Det skriver Torben Krarup her
Taget herfra
Magt, film og forsvar – når forbindelser bliver en historie.
Statsminister Mette Frederiksen har de seneste år placeret Danmark som en af Ukraines mest loyale støtter. Samtidig rejser to historier tæt på hende spørgsmål om, hvor tæt politik, økonomi og personlige relationer egentlig kan flettes, før der opstår tvivl om habilitet.
Ægtemanden og Ukraine-filmen
Ifølge Ekstra Bladet (oktober 2025) instruerer Mette Frederiksens ægtefælle Bo Tengberg dokumentarfilmen The Conflict, som handler om Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj. Filmen har modtaget 190.000 kroner i udviklingsstøtte fra Det Danske Filminstitut (DFI).
Avisen skriver, at Bo Tengberg har fået særlig adgang til præsidenten gennem sine kontakter via statsministeren. DFI’s konsulent Eva Mulvad udtaler til Ekstra Bladet, at adgang til hovedpersonen er afgørende for filmens internationale potentiale.
Eksperter som Peter Viggo Jakobsen (Forsvarsakademiet) og Bent Greve (RUC) vurderer, at de tætte forbindelser kan give Tengberg en fordel, men understreger, at der ikke er tale om ulovligheder – blot et eksempel på, hvor komplekst feltet mellem kulturstøtte og politiske relationer kan være.
Statsministeriet har ikke ønsket at kommentere sagen.
Broderen og forsvarsindustrien
Statsministerens bror, Per (Tony) Frederiksen, har ifølge sin LinkedIn-profil arbejdet i en årrække som Service Manager – Military Products hos Hydrema Export, som fremstiller maskiner til blandt andet minerydning. Han er i dag Managing Director i Precision Services ApS, et datterselskab af Precision Technic Defence Group, der leverer tekniske løsninger og service til forsvarssektoren.
Ifølge medier som Journalista, ZL Copenhagen og kommentatoren Ayad Heidari har Hydrema i forbindelse med Danmarks støtte til Ukraine fået tildelt minerydningskontrakter uden offentligt udbud. Disse oplysninger er dog ikke dokumenteret i officielle registre og ikke bekræftet af regeringen, Hydrema eller Precision-gruppen.
Ingen af de involverede parter har kommenteret sagen.
Det ubesvarede spørgsmål
Der er ingen beviser for lovbrud, men heller ingen officielle afvisninger af de påstande, der er rejst i pressen. I begge tilfælde er der tale om relationer tæt på magten, hvor offentligheden kan have en legitim interesse i gennemsigtighed.
Når ægtefællen får filmstøtte til en dokumentar om Ukraines præsident, og broderen stiger i graderne i en forsvarsindustri med aktiviteter i samme land, er spørgsmålet nærliggende:
Hvor går grænsen mellem tilfældighed – og indflydelse?
Torben Krarup
Taget herfra
Vennerne hjælper vennerne – det er da helt naturligt.
LEV MED DET.
Fuldstændig rigtig Bastardo, men som socialkonservativ kan man godt indimellem føle sig helt politisk venneløs..
I en tid hvor velfærd og sundhed til danskerne
er blevet udhulet og forringet uafbrudt siden 2019,
pga. af utallige besparelser, nedskæringer, lukninger,
forringelser og omlægninger, er det en skandale at
Mette F. har startet en slags privat og personlig
krig mod Rusland, som Danmark ellers har haft et ret
venskabeligt forhold til i over 300 år. Nu har Mette
gjort Danmark til et bombemål hvis krigen i Ukraine
løber løbsk. Og med en raketbrændstof-fabrik og drone-
fabrik nær Skrydstrup og Vojens, er det ikke udelukket
at der kan blive tale om eksplosioner eller sabotage.
Putin ser næppe med milde øjne på at Ukraine anlægger
våbenfabrikker i Danmark.
Der er nu sendt 75 milliarder kr. til Ukraine, plus en
masse kanoner, granater, tanks, fly, bomber og raketter
m.m., og det er vel andre 75 milliarder som er brugt på det.
Danskerne sættes efterhånden altid sidst i køen når det
drejer sig om velfærd, boliger, sundhed og sikkerhed. Mette
har været statsmedister så længe at hun ikke længere kan
skyde skylden på andre. Det er hendes skyld at det danske
samfund siden 2019 er kommet til at ligne Sverige og
Venezuela mere og mere.
Fuldkommen enig, bortset fra at dine tal er alt, alt for lave. Læg dertil indkøb af Tomahawk-missiler (hvad hulen skal dé bruges til?) og meget, meget mere. Sideløbende har Mette F. militariseret det danske samfund i en grad, som aldrig tidligere er sket i Danmarkshistorien: Ophævelse af forsvarsforbeholdet, kvindelig værnepligt, 5% af BNP skal bruges på krudt og kugler osv.
Og hvorfor? Selv hvis truslen fra Rusland er reel, hvad den ikke er, ville en ægte nordisk socialdemokratisk statsminister havde mæglet til fred eller våbenhvile fra dag 1, ikke valgt side i den russiske borgerkrig. Og det militære setup, som det så ud i 2022, var i forvejen fuldt ud tilstrækkeligt til at afvise en teoretisk russisk aggression på europæisk grund.
Militære udgifter: Alene Tyskland og Frankrig havde tilsammen et storre forsvarsbudget end det russiske.
Flystyrke: Den samlede nordiske flystyrke kunne i sig selv matche hele den russiske. Russerne har flere fly, men vi har flere moderne fly med stealth-teknologi, AI osv.
Flåde: Russerne har to store flådebaser, men de ligger langt, langt væk, og de satser på ubåde, har kun ét hangarskib og relativt få krigsskibe, lokaliseret i Sibirien og Sortehavet. Nemt at afvise et overraskelsesangreb fra Kalinigrad.
Europa kunne og kan sagtens forsvare sig selv, også uden hjælp fra storebror USA.
Mette F’s groteske oprustning og aggressive stil overfor Rusland var med andre ord håbløst unødvendig, og ikke mindst “udansk”. Og ikke blot bliver krigseventyret lånt af penge fra fremtidige generationer (det “økonomiske råderum”) som de skal betale af på, alt lige fra folkeskoler over sundhedspleje til ældrepleje bliver i nutiden for hver dag bare ringere og ringere. Bliver du alvorligt syg og kræver akut behandling, skal du efterhånden håbe på, at det sker medens du opholder dig i udlandet.
Truslen mod Danmark, vores sikkerhed og velfærd kommer med andre ord indefra. Det er ikke til at vide, hvad en anden statsminister ville have gjort – men vi kan konstatere, at der er bred opbakning hele vejen rundt i det politiske spektrum til Mette F’s paranoia-politik. Ingen tør sige hende imod. Og der findes ikke nogen kritisk presse heller, de må stort set alle betragtes som regeringstro hvis ikke ligefrem regeringskontrollerede.
Putin og Lukasjenko må være imponerede.
Den eneste som har glæde af vanviddet er Donald Trump, som dygtigt og udspekuleret har grebet chancen. Han er bestemt ikke modstander af NATO-alliancen, men vanen tro ser han det også som forretningspotentiale: Lad da bare europæerne lege kispus med Rusland, så længe de selv betaler og lægger pengene i den amerikanske industri. Win-win for USA, for han ved jo godt, at Putin ikke er den dumdristige ekspansionist han italesættes som, i modsætning til visionsløse europæiske ledere som Mette F., som i stedet for at løse problemer har brug for en fjende, de kan bruge til at aflede opmærksomheden fra deres egen uformåen med.