarsfralæggelse. Normskreddet viser sig bl.a. ved, at faglighed er erstattet af politisk snilde, at beslutninger træffes uden lovhjemmel, at der slettes SMS’er i statsministeriet for at ødelægge bevismateriale, at skurkene undersøger sig selv, og at ingen drages til ansvar for selv de værste svigt. Det ville næppe være sket i den klassiske centraladministration præget fra top til bund af faglighed, grundighed og ordentlighed. Og når først normerne skrider i toppen, forplanter de sig ned gennem det politiske system til regioner, kommuner og borgere.

Korruption i Folketinget

Listen over korrupte folketingspolitikere omfatter en stribe af kendte navne som f.eks. Bendt Bendtsen (jagt- og golfrejser betalt af Danfoss og Danisco), Ritt Bjerregaard (lejlighed på Christianshavn), Troels Lund Poulsen (Rolex-ur fra en oliesheik), Annette Vilhelmsen (Zornig-skandalen), Lars Løkke Rasmussen (der har fløjet på 1. klasse ni gange, lod CGGI betale sin datters flybillet til 27.000 kr. og lod Venstre finansiere sine jakkesæt) eller Henrik Sass Larsen (der var sygemeldt, men har beholdt sin gunstige indtjening som statsrevisor). Listen over korrupte politikere er lang. Deres adfærd ville være blevet kaldt ”korruption”, hvis den havde fundet sted i et andet land end Danmark.

Fordækte partidonationer

Reglerne om partistøtte omgås i Danmark flittigt, bl.a. ved at dele donationer i mindre portioner for at holde donorerne anonyme. De fordækte pengestrømme i dansk politik betyder, at der opstår en usund økonomisk afhængighed mellem partierne og de rige donorer, som får mere indflydelse alene fordi de har flere penge end andre. Greco, som er EU’s agentur til bekæmpelse af korruption, har i flere omgange kritiseret Danmark for manglende tiltag med henblik på at forhindre korruption blandt politikerne. Men hver gang mødes Greco’s kritik af en mur af tavshed fra folketingspolitikerne. Det er især Venstre og Socialdemokratiet, der står sammen om at forsvare de nuværende regler, der giver mulighed for at omgå loven og modtage partistøtte anonymt.

Køb af politisk indflydelse

Folketingspartiernes erhvervsklubber fungerer ved, at privatpersoner, virksomheder og interesseorganisationer får mulighed for at holde møder med toppolitikere og ministre for ca. 20.000 kr. om året. Donationerne medfører, at politikerne og ministrene bringes i et eller andet afhængighedsforhold. Hertil kommer, at ministrene i strid med loven bruger deres embedsmænd til at forberede oplæg til møderne, hvilket rejser tvivl om, hvad der er fundraising og partiarbejde, og hvad der er skatteyderbetalt ministerbetjening.

Korruption ved politikeres jobskifte

Når politikerne hopper fra den ene side af bordet til den anden, er der risiko for misbrug af fortrolige oplysninger, for forskelsbehandling og for korruption. 15 tidligere topofficerer har f.eks. siden 2016 har skiftet løbebane og i dag ernærer sig ved at falbyde våben og materiel til deres gamle arbejdskolleger. At personlige relationer kan præge Forsvarets indkøbsbeslutninger kan især være problematisk i en tid, hvor Forsvaret skal indkøbe nyt udstyr for svimlende milliardbeløb.

I modsætning til f.eks. Norge, Tyskland og USA har Danmark ikke nedkølingsperioder, som forhindrer nøglemedarbejdere i at springe direkte over på den anden side af bordet. Da Danmark er et lille land, er det de samme mennesker, der inden for en begrænset årrække udfylder vidt forskellige roller i det politiske system, og dermed har muligheden for på uigennemskuelig vis at bytte fortrolig viden og vennetjenester. I Danmark er det derfor meget svært at forhindre tætte personlige bånd mellem embedsapparatet, politikerne og erhvervslivet.

Politikernes misbrug af offentlige midler

I 2016 bevilgede Folketinget politikerne på Christiansborg en lønforhøjelse på 40 pct., som skulle bruges til at ansætte fagmedarbejdere, der kunne hjælpe politikerne med at håndtere mediepresset og udarbejde ny politik. Venstre har imidlertid brugt den øgede bevilling på 8.127.538 kr. på ”tryksager, annoncer, mv.”, altså en ren kampagnevirksomhed, som ikke bidrager til bedre beslutninger, men bare giver partiet mere markedsføring og annoncering og dermed bedre konkurrence om vælgerne.

Korruption i Statsministeriet

Korruption er ikke kun bestikkelse, bedrageri, mandatsvig eller nepotisme, men i høj grad også embedsmisbrug – misbrug af betroet magt, offentligt embede eller offentlige midler.

Et klokkeklart eksempel på embedsmisbrug i Statsministeriet var Mette Frederiksens og hendes departementschef Barbara Bertelsens målrettede og overlagte sletning af SMS’er, hvilket har betydet, at kommissionen, der skulle undersøge minksagens forløb, kom til at mangle bevismateriale, der potentielt kunne være afgørende. Barbara Bertelsen har desuden brugt sin position og magt til at modtage særbehandling af Københavns Politi. Hendes anmeldelse af gadeuorden nær hendes hjem i København blev behandlet på bare 29 dage, mens lignende sager havde en gennemsnitlig behandlingstid på omkring 300 dage.

Korruption i Forsvarsministeriet

Tjenestemisbrug, pligtforsømmelse, magtmisbrug, svindel, bestikkelse og nepotisme er systemiske i Forsvarsministeriet. Ikke mindre end fem topchefer – hærchef Hans-Christian Mathiesen, hærchef Hans-Christian Mathiesen, forsvarschef Bjørn Bisserup, departementschef i Forsvarsministeriet Thomas Ahrenkiel, Laila Reenberg, direktør for Forsvarsministeriets Personalestyrelse, samt finansdirektøren i Værnsfælles Forsvarskommando, Anja Erichsen – har været indblandet og sigtet i alvorlige personsager. Ved et samråd i Folketingets Forsvarsudvalg sagde den tidligere forsvarsminister Trine Bramsen (S), at det ikke nyttede at straffe de skyldige for at vende det blinde øje til svindel, magtmisbrug og nepotisme, da det var en håbløs sag. ”Problemet er jo, at så har vi de næste chefer. Bliver det bedre af det? Det tvivler jeg sådan set på”, sagde Bramsen.

Korruption i Kulturministeriet

Dansk kulturliv har i de senere år oplevet mange sager om vennetjenester, nepotisme, misbrug af skatteydernes penge, dårlig ledelse og dårligt arbejdsmiljø. Sag efter sag om ledere og ansatte, der har vanskeligt ved at skelne mellem dit og mit, og et kulturliv, der lukker sig om egen akse i en farlig tavshed og selvforståelse, er dukket op i medierne.

I en branche fuld af offentlige støtteordninger, fondsmidler og tidsbegrænsede ansættelser har man den perfekte eksplosive cocktail, der kan nære et uklart hierarki, vennetjenester og manglende tilsyn med dårlig ledelse. Uden den mindste respekt for, hvor pengene rent faktisk kommer fra. Nemlig borgernes egen pengepung.

To eksempler: (1) Statens Kunstfonds udvalgsmedlemmer beslutter, hvilke kunstnere og kunstprojekter der skal have del i den årlige halve milliard kroner, og hvilke der ikke skal. Ifølge Politiken har medlemmerne, som selv arbejder i kulturbranchen, mindst 25 gange søgt og fået støtte til egne projekter og institutioner. (2) Filminstituttet, der hører under Kulturministeriet, har som formål at fremme filmkunst, filmkultur og biografkultur i Danmark. Det er derfor i strid med filmloven, at flere bestyrelsesmedlemmer i Det Danske Filminstitut (DFI), der hver år deler millioner af kroner ud til danske film- og tv-produktioner, også sidder i bestyrelser for virksomheder, som har modtaget støtte fra netop DFI.

Korruption i Uddannelses- og Forskningsministeriet

Innovationsfonden, der er en statslig fond under Uddannelses- og Forskningsministeriet, skal agere efter de spilleregler for legalitet og ordentlighed, som gælder for statslige institutioner. Det har Carlsbergs magtfulde bestyrelsesformand og tidligere næstformand i Innovationsfonden, Flemming Besenbacher, set stort på, idet han har været med til ulovligt at uddele millioner af skattekroner til forskning og sikre millionstøtte til projekter, hvor deltagerne er forskere eller institutioner, som han havde en personlig tilknytning til. Sagt på jævnt dansk har han brugt sin position som bestyrelsesformand til at fremme egne interesser.

I Fiskeriministeriet har der været store problemer med at overholde helt elementære regler, herunder kravet om objektiv tildeling af fiskekvoter. Regeringen og fiskerimyndighederne har nemlig i det skjulte givet nogle af landets største muslingefiskere unik adgang til at fiske tonsvis af blåmuslinger i Storebælt, hvilket tangerer korruption.

Ifølge Michael Gøtze, professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet, vidnede dette om en særdeles problematisk kultur hos fiskerimyndighederne. ”Det ser ud til, at der er problemer med fundamentale juridiske krav som f.eks. objektiv tildeling af fiskekvoter, saglighed og professionalisme i måden at håndtere ansøgninger på. Man får indtryk af, at det har kørt relativt uformelt, og at det administrative apparat omkring den pågældende forsøgsordning har været tæt på det minimale og med tilsvarende begrænset fokus på lighed for loven. Vi taler ikke om problemer med enkeltstående smuttere, men om problemer med selve kulturen”, sagde Michael Gøtze.

Korruption i Ministeriet for Fødevarer

Bevidst misbrug af de offentlige midler er korruption. Den har Landbrugsstyrelsen og Ministeriet for Fødevarer gjort sig skyldige i, da de i 16 år har været bevidst om, at der blev udbetalt landbrugstilskud, der ikke skulle udbetales. Landbrugsstyrelsen udbetaler omkring 7 mia. kr. om året i tilskud og støtte til landbrug. Størstedelen af pengene kommer direkte fra EU, og med dem følger et sæt regler for kontrollen, som Landbrugsstyrelsen er forpligtet til at følge. Siden 2005 har Landbrugsstyrelsen været bevidst om, at der muligvis blev udbetalt penge til landbrug, der omgik reglerne. Alligevel er kontrollen ikke blevet styrket.

Korruption i Rigspolitiet

Da man i 2007 indførte resultatkontrakter i politiet, betød dette, at man nu i stedet for at jage forbrydere skulle jagte resultater og måltal til Rigspolitiets statistikker. Af en rapport udarbejdet på baggrund af interviews med ca. 120 betjente fra 12 stationer, fremgik det, at 45 mand i et tilfælde blev indkaldt og skulle stoppe alle på vejen for at udskrive nok sager. En anden gang skulle betjente oprette 291 forhold på en person, som havde lavet 291 falske billetter, så det i statistikken blev til 291 opklarede sager. En tredje episode handler om, at en mand havde sendt 400 tilsyneladende mindre kærlige SMS’er til sin ekskæreste. Det blev skrevet ind i statistikken som 400 forhold. Og så havde politiet pludselig nået sine måltal.

Rigspolitiet har indrømmet, at kun godt 38 pct. af 240 indgåede kontrakter med private leverandører overholder udbudsreglerne. I Rigspolitiets Koncernservice har afdelingschef Bettina Jensen sikret to af sine veninder konsulentopgaver for mere end 20 mio. kr. på bare tre år. Opgaverne kom – stik mod loven – aldrig i udbud, og venindernes honorarer blev udbetalt uden kontrakter og uden forudgående budgetgodkendelse.

Bonusser og resultatløn

Inden for den offentlige sektors magtfuldkomne statsadel hører ubegrundede fratrædelsesgodtgørelser til topledere, som ikke fratræder deres stillinger, gyldne håndtryk i millionklassen og eksplosive lønstigninger, til dagens orden. Resultatlønnen og bonusordningerne er dybt problematiske, fordi de uundgåeligt skaber en mere eller mindre korrupt kultur blandt de offentlige ledere. En gennemgang af departementschefernes lønninger fra 2012 til og med 2021 viser, at de stort set altid fik en bonus. Bonusserne har ikke afspejlet den enkelte departementschefs individuelle præstationer, men var en rituel øvelse og en forøgelse af grundlønnen. Mange offentlige ledere får den samme bonus hvert år. De evner åbenbart at levere de samme ekstraordinære præstationer år ud og år ind. Offentlige ledere får også bonus, når de ikke leverer resultater. I 2016 fik tre direktører i Banedanmark udbetalt bonusser på 100.000-125.000 kr., selvom de ikke havde nået de mål, der var sat ifm. bonusaftalen.

Korruption i regionerne og kommunerne

En lang række offentlige myndigheder var viklet ind i Danmarkshistoriens største sag om bestikkelse, Atea-sagen. 55 personer er blevet sigtet i den omfattende bestikkelsessag, herunder enten nuværende eller tidligere ansatte i bl.a. Københavns Kommune, Postvæsenet, Forsvaret, DSB, 3A-it, Rigspolitiet, Region Sjælland, Udenrigsministeriet, Rigsadvokaten, DONG, Forsvarets Efterretningstjeneste og Kriminalforsorgen. Fra deres job i ministerier, styrelser og andre offentlige myndigheder har de modtaget gaver i form af mobiltelefoner, tablets og andet elektronisk udstyr, besøg på gourmetrestauranter, luksusrejser til Dubai, hotelophold mv.

I 2014 blev fremtrædende overlægers misbrug af forskningsmidler på Rigshospitalet og andre hospitaler i Region Hovedstaden afdækket. Uregelmæssighederne gik fra et ekstravagant forbrug på restauranter og hoteller over indkøb af kunst, møbler, vin og dyre designerbriller, årlige laksefisketure i de norske, betaling af privat gæld samt honorarer til ægtefæller og børn. 76 forskere var omfattet af undersøgelsen, som blev foretaget af forretningsudvalget i Region Hovedstaden. Sagerne har ført til en række politianmeldelser, sigtelser og afskedigelser.

Også i 2014 har i alt 725 jyske lokalpolitikere, embedsmænd og skolefolk været på tur til Canada til et samlet beløb af 11,5 mio. kr. I 1990’erne gik turen til New Zealand og Finland, i 00’erne til Asien og Singapore. 33 kommuner – svarende til hver tredje – har mindst en gang i den seneste valgperiode sendt lokalpolitikerne uden for Europa. Der er ingen, der kan påvise konkrete resultater af sådanne dyre studierejser til fjerne lande. Den virkelige forklaring er, at rejser til udlandet er langt mere eksotiske og fornøjelige end en billig bustur til nabokommunen for at udveksle erfaringer. I starten af 2018 kom det frem, at direktører og bestyrelsesmedlemmer i en række kommunale og halvoffentlige varme-, el- og affaldsselskaber har brugt voldsomme beløb på luksusrejser til udlandet. Alt sammen på forbrugernes regning.

I omkring 50 daginstitutioner i Københavns Kommune har nepotistiske ansættelser fundet sted. Den tidligere overborgmester Frank Jensen og hans topembedsmænd har forsøgt at stække Intern Revision, der har gravet en række betændte sager i kommunen frem.

Kommunerne bruger skattefinansierede spinfolk til at pynte på den kommunale virkelighed, hvilket er misbrug af skatteydernes penge – på jævnt dansk: korruption. CA. 700 personer arbejder med formidling i landets kommuner. Det er en eksplosiv vækst. I 2004 havde tre ud af fire kommuner slet ingen kommunikationsmedarbejdere. Det er den samme udvikling, man ser på Christiansborg, hvor en hær af spineksperter har indtaget både ministerier og de politiske partier. I politik gælder det jo om at kontrollere historien hele tiden, så virkeligheden fremstår mest fordelagtig for en selv. Danskerne får derfor serveret et billede at et kommunalt Disneyland med glade børn i veldrevne børneinstitutioner og skoler, tilfredse pensionister, velfungerende infrastruktur, nye parker og succes i de lokale sportsklubber. Facit er, at befolkningen ender med et falsk, skattefinansieret glansbillede af virkeligheden.

Over hele landet bliver kommunalpolitikere overdænget med gaver. Eksempler på gaverne er fribilletter til Det Kongelige Teater, guldkort til Tivoli, festivalarmbånd, gratis årskort, koncertbilletter og den slags. Er det ikke ret uskyldigt, vil nogen måske indvende? Selvom det kunne ligne korruption, er det ikke rigtig korruption. I Danmark klassificeres den slags nemlig som ”hyggekorruption”. Men det er nu engang sådan, at det er i strid med reglerne, hvis kommunalpolitikere og embedsmænd tager imod gaver. I det regelbegejstrede Danmark findes der regler for den slags, og de er enkle. Kommunalpolitikere må ikke modtage gaver.

I samtlige eksempler ovenfor er der tale om misbrug af offentlige midler – på jævnt dansk kaldet korruption. Det bemærkelsesværdige er, at korruptionen er helt lovlig, og at ingen i Danmark sætter spørgsmål ved den. Der findes mange eksempler på et offentligt tag selv-bord og mangel på omhu i omgangen med betroede midler. Men i Danmark, der er verdensberømt for sin hygge, opfattes legaliseret misbrug af offentlige midler ikke som egentlig korruption, men som uskyldig hyggekorruption.

Korruption i fagbevægelsen

I årtier har ledende medarbejdere fra Falck og 3F rejst til varme himmelstrøg i hhv. USA og Nicaragua forud for overenskomstforhandlinger. Kritikere kalder det kammerateri, mens parterne selv kalder det almindelig praksis. Hvis overenskomster klappes af over en drink i Nicaragua, så lugter forløbet mere af kammerateri og fordækte aftaler end den åbenhed og gensidig tillid, som den højt besungne danske model påstås at være kendetegnet ved. Det udbredte pamperi og kammerateri i fagbevægelsen betyder, at man kan rejse tvivl om, hvorvidt arbejdsgivere og arbejdstagere kan have tillid til, at deres interesser varetages seriøst under en overenskomstforhandling. Professor Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet, der er en af landets førende fagforeningseksperter, kalder turene problematiske. ”Vi kommer ud i et etisk morads. Når man rejser sammen med dem, man skal forhandle overenskomster med, må man spørge, om rolledefinitionen bliver uklar. Det er ikke normal praksis. Det ligner noget kammerateri med nogen, man egentlig skal tage en kamp med om overenskomster, og det kommer til at ligne et par, der danser ballet frem for den boksekamp, som overenskomstforhandlinger er”, siger han.

Korruption i Danmarks Radio

Det vakte forargelse, da det i 2017 kom frem, at DR havde betalt knap 70.000 kroner for transport af journalisten Johannes Langkildes kones hest over Atlanterhavet i forbindelse med Langkildes ansættelse som USA-korrespondent. Og at DR’s nyhedsdirektør, Ulrik Haagerup, over tre år har brugt 571.841 kroner på at flyve på arbejde i DR-hovedkvarteret i København fra sit hjem i Jylland. Det tangerede også korruption, at den tidligere mediedirektør, Gitte Rabøl, kunne beholde sin store løn i en ny stilling som ”mangfoldighedskonsulent”, som DR-formanden Michael Christiansen havde besvær med at forklare indholdet af.

Korruption i erhvervslivet

Listen over fup og fiduser i erhvervslivet vokser og vokser. Den omfatter ikke alene ukendte selskaber, men også danske ikonvirksomheder som FLSmidth, Mærsk, Hempel, Novo Nordisk, Burmeister & Wain Scandinavian Contractor, Carl Bro Gruppen, SAS, Danfoss, Grundfos, Atea mv. Otte danske banker hjalp bankkunder med at indrette sig i skattely. Godt 1.500 mia. kr., der ifølge flere landes myndigheder stammer fra kriminel virksomhed, er i perioden 2006-2015 ført til skattely via konti i Danske Bank og Nordea. Jyske Bank havde i 12 år Rifaat al Assad, der er onkel til Syriens diktator Bashar al Assad, som kunde i bankens afdeling i Gibraltar.

Danmark har en lang tradition for karteldannelse, og antallet af kartelbøder stiger voldsomt. Mange af de største kartelsager i Danmark er foregået i byggebranchen. I Danmarks suverænt største kartelsag har 33 byggevirksomheder været mistænkt for ulovlig koordinering af priser. 17 firmaer har valgt at acceptere bøder for over 25 mio. kr. I kartelsagen i nedrivningsbranchen i 2016 har en række af de største danske nedbrydningsfirmaer været mistænkt for i årevis at have delt oplysninger om hinandens priser. Mellem 10-20 personer og virksomheder er blevet sigtet. Luftfartsselskabet SAS er af EU-Kommissionen blevet idømt en bøde på 70,2 millioner euro i en større kartelsag om fragtpriser. I 2017 blev Carlsberg og Royal Unibrew anklaget for at have koordineret priser og leverancer i Grønland. Carlsberg er i maj 2023 blevet idømt og har accepteret en bøde på 372 mio. kr. i Tyskland i en stor kartelsag, som har kørt i mange år.

Danskerne, og især danske bønder, er så retskafne og pæne mennesker, at man godt kan reducere kontrollen med de støttemillioner, som EU-systemet sender op til Danmark. Til DR har Venstres EU-parlamentariker, Morten Løkkegaard, sagt, at ”man ikke skal kontrollere de forkerte. Når man i forvejen er duksen i klassen, og det viser al erfaring, at danskerne og de danske projekter er, så er der ingen grund til at tage et kæmpe kontrolsystem ind over det“. Sådan. Skurkene kender vi i forvejen – de bor nede i Sydeuropa et sted. Løkkegaards budskab køber man ikke i EU. Unionens anti-svindel-kontoret, Olaf, har nemlig over fem år registret danske svindelsager for over 200 mio. kr. med især danske landmænd som synderne.

I TV2-dokumentaren “Den sorte svane”, der blev vist i 2024, fik danskerne indblik i en verden af omfattende økonomisk kriminalitet. Over fem afsnit kunne dokumentaren afsløre, hvordan advokater og erhvervsfolk hjælper rockere og bandemedlemmer med en række forskellige aktiviteter som fakturafabrikker, skattesvindel, hvidvask og ulovlig bortskaffelse af forurenet jord. I dokumentaren kommer det bl.a. frem, at rådgivningsgiganten Cowi kendte til de massive problemer med håndtering og bortskaffelse af den forurenede jord fra et byggeri i Vallensbæk. En intern undersøgelse, som Cowi har gennemført, har ført til, at to medarbejdere er blevet suspenderet.

De skyldige undersøger sig selv

Man kunne tro, at det kun er i korrupte bananrepublikker, at de skyldige undersøger sig selv, men det gør de i vid udstrækning også i Danmark. I 2010 undlod Forsvarets Auditørkorps således at tage til Afghanistan for at efterforske danske soldaters angivelige drab på et femårigt barn. I stedet overlod auditørerne det til det danske militærpoliti i Helmandprovinsen at afhøre soldater og ofrets familie. Afhøringerne blev sendt til auditørerne, som i en rapport har frikendt soldaterne for at have gjort noget forkert. Auditørerne har en uafhængig status, og det har militærpolitiet ikke. Det betyder derfor, at militæret har undersøgt sig selv.

I 2014 har politiet har undersøgt sig selv i sager om brandefterforskning. ”Det ville have været bedre, hvis en uvildig part havde undersøgt, om politiets brandefterforskning er god nok. Undersøgelsen er grundig, men når flere eksperter både i ind- og udland siger, at der har været alvorlige fejl i dele af efterforskningen, er det relevant, at der er uvildige, der undersøger det”, sagde Martin Henriksen (DF) til DR.

Hvis en borger vil klage over, at politiet f.eks. har anholdt borgeren, lagt ham i håndjern eller smidt ham i detentionen, skal borgeren klage til betjentenes chef, dvs. politidirektøren. Den slags klager udgør over halvdelen af alle klager over politiet. Dermed bliver flertallet af klagerne over politiet altså ikke behandlet af Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), der i 2010 blev oprettet for styrke folks tillid til, at deres klage bliver behandlet korrekt og uafhængigt af politiet.

I teledata-skandalen i 2019 har Justitsministeriet undersøgt sig selv. Inger Støjberg, der var retsordfører hos Venstre, ville have en uvildig undersøgelse af teledataskandalen. ”Der er jo folk, som sidder tilbage som efterladte, der spørger sig selv, hvad det er for et retssystem, vi har. Det, vi er vidne til, er myndigheder, der undersøger sig selv. Det er et Justitsministeriet, der har undersøgt sig selv, og siger, at de bare skal lære af sine fejl. Det skal undersøges meget mere grundigt”, sagde Inger Støjberg til TV2 News.

Danske whistleblowere lever et farligt liv

Ifølge whistleblowerorganisationen Blueprint for Free Speech indtager Danmark en ikke særligt flatterende plads som nummer sjok i Europa, når det gælder den reelle beskyttelse af whistleblowere, der afslører korruption. I flere tilfælde har myndighederne således videregivet fortrolige oplysninger om underretninger om mulig hvidvask til de virksomheder, der har været i søgelyset. Oplysninger, der afslører korruption, er ellers belagt med fortrolighed og tavshedspligt for den, der underretter, og derfor er det naturligvis et alvorligt problem både for både whistleblowerne og retssikkerheden, at den slags oplysninger bliver givet videre.

Man kunne tro, at dansk diplomati er indbegrebet af integritet, men selv danske diplomater dækker over korruption. I 2019 henvendte Carlsbergs samarbejdspartner i Indien og Nepal sig til Danmarks ambassade i Singapore, hvor han advarede om, at der fandt korruption og andre mulige ulovligheder sted i bryggerikoncernen. Men i stedet for at anmelde sagen til myndighederne valgte ambassadøren at orientere Carlsbergs danske hovedsæde direkte om både henvendelsens indhold og identiteten på whistebloweren.

Danmark har ikke vedtaget ansættelsesretlige bestemmelser eller andre typer af love, som beskytter whistleblowere mod repressalier eller fyring. Som dansk borger bør man derfor tænke sig godt om, før man henvender sig til danske myndigheder med informationer om ulovligheder. Hvis man opdager korruption og svindel på sin arbejdsplads, er det klogest at se den anden vej.

Myten om den korruptionsfrie dansker

Når myten om den korruptionsfrie dansker lever i bedste velgående, skyldes det, at Transparency Internationals målinger tager udgangspunkt i danske ”landeeksperters” subjektive og stærkt farvede vurderinger af korruptionsniveauet i Danmark. Det siger sig selv, at ”landeeksperterne” bruger et propagandistisk filter for at fremstille Danmark i så positivt lys som muligt. Eksperternes skønmaleri af korruptionen i det offentlige Danmark videreformidler Transparency International Denmark så til hovedkontoret, som tager det for gode varer. Sådan opbygges det falske glansbillede af Danmark som det mindst korrupte land i verden.

At Danmark stadig er nr. 1 i Transparencys målinger skyldes desuden, at korruptionen i den private sektor ikke bliver målt og inddraget, og at mange danske korruptionsskandaler kun bliver omtalt i de lokale, dansksprogede medier. Uden international omtale, ingen påvirkning af Danmarks ranking i korruptionsindekset. Listen over forhold, Transparency International IKKE inddrager, er lang. Det gælder f.eks. forhold som skattesvindel, momssvindel, bestikkelser, karteller, hvidvaskning af penge, sort arbejde mv.

Tænk bare, hvis følgende korruptionssager i den private sektor var medtaget i de danske landeeksperters vurdering: Atea-sagen, Nordeas lyssky bankforretninger i Panama Papers, Danske Banks og Nordea hvidvask, nepotisme i Forsvaret, svindel med udbytteskat i Skatteministeriet og fakturasvindel i Forsvarets Ejendomsstyrelse for blot at nævne et par eksempler. Alt dette går altså under radaren i Transparency International’s korruptionsindeks. Hvis den type korruption var med i indekset, ville Danmark straks miste sin fine placering.

Korruptionsniveauet kan ikke bevises

Selv om Transparency International påstår, at den kan måle korruptionsniveauet i Danmark, er det ifølge Christian Bjørnskov, der er professor i økonomi ved Aarhus Universitet og har forsket i korruption, reelt umuligt at måle korruptionsniveauet i et land på basis af empiriske data. Der har været forsøg på at gøre det ved at sammenligne antallet af bøder, retssager og domme for korruption. Tallene kan imidlertid ikke betragtes som pålidelige målestokke for korruptionsniveauet, men snarere som udtryk for, hvor effektivt et lands medier, anklagemyndighed og domstole afdækker, undersøger og retsforfølger korruption. Transparency måler med andre ord ikke graden af korruption i Danmark, men kun hvorvidt Danmarks branding af sig selv som ”verdens mindst korruptionsfrie land” har virket. Og det har den.

Danmark efterforsker ikke korruptionssager

Af en rapport om retsstatssituationen i de 27 EU-lande, som EU-Kommissionen har udarbejdet i 2023, fremgår det, at Danmark bør stramme op i forhold til sin håndtering af korruption. Danmark bør bl.a. sikre, at man indsamler data om håndteringen af korruptionsrelaterede lovovertrædelser, da der i dag mangler statistikker om korruptionssager i forhold til efterforskning og retsforfølgelse. Dette problem gælder på nationalt niveau, men særligt på lokalt niveau. Der findes ingen mulighed for at trække data for det, og uden en dækkende rapportering er det svært at vurdere, hvor effektiv korruptionsindsatsen er.

Hvad angår bestikkelse i udlandet, hvor danske personer eller virksomheder er involveret, halter det med at få sagerne efterforsket og gerningsmændene retsforfulgt. Der har i årenes løb været en række bestikkelsessager i udlandet, hvor danske personer eller virksomheder har været involveret, men sagerne bliver i en del tilfælde slet ikke efterforsket, og i andre tilfælde afsluttes efterforskningen uden retsforfølgelse.

Den korruption man hører om er toppen af isbjerget

Magt korrumperer i alle lande. Også i Danmark. Den faktiske korruption her i landet er mere udbredt end man tror. Den bliver imidlertid ofte håndteret internt og dermed under offentlighedens radar. Den korruption, som man hører om i danske medier, er derfor kun toppen af isbjerget.

Taget herfra