Kasper Støvring her om det svenske valg: “Venstrefløjen bruger muslimske stemmer til at gøre samfundet socialistisk; muslimer bruger socialistiske stemmer til at gøre samfundet islamisk.” og “Uden de 130.000 statsborgerskaber, den borgerlige regering tildelte indvandrere fra muslimske lande, havde den beholdt magten.”
Taget herfra
Venstrefløjen har vundet det svenske valg med støtte fra det ekstreme, islamo-gauchistiske venstrefløjsparti Vänsterpartiet. Venstrefløjen bruger muslimske stemmer til at gøre samfundet socialistisk; muslimer bruger socialistiske stemmer til at gøre samfundet islamisk. Sagde nogen Houllebecq?
Tidsvinduet, der skal gøre det muligt at løse de alvorlige problemer med indvandring, er ved at lukke. Vi er på vej nedad i en dyster spiral, der synes uundgåelig for Sverige og de vesteuropæiske lande, der ligner Sverige.
Christian Marcussen skrev om disse ting på X og konkluderede, at ”demografi er skæbne og alle konflikters moder.” Inspireret af hans diagnose vil jeg karakterisere nedstigningens etaper sådan:
Kontrafaktisk udgangspunkt: Uden de 130.000 statsborgerskaber, den borgerlige regering tildelte indvandrere fra muslimske lande, havde den beholdt magten.
Følgen: Hvis den borgerlige regering var blevet genvalgt, kunne den have fortsat med at nedbringe kriminaliteten og stramme udlændingepolitikken. Men regeringen strammede ikke nok, og det kostede den sejren.
Uigenkaldelighed: Et statsborgerskab kan ikke tages tilbage. Hver stramning virker kun fremadrettet. En regering kan lukke porten, men ikke sende indvandrerne ud igen.
Demografisk medvind: Fødsler og alderssammensætning flytter vælgergrundlaget ved hvert valg, også uden nye statsborgerskaber. Den nuværende indvandring udløser dermed en senere indvandring gennem familiesammenføring og dermed også nye stemmeberettigede.
Tærskeleffekt: En borgerlig regering er kun mulig, hvis så mange svenskere stemmer til højre, at det overvinder den demografiske udvikling. Valget viste den modsatte tendens: Vänsterpartiet var det parti, der fik størst procentvis fremgang; Sverigedemokraterne gik mest tilbage af alle partier.
Belønningsasymmetri: Partier, der strammer udlændingepolitikken, risikerer at miste stemmer i voksende grupper. Partier, der løsner, kan vinde dem. Over tid presses midterpartierne mod åbenhed. Det er kold beregning.
Islamisering gennem de store partier: Stemmer fra det islamiske parti Nyans gik til Vänsterpartiet og dermed også til Socialdemokratiet; islamisering opererer nu inden for stuerene partier. Den trojanske hest. Intet islamisk parti behøver at vinde valg. Det er nok, at de store partier åbner sig for deres vælgere.
Tavshedsspiralen: Jo tungere en vælgergruppe som den muslimske vejer, desto dyrere bliver det at kritisere den. Politikere og journalister lærer at vælge ordene med omhu, og til sidst udebliver kritikken.
Håbløshed og white flight: Når borgerne opfatter udfaldet som givet, viser der sig tre reaktioner: apati, flugt fra bestemte kvarterer og radikalisering. Alle tre svækker tilliden til, at afstemninger nytter. Islamisme og militant ekstremisme på både venstre- og højrefløjen vinder frem.
Krisens skæbnebestemte logik: Den eneste udvej for at forhindre dette går gennem valgurnen, og her sætter den sidste spærring ind. For en effektiv højredrejning kommer først, når situationen er så kritisk, at en genopretning virker umulig.
Borgerkrigen: Ekstremismen bliver stærkere valg efter valg, i takt med håbløsheden. Nederst på trappen ligger borgerkrigen. Det er svært at se, hvordan den kan undgås. Spiralen kan let læses som en dom. Den kan også, i allerbedste scenarie, læses som en frist.
Det europæiske hus
Forleden aften, da jeg lå i min seng og tænkte på alt dette, faldt jeg i søvn og drømte denne drøm:
Jeg stod foran et stort hus, gik ind ad den høje hoveddør og befandt mig i et svagt belyst, gråt rum af ubestemmelige dimensioner. For enden var der en åben dør, og jeg gik nu gennem det ene rum efter det andet, op ad trapper til loftsrum, ned ad trapper til fugtige kældre, der virkede dybere, end huset kunne rumme. Mine skridt gav et ekko, som om nogen fulgte lige bag mig, men kiggede jeg bag mig, var der ingen, og gangen gentog sig i det uendelige mellem deres flader, så jeg ikke kunne se, hvor jeg selv var.
Umærkeligt blev gangene mere trange. Jeg måtte bøje mig for at komme videre, og gulvet hældede svagt nedad, uanset hvilken retning jeg valgte, som om huset trak mig nedad. Der var en lugt af dyr. Et sted åbnede jeg en dør, men bag den var der kun en mur af sten. En anden dør havde håndtag, men kun på den ene side, en tredje var låst. Imens jeg forgæves prøvede mine nøgler, hørte jeg en anden dør blive låst op et sted.
Sært var det, at rummene lignede hinanden. Det samme bord, den samme stol, men dog aldrig helt ens. Et billede hang skævt i det ene, hvor det havde hængt lige i det forrige. I et værelse stod møblerne, som om nogen var flygtet i al hast. En stol, der stadig var varm at røre ved, en uredt seng, tøj spredt på gulvet.
Vinduerne vendte aldrig ud mod noget åbent, kun ind mod endnu en gang eller trapper. Ovenover hørte jeg hele tiden skridt, en skygge på væggen fulgte min bevægelse en smule for sent. Jeg forsøgte flere gange at vende om for at komme ud af huset, men gangen, jeg var kommet fra, var der ikke længere. Der lød en svag klagen som fra et barn og lyden af reb, der strammes og af noget, der blev knust et sted. Blod sivede ud fra under en dør.
Da forstod jeg: Jeg var gået i en fælde.
Alt, hvad jeg havde gjort for at komme ud, havde ført mig længere ind, til de inderste rum, hvorfra der ingen udvej fandtes.
Det svimlede for mig, og jeg styrtede ned gennem rummene som gennem en uendelig, mørk skakt.
Af Kasper Støvring
Taget herfra
Leave a Reply