Det skriver André Rossmann her i en leder
Taget herfra
Kvinder, der er kommet til Danmark som flygtninge eller gennem familiesammenføring, for det meste fra de muslimske MENAPT-lande, varetager i stigende grad jobs i den danske velfærdssektor.
Siden 2015 er antallet af nye SOSUer i Danmark steget med ca. 22.000. Af dem er 21.784 udenlandske statsborgere. Det betyder, at hver femte SOSU-medarbejder nu er udlænding.
I marts 2026 var der i alt 43.000 udlændinge i sundhedsfaglig beskæftigelse i Danmark. Det svarer til 15 pct. af alle læger, sygeplejersker og SOSU-medarbejdere. Og det er mere end en fordobling siden 2015, hvor andelen var 7 pct.
Forklaringen er, at det er svært at lokke danske unge til at søge velfærdsuddannelser, fordi løn- og arbejdsforholdene i velfærdssystemet er dårlige, og fordi velfærdssektoren har ekstrem lav prestige blandt de unge.
De største grupper af udlændinge med sundhedsfagligt arbejde er fra Iran, Tyrkiet, Syrien, Filippinerne, Polen og Thailand og Syrien. De fleste kommer altså fra de muslimske lande og oplever forskellige kulturelle, sproglige og værdimæssige udfordringer. Det er velkendt, at ældre muslimer og deres pårørende frygter danske plejehjem, fordi kulturen, madvanerne og de sociale fællesskaber på traditionelle danske plejehjem adskiller sig meget fra islamiske vaner og normer.
Både politikerne, den administrative overklasse og de systemtro eksperter betegner den voksende andel af medarbejdere fra Mellemøsten og andre fremmede kulturer i den danske velfærdssektor som positiv. ”Hvis vi ikke havde de internationale kollegaer, så ville vores sundheds- og velfærdssystem bryde sammen”, siger de samstemmende.
Danmark står ganske vist over for en massiv demografisk udvikling med flere ældre og færre i den arbejdsdygtige alder. Og det betyder, at der er mangel på SOSU-medarbejdere og assistenter. Men selv om den danske velfærdssektor mangler medarbejdere, er der absolut ingen grund til at fylde den med muslimer.
I Danmark opstår der i forvejen mange religiøse konflikter med afsæt i det voksende islamiske normpres. Det voksende antal muslimer i Danmark medfører, at antallet af værdikonflikter og -kampe stiger. Og skillelinjen går ikke længere kun mellem muslimer og danskere. Kampen om, hvilket land Danmark skal være, foregår i stigende grad mellem danskerne selv. Danskerne vender sig nemlig i stigende grad mod hinanden.
Når man i Danmark vælger at importere muslimer og andre fra fremmede kulturer, er der tale om et klart politisk valg. Danmark kunne jo importere velkvalificerede læger, sygeplejersker og SOSU-medarbejdere fra andre vestlige lande såsom USA, Australien, New Zealand, Storbritannien eller EU-lande.
Det er bare et spørgsmål om at tilbyde dem konkurrencedygtige løn- og arbejdsforhold. Det har Danmark råd til, fordi den danske statskasse svømmer i penge. Den offentlige nettoformue forventes i 2026 at nå 28 pct. af bnp svarende til knap 900 mia. kr.
Mens der således er penge nok til at betale attraktive lønninger til medarbejdere fra andre vestlige lande, vælger politikerne alligevel at importere muslimer og dermed bidrage til et stigende konfliktniveau i det danske samfund.
Bundlinjen er, at den voksende islamisering af den danske velfærdssektor handler ikke om arbejde, men om kultur og værdier. Det handler om, hvilket samfund danskerne ønsker, og hvad de vil acceptere.
André Rossmann
Taget herfra
Leave a Reply