Det skriver Aia Fog om her
Et svensk voldtægtsoffer blev dømt for at advare mod sin egen dømte gerningsmand. Nu vil Sverige flytte perspektivet fra gerningsmanden til offeret og samfundsbeskyttelsen. Efter årtiers humanitær selvforståelse er svenskerne ved at skifte kurs – samtidig med at Danmark viser tegn på at bevæge sig den modsatte vej.
Af Aia Fog, formand for Trykkefrihedsselskabet
I 2018 blev en 13-årig svensk pige, Saga Antonsson, voldtaget af en nær ven af familien. Manden blev dømt for voldtægten og fængslet, men i 2021, efter gerningsmanden er blevet løsladt, hører Saga hans virksomhed omtalt i et radioprogram. Hun deler programmet i to Facebookgrupper og advarer imod sin overgrebsmand. De advarsler indbringer hende som 17-årig en dom for grov förtal – injurier – og pålagt at betale sin gerningsmand 30.000 svenske kroner i erstatning. Ikke fordi hun havde løjet, men fordi også det at sige sandheden efter svensk ret kan være injurierende, hvis det ikke anses for forsvarligt at sprede den til en videre kreds.
Dommen er i sig selv grotesk, men den står også som et sindbillede på den særligt svenske selvforståelse, der gennem årtier har gjort næsten ekstrem hensyntagen, forståelse og inklusion til moralske mål i sig selv – og som Sverige nu endelig synes at være begyndt at gøre op med.
Den humanitære stormagt
Sverige har i mange år beskrevet sig selv som en ”humanitær stormagt”, der som et moralsk fyrtårn gik foran resten af verden med sine åbne grænser, uendelige tolerance og vilje til at inkludere nærmest hvad som helst og hvem som helst i det svenske samfund, fordi man ville sætte de højeste, humanitære standarder.
Men når hensynet bliver et moralsk mål i sig selv, bliver det vanskeligere at stille krav, sætte grænser og fastholde samfundets egne interesser, og Saga-sagen illustrerer denne prioritering drevet ud i det absurde: Et voldtægtsoffer advarer andre mod den mand, der er dømt for at have voldtaget hende – hvorefter retssystemet beskytter gerningsmandens omdømme mod hans eget offer.
Injurielovgivning indebærer nødvendigvis en afvejning mellem ytringsfriheden og beskyttelsen af den enkeltes omdømme, men i Sverige er denne afvejning endt i absurditet, når en dømt pædofil voldtægtsmand har større krav på beskyttelse af sit omdømme end offerets ret til at advare andre om ham. Denne tankegang har fået lov til at præge det svenske samfund en bloc, hvor trangen til at vise forståelse og inklusion har blokeret for viljen til at stille krav, sætte grænser og tale åbent om konsekvenserne af masseindvandring, integration og kriminalitet.
Konsekvenserne har vist sig umulige at bortforklare.
Virkeligheden indhentede Sverige
Sverige er i dag så hårdt ramt af konsekvenserne af den grænseløse åbenhed og forståelse, at den svenske regering nu betegner det som systemtruende.
Da Ulf Kristersson dannede regering i 2022, konstaterede han, at indvandringen til Sverige havde været uholdbar. Regeringen annoncerede et paradigmeskifte i migrationspolitikken og et perspektivskifte i kriminalpolitikken.
Ved flere valg gjorde vælgerne Sverigedemokraterna til et stadig større parti, mens de øvrige partier forsøgte at holde partiet uden for politisk indflydelse. Efter valget i 2022 gik det ikke længere. Sverigedemokraterna blev en afgørende del af det parlamentariske grundlag for Kristerssons regering.
Vælgerne havde flyttet sig. Til sidst måtte politikken følge efter.
Og nu er vi tilbage ved Saga Antonsson.
Den 17. august nedsatte den svenske regering en parlamentarisk grundlovskomité, som blandt andet skal gennemgå reglerne om förtal og styrke beskyttelsen af mennesker, der på baggrund af velbegrundede oplysninger fortæller om alvorlige seksualforbrydelser eller advarer andre mod en seksualforbryder.
Justitsminister Gunnar Strömmer placerer ændringen i et større “perspektivskifte fra gerningsmand til offer og samfundsbeskyttelse”.
Det er noget af en indrømmelse. For hvis perspektivet nu skal flyttes fra gerningsmanden til offeret og samfundsbeskyttelsen, siger regeringen samtidig noget ganske afgørende om, hvor det hidtil har ligget.
Sverige er ved at rette op på en balance, der var kommet alvorligt ud af kurs.
Da Sverige holdt fast
Set fra Danmark er udviklingen tankevækkende.
I mange år var rollerne de modsatte. Danmark havde Muhammedkrisen og lærte tidligt, hvad det kostede at forsvare ytringsfriheden under religiøst og internationalt pres. Sverige blev for mange danskere selve eksemplet på berøringsangst, politisk korrekthed og en snæver meningskorridor.
Men under korankrisen blev rollerne byttet om: Begge lande blev udsat for voldsomt pres fra muslimske lande efter koranafbrændingerne. Danmark gav efter og vedtog koranloven – Sverige stod fast.
Og mens Sverige nu vil lade ytringsfriheden veje tungere over for hensynet til seksualforbryderens omdømme, har vi i Danmark netop fået en højesteretsdom, hvor seks ud af syv dommere accepterede, at en muslimsk lærerstuderende af religiøse grunde kunne undtages fra en skoles almindelige håndtryksregel, hvis blot hun undlod at give både mænd og kvinder hånden.
Det er vidt forskellige sager. Men bevægelsesretningen er værd at bemærke: Sverige er efter årtiers alvorlige problemer begyndt at genopdage betydningen af grænser, samfundsbeskyttelse og robuste principper. Ikke som følge af en pludselig åbenbaring, men fordi virkeligheden har tvunget landet til at se konsekvenserne af en kurs, det fastholdt alt for længe.
I årtier så vi mod Sverige som en advarsel. Nu er Sverige begyndt at vågne.
Spørgsmålet er, om Danmark samtidig er faldet i søvn.
Må jeg stilfærdigt gøre opmærksom på, at der er rigsdagsvalg i Sverigestan om føje tid! Så det er faktisk en “ikkenyhed”