“Island siger ja til Europa – og nej til EU”

Det skriver Steffen Skovmand om her

Taget herfra

Der er 2 grunde til, at Island lige har afvist nye forhandlinger om EU-medlemskab.

Den ene er, at Island allerede er medlem af EU, nemlig via det Europæiske Økonomiske Samarbejde, EØS.

EØS er en opfindelse fra 1994, hvor EU’s daværende formand, Jaques Delors, prøvede at finde plads til 4 tidligere medlemmer af en frihandelsorganisation kaldet EFTA, som til Delors’ frustration tøvede med at gå hele vejen til EU’s medlemskab, nemlig Norge, Island, Liechtenstein og Schweiz, ved at tilbyde dem alle fordelene ved EU medlemskab, nemlig fri bevægelse for personer, varer og kapital, men samtidig  fritage dem for  ulemperne ved EU, nemlig den fra Sovjet-Rusland nedarvede centralistiske fælles landbrugs- og fiskeri politik og en protektionistisk toldunion.

Men der er så sket det, at EØS i mellemtiden er kommet til at udgøre det modsatte af det Delors tilsigtede, nemlig det europæiske økonomiske samarbejde, som danskerne sagde ja til, da de afviste den overstatslige Maastricht Traktat i 1992. EØS udgør nemlig nationalstaternes Europa, som danskerne stadig er 100% tilhængere af, i modsætning til Maastricht og efterfølgerne, som vi senere blev manipuleret ind i af politikerne,

Schweiz sagde nej til EØS i 1992, men de andre lande blev, og pointen er, at islændingene er så glade for EØS, at de lige har stemt for at fastholde EØS, som sindbilledet på det Europa, de foretrækker.

Og så er der en anden grund til, at folkeafstemningen ikke gik EU’s vej: islændingene blev ligesom danskerne også manipuleret af politikerne, nemlig den nye islandske socialdemokratiske regering, som lugtede fede jobs og nye bonkammerater på Bruxelles’ bonede gulve og svor ved deres gamle syge bedstemor, at de nok skulle sørge for at sikre Island dets uafhængighed under forhandlingerne, inklusive beskytte fiskeriindustrien.

Men Islands vælgere kan også læse indenad og har fulgt EU’s vej mod stadig mere bureaukrati, arrogance og elitær sammenspisthed, så de lugtede lunten og godt støttet af Islands industri, som var 90% imod EU-medlemskab, sagde de tak, men nej tak.

Det er helt sikkert det, danskerne ville have gjort i 1992, hvis de havde haft EØS, som først kom til verden i1994, som alternativ.

Hvilket kun rejser det helt centrale spørgsmål: hvornår kræver danskerne, inspireret af islændingene, en folkeafstemning om medlemskab af Europas eneste rigtig demokratiske nationalstatslige samarbejde, EØS?

Steffen Skovmand

Taget herfra